Nogle gange glemmer jeg, hvor vigtig min historie er

Nu har jeg været kulturmødeambassadør i 3 år, og elsker stadig at være en del af korpset. I starten var det nervevridende at skulle stå på en scene, hvor alle kigger på én og skal høre på ens historie, og derefter stille spørgsmål. Nu er det lige ud af landevejen og ganske nemt. Jeg har tilpasset mig til folks reaktioner; latter, chok, forvirring, forståelse, latter og glæde. Sådan plejer det altid at være, og det reflekterer nærmest, hvad livshistorier består af. Men der er én ting, som der kun er sket for mig én gang, som stadig står fast hos mig. Og det var gråd.

Jeg var ude og holde et dialogmøde på Roskilde Lilleskole for en 7. Klasse. Jeg elsker at være derude, for børnene er fyldt med energi og er så ivrige i at være en del af aktiviteterne. Da jeg fortalte min historie om min opvækst som en  pige med ghanesesisk baggrund i det danske samfund, så skete der noget, som jeg aldrig har oplevet før.

Jeg deler min oplevelse om et racistisk overfald, som min mor og jeg blev udsat for, da jeg var 11 år. Vi skulle tage bussen fra Ryparken station i København til Fælledparken, og buschafføren ville ikke lade os ind. Efter at have skændtes med min mor i meget kort tid, så rejste han sig op, råbte ”I fucking negere, I skal bare skride fra mit land”, skubbede min mor ud af bussen og derefter lille 11-årig mig.

Det var selvfølgelig en sørgelig oplevelse, og jeg forstår frustrationen og smerten folk mærker, når jeg fortæller denne episode, især fordi man ikke høre det ske i Danmark ofte. Fordi jeg er vant til at snakke om det her, og, ærlig talt, ikke længere føler noget, hverken vrede, smerte eller sorg, så er jeg ret ligeglad selv med denne episode. Men da jeg fortalte dette på Roskilde Lilleskole, var der én af lærerne, som begyndte at græde. Jeg kunne høre hende snøfte og se tårerne trille ned ad hendes kinder. Jeg blev selv chokeret og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, og grinede derfor på en akavet og en smule nervøs måde. Men jeg fortsatte, og der var selvfølgelige latter og glæde til sidst, men jeg husker stadig tydeligt lærerens triste ansigt.

Som sagt har jeg været kulturmødeambassadør i 3 år og har fortalt denne historie flere tusind gange. Jeg er ikke selv ”rørt” af historien i dag og er heller ikke ”traumatiseret” af den. Nogle gange så glemmer jeg også, hvor vigtig min historie egentlig er. Jeg er jo så vant til folks chokerede reaktioner til historien, men at se én græde viste mig, at jeg skal blive ved! Livshistorier bringer os nemlig tættere på hinanden.