“Jeg er fra det tyske mindretal”

Jeg er vokset op i Sønderjylland som del af det tyske mindretal. Da jeg var yngre, var jeg flov over min baggrund. Jeg har gået i tysk børnehave og efterfølgende på tysk skole. Alle fritidsaktiviteter – om det så var håndbold eller at spille trompet – foregik altid i tyske rammer, i tyske foreninger og på sproget tysk. Forstå mig ret – jeg syntes, at det alt sammen var skønt, men så snart jeg var ude af den lille isolerede boble af ”tysk mindretalshed”, fx når jeg stod og ventede på bussen, som den eneste elev fra den tyske skole, så følte jeg mig altid anderledes og faktisk utilpas ved mode over min kulturelle baggage.

Jeg kan tydeligt huske første matematiktime på efterskolen. Min matematiklærer stiller klassen et spørgsmål, jeg rækker hånden i vejret for at svare, han peger på mig, og så går fuldstændig i stå. Hvorfor? Jeg kendte svaret. Jeg gik i stå fordi jeg ikke vidste at en vinkelmåler hedder en vinkelmåler, fordi det i min verden altid og udelukkende har været ”das Geodreieck”. Jeg endte med at fremstamme, at jeg ikke kunne svaret alligevel, fordi jeg var overbevist om, at det ville være meget pinligere at sige det på tysk. Tysk var jo et tabersprog.

Når jeg tænker over det nu, 10 år efter, er jeg faktisk ikke sikker på, om jeg nogensinde fortalte mine efterskolekammerater at jeg var fra det tyske mindretal.

På samme måde, som jeg så efterskoleopholdet, som mulighed for at skabe min egen identitet på ny, hvor ingen kendte til mit mindretalsophav, var også det at flytte til København efter gymnasietiden en søgen efter mig selv. Dog er det et helt nyt kapitel i min fortælling.

Til min egen overraskelse fortæller jeg på et tidspunkt mine medstuderende, at jeg faktisk kommer fra det tyske mindretal og tysk, som følge af det, er mit andet modersmål. Min veninde udbryder prompte: ”Ej, hvor er det fedt, Nanke, så kan du jo rent faktisk læse Nietzsche og Wittgenstein på originalsprog!”.

For at være ærlig, så havde jeg ikke engang overvejet, at jeg kunne læse filosofferne, vi beskæftigede os med på religionsvidenskab, på originalsprog, på tysk. Jeg havde simpelthen distanceret mig fra alt det tyske, jeg havde strugglet med i min barndom, i så lang tid.

Jeg bliver Mentor hos MentorDanmark og underviser tysk på gymnasieniveau. ”Du er simpelthen så nørdet omkring det her sprog”, udbryder min elev på et tidspunkt. Det er det bedste kompliment, jeg kan forestille mig.

Jeg tager på udveksling til Berlin, hvor jeg studerer Europäische Ethnologie ved Humboldt universitetet. Her bor jeg i et halvt år og nyder at være omringet af tysk kultur og ikke mindst det tyske sprog. Det ender med at endda mine drømme foregår på tysk!

Jeg kommer hjem og bliver kulturmødeambassadør hos Grænseforeningen, fordi min stemme, som del af det tyske mindretal i Danmark, begynder at blive vigtig for mig.

Jeg påbegynder nyt studie: Tysk Sprog og Kultur ved KU. Jeg får job hos DR, hvor jeg oversætter fra tysk til dansk. Jeg får job ved Dansk Jødisk Museum, hvor jeg ofte bliver mødt med et ”Hallo! Wie geht’s” af mine kollegaer, hvorpå de så fortryder, når de umiddelbart efter kommer til kort med deres tysk. De mange tysktalende museumsbesøgende bliver heller ikke snydt for mit tyske.

Tysk viste sig ikke at være et tabersprog. Min kulturelle baggrund viste sig at være fordelagtig i mine studier og ikke mindst i mine studiejobs, hvor min baggrund altid er blevet mødt med interesse af mine medstuderende, elever, arbejdsgivere såvel som kollegaer.

Den kulturelle byrde, jeg følte, jeg slæbte rundt på, da jeg var yngre, er altså forsvundet. I dag er jeg ikke bange for at sige: Hej, jeg hedder Nanke og jeg er fanme fra det tyske mindretal!