”Hva’, hvis jeg parkerer min bil foran din lejlighed, stjæler du den så?”

Okay, lad os være ærlige. Du har allerede ud fra at have læst titlen en idé om min kulturelle baggrund, har du ikke? Og det er også okay. For temaet i denne måned er nemlig ”fordomme”, og hvilken bedre måde at drøfte dette tema på, end at nævne fordomme jeg er blevet mødt med og fordomme jeg selv har?

Fordomme - hvad er det?

Fordomme bliver i de fleste ordbøger beskrevet som værende holdninger, der for det meste er negative, og som oftest er bygget på et fundament, af manglende information og som folk lader sig lede af.

På en måde kan man sammenfatte brugen og eksistensen af fordomme sådan: Folk ved ikke bedre.

Og hvis fordommene handler om minoritetsgruppe, hvor skulle vi også vide bedre fra? Mange af de befolkningsgrupper vi tenderer til at have fordomme imod, har vi ofte ikke meget (hvis nogen) daglig kontakt med. Størstedelen af vores informationer om disse grupper stammer altså fra medierne, historier på nettet og andenhånds fortællinger fra venner og bekendte. Spørg dig selv, hvor ofte har du læst om østeuropæer, muslimer, kinesere, amerikanere osv. i din avis, kontra hvor meget du har haft af interaktion/personlig erfaring med de omtalt grupper?

For mig kan fordomme betragtes som et snævert syn på tilværelsen. At alle folk hører til i bestemte snævre bokse og hverken er mere eller mindre end den overordnede boks de er puttet ind i.

Omvendt mener jeg heller ikke at det at have fordomme er ikke noget man skal græmmes over. For vi har alle fordomme på et eller andet plan. Hvad man skal græmme sig over, er hvis man lader sig lede af disse fordomme og ikke er åben for at lade dem udfordre. Hvis man insisterer på ikke at se på individet som et individ og i stedet ser individet, som den gruppe man mener individet tilhører, ”du er ikke til at stole på, fordi jeg har læst at folk med din baggrund er overrepræsenteret blandt kriminelle.”

”Nej, jeg nøjes med dine hjulkapsler”

For at komme tilbage til den bemærkning jeg indledte med, så har du måske gættet (og hvis ikke, cadeau til dig for at være et så fordomsfrit menneske – skrevet uden sarkasme), at jeg har polsk afstamning.

Jeg er født af en dansk far og en polsk mor (jeg er desuden vokset op som del af det tyske mindretal i Sønderjylland, for at gøre forvirringen total – men forklaringen på dette, må du få i et andet blogindlæg). Som halvt polsk, har jeg  været udsat for en del jokes på min bekostning, som tager rod i folks fordomme om folk fra Polen.

Det skal lige siges at for det meste, så har det været sagt i sjov. Og jeg har grinet med. Men det tager jo rod i noget og måske skulle jeg oftere tage snakken med spasmagerne, om hvad der ligger til grund for joken.

Men altså, for mit vedkommende har jeg foretrukket at joke med. Så når folk spørger mig: ”Hva’ Patrick, hvis jeg parkerer min bil foran din lejlighed, stjæler du den så?”, så svarer jeg: ”Nej, jeg nøjes med dine hjulkapsler!”. Eller når folk siger: ”Når du nu kun er halvpolak, betyder det så at du kun stjæler cykler?”, så griner jeg med. Men jeg ville da ønske at der var andre, mere positive associationer forbundet med det at være polsk.

Jeg tænker at det er vigtigt at være sig bevidst om, hvornår folk bruger fordomme i spøg og hvornår de bruger det for at behandle dig anderledes. Hvad der gør sig gældende her er hvorvidt man kender hinanden og ved at man kan joke med ens ophav. Eller om det er en vildt fremmed person, hvis motiver man ikke kender. For jeg har også oplevet fordomme i den retning (og her kommer vi alligevel lidt ind på min anden mindretalsbaggrund – den tyske… og du tænker måske ”aaahh, okay – jeg kan godt se hvor vi nu er på vej hen”):

Jeg har mere end en gang oplevet at blive mødt med en strittende arm. Ikke rart. Men den værste oplevelse var, da vi i 8. klasse havde fælles idrætsdag med resten af 8.klasserne i min hjemby. Vi skulle spille fodbold og midt i kampen begyndte nogle af eleverne fra de danske skoler (vi gik på en tysk mindretalsskole) at råbe ad os og kalde os for ”f****** tyskere” og ”nazister”. De syntes nok selv at det var herre morsomt, men at være 14 år og stå på en fodboldbane omringet af folk der råber nedladende kommentarer efter dig, er mindre morsomt.

Egne fordomme

I sidste ende er jeg selvfølgelige ikke så meget anderledes end så mange andre mennesker. Som jeg nævnte ovenfor, så har alle fordomme, og det gælder også mig. Jeg forsøger dog bevidst ikke at lade mig lede af dem. Mit udgangspunkt er altid, at jeg vil dømme personen for hvad der kommer ud af hans/hendes mund og ikke for hvad jeg ser på ydersiden. Det tilstræber jeg. Men jeg falder også i en gang i mellem.

F.eks. jeg har en fordom om at danskere, som udgangspunkt, hverken er sig sit ansvar bevidst/gider tage ansvar, for andre end sig selv. Det gør at jeg tit vælger at påtage mig mere arbejde end jeg måske burde gøre, fordi jeg ikke regner med at folk vil hjælpe til af egen god vilje, medmindre de får det pålagt.

Er det fair? Egentlig ikke. For selvfølgelig skal jeg ikke generalisere alle flertalsdanskere til at være sådan. Og i sidste ende kan man vel også sige, at jeg skyder mig selv i foden, fordi jeg igennem min fordom læsser mere arbejde på mig, end hvis jeg valgte at tro på at folk nok skal gøre det, der skal gøres.  

Lad det dog blive oppe i hovedet

Ligegyldigt hvad man måtte tænke om bestemte trosretninger, hudfarver eller kulturelle baggrunde, så glem aldrig at personen foran dig ikke er repræsentant for nogen af de tre ting. De er et individ ligesom du selv er det. Så mit råd vil være, til mig selv og dig, prøv at holde fordommene oppe i hovedet og vær åben overfor at interagere med personen foran dig.

Ingen er født god eller ond. Vi bestemmer det selv.