Er det et problem at være tysk på arbejdsmarkedet?
TEMA OM ARBEJDSMARKEDET: Svenja fra det tyske mindretal i Sønderjylland fortæller om at have en bindestregsidentitet på arbejdsmarkedet.
Jeg har altid set det som en fordel at have den tyske kultur og især sproget med på det danske arbejdsmarked. Det er nemlig ingen hemmelighed, at Tyskland er en stor handelspartner for Danmark. Jeg har derfor altid lagt meget vægt på min tyske baggrund ved bl.a. ansøgninger og jobsamtaler og aldrig set min baggrund som en ulempe for arbejdsgiveren. Især i servicebranchen, hvor man møder nye mennesker fra forskellige lande hver dag, ser jeg min tyske side som en klar fordel.
Jeg er vokset op i det tyske mindretal i Danmark, hvoraf jeg har min tyske baggrund. Det er dog ikke synligt på nogen måder, og min accent afslører det heller ikke.
Nogle måneder tilbage startede jeg med at arbejde som tjener på en hyggelig og dejlig, traditionel, dansk restaurant, hvor både chefer, ejer og kollegaer har en anden etnisk baggrund. Jeg havde i starten aldrig troet, at det skulle blive et problem, at jeg kom fra det tyske mindretal i Sønderjylland/Nordschleswig. Det var det måske heller ikke for min arbejdsgiver, og det kan være, at det kun er mig der opfatter det på den måde.
Der begyndte stille og roligt, men også meget tidligt at komme forskellige kommentarer til min baggrund. Når jeg havde en misforståelse med en gæst, eller hvis jeg ikke lige forstod, hvad gæsten ville eller mente, kom der altid en undskyldning fra min chef. Undskyldning lød på: ”Det er fordi hun er tysker”. Det er ikke kun sket en eller to gange, nej det sker måske 5 gange på en vagt. Det sker ikke for min kollega fra Grækenland eller Estland, det sker kun for ’tyskeren’. Jeg har personligt ikke noget i mod kulturrelaterede jokes. Nej, jeg laver dem faktisk selv, og jeg synes faktisk de er sjove. Men kun til en hvis grænse. ”Joken” her er dog død for mig!
Hvert år kommer der et selskab af ældre herrer på restauranten. Disse herrer mødtes på denne restaurant under 2. Verdenskrig som modstandsfolk. Af ren tilfælde var jeg på arbejde denne dag. Som de fleste unge mennesker i dag har jeg intet med 2. Verdenskrig at gøre eller har på nogen måder været involveret i 2. Verdenskrig. Mine forfædre har haft deres oplevelser under krigen, men dem har jeg som person intet at gøre med.
Jeg kom på arbejde denne dag og ville gå ned og servere deres drikkevarer. Lige inden jeg skulle afsted med de drikkevarer, kom ejeren af restauranten ned til mig. Det eneste han sagde var: ”Du må ikke sige du er tysker!”. Jeg kiggede på ham og smilede forvirret til ham, mens jeg så det også som en joke. Han kiggede dybt seriøst på mig og gentog: ”Jeg mener det, du må ikke sige du er tysker”.
Der kunne jeg mærke vreden kom op. Der er ingen der skal sige til mig, at jeg skal gemme min baggrund væk. Jeg har i en lang periode i mit liv ønsket ikke at have min tyske baggrund. Jeg ville være dansk. Jeg ville være som alle de andre. Jeg er endelig kommet til et punkt, hvor det ikke er et problem for mig længere. Det var som om, at jeg skulle gå et langt skridt tilbage i mit liv. Jo mere tid der går og jo mere jeg tænker på det, desto mere vrede kommer der op i mig. Ja, tyskernes historie er problematisk, men det er historie. Jeg er stolt af min baggrund. Jeg kan lide, at jeg ikke er som de andre.
I dag har jeg lige sendt en ny jobansøgning afsted. Selvom jeg har tænkt meget over den ene sætning, er opvæksten i det tyske mindretal og det tyske sprog stadig en stor og vigtig del af min ansøgning. Jeg mener tysk ikke er eller burde være et problem på arbejdsmarkedet. Der er for mig ingen grund til at begynde at gemme det væk. Igen.
Svenja er fra det tyske mindretal i Sønderjylland og Kulturmødeambassadør hos Grænseforeningen.