Tvivlen i mit indre jeg

Som anden etnisk dansker, med en fod i både den tamilske og danske kultur, har jeg få gange oplevet fortvivlende øjeblikke, om hvorvidt Danmark er mit land eller ej. Egentlig er jeg født og opvokset i Danmark og er dansk statsborger. Tvivlen, om Danmark er mit land, burde – set udefra – ikke være der. Men de seneste år har jeg taget mig selv i at tvivle på, om Danmark i virkeligheden er mit land? Disse fortvivlende stunder er opstået med årenes gang. Med stigende debat omkring udlændinge og deres muligheder for at opholde sig i landet. Med stigende opbakning til partier som Dansk Folkeparti og De Nye Borgerlige. Debatter som tager overhånd, burka-forbuddet eller som politikerne kalder det ’’maskeringsforbud’’. De mange debatter landet over, har fået skabt en tvivl i mit indre jeg. En tvivl om, hvorvidt jeg tilhører Danmark. En tvivl, om jeg overhovedet er dansker. Mit udseende siger nej, mit sind og tankegang siger ja.

Jeg er selv opvokset i en meget lille jysk by. På trods af mine identitetskriser, om hvorvidt jeg er dansker eller tamiler, har jeg dog aldrig før tvivlet på, om Danmark er mit land.

Der er flere værdier ved den danske kultur, som modsat ovennævnte, gør, at jeg føler, at Danmark er mit land. Jeg har altid anset Danmark som mit land. Som mit kæreste eje. Det er trods alt landet, som gav mine forældre opholdstilladelse under borgerkrigen på Sri Lanka. Landet, som gav dem mulighed for at arbejde, få børn samt opdrage dem med religionsfrihed, ytringsfrihed samt med gode muligheder for uddannelse. Dette vil jeg og min familie være evigt taknemmelige for.