Del din fortælling på scenen i et grænsebrydende teaterprojekt!
NYHED: Vil du være del af et community play med afsæt i storytelling og identitet. Så læs med her.
Del din fortælling på scenen i et grænsebrydende teaterprojekt!
I foråret 2022 starter Grænseforeningens Kulturmødeambassadører et særligt forløb, der tager afsæt i bogen ”Danskerne findes i mange modeller”.
Forløbet begynder med workshops ledet af teaterinstruktør og skuespiller Brigitte Christensen. Alle Kulturmødeambassadører – også nye eller potentielt nye– får mulighed for at deltage i en af de indledende workshops, som afholdes i Århus d. 4.-6. og 11.-13. marts 2022, samt i København d. 18.-20. og 25.-27. marts 2022 (med forbehold for ændringer).
Workshoppene i sig selv giver dig kompetencer indenfor fortælle- og teaterteknik. Du lærer at formidle din egen historie på en kunstnerisk og fængende måde og får øvelse i at formidle andres historier. Du vil komme igennem øvelser i scenisk tilstedeværelse, stemmens og kroppens udtryk, koncentration, energi og kontinuitet.
Målet er, at workshoppene skal danne grundlag for et videre forløb, hvor vi laver en egentlig professionel forestilling på et eller flere teatre i Danmark. Forestillingens kerne vil være personlige fortællinger om identitet. Den vil være reflekterende, poetisk, direkte og stærk.
Du får kompetencer, der både kan bruges i det øvrige dialogarbejde som Kulturmødeambassadør, og i dit liv generelt.
Ikke alle vil få mulighed for at stå på scenen i den endelige teaterforestilling, men alle vil få mulighed for at bidrage – f.eks. som assisterende scenograf, lystekniker eller lign.
Brigitte Christensen er teater- og filmskuespiller, sceneinstruktør, samt dramatiker. Hun har gennem 30 år udviklet sin helt egen metode inden for borgerinddragende teater, ”Community Play-metoden”. Fra 2015-2018 var hun konceptudvikler og kunstnerisk leder af EUTOPIA 2017, et af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017’s highlights. Brigitte har haft base i Rom, Italien, i mere end 25 år og har arbejdet i en lang række europæiske lande.
Malene Fenger-Grøndahl er journalist, forfatter og foredragsholder med speciale i kulturmøde, minoriteter og religion. Hun har skrevet og bidraget til en lang række bøger, bl.a. ”Danskerne findes i mange modeller”, hvor 15 kulturmødeambassadører fortæller om et leve med flere sprog og kulturer.
Vil du være med (eller blot høre nærmere) - og vise, at danskerne findes i mange modeller?
Og har du national mindretals- eller minoritetsetnisk baggrund (f.eks. somalisk, fransk, irakisk eller grønlandsk) og er mellem 18 og 30 år?
Så skriv til projektleder Maya Bram Sommer: mbs@graenseforeningen.dk