Min bagage er ikke en byrde, men en ressource

”Everyone has got some baggage. It’s part of life. But like anything else, it’s easier when someone gives you a hand with it.” – Ted Mosby.

Jeg ved ikke om i kender serien “How I met your mother”, men det ovenstående citat er fra serien. Ted fortæller om sin største baggage, nemlig den at han er blevet svigtet i sidste øjeblik. Han fortæller også, at når man er i 20’erne, ikke har svært ved at date, fordi folk ikke har så meget baggage at slæbe rundt på. Detbliver svære når man kommer op i 30’erne, fordi folk har en historie.

Jeg selv er 23 år og er fra det danske mindretal i Sydslesvig, altså den nordligste del Tyskland. Men hvilken baggage kan jeg have som 23-årige, der altid blev sørget for og elsket af de mennesker det står mig nærmest? Jeg har altid været lykkeligt, selvfølgelig kan man have en dårlig dag eller en periode hvor man føler at alt er irriterende, men indtil videre har jeg haft et fantastisk liv.

Jeg taler næsten udelukkende tysk derhjemme, hvilket er fint fordi det er det mest naturlige for mig og min familie. Heller ikke har jeg nogensinde overvejet at mit dansk var dårligere end det dansk andre taler i min omverden, hhv. indtil jeg fik at vide at jeg taler dansk på en lidt mærkelig måde. ”Well, thats odd. Jeg taler da dansk som alle andre gør.” tænkte jeg. Men nej, det gør jeg ikke og det er fint. Jeg taler dansk-tysk eller bare sydslesvigsk. Jeg mangler ord en gang i mellem, men det sker også for mig når jeg taler engelsk eller endda på tysk, selvom jeg læser det på universitetet. Det, at man taler 3 sprog i hverdagen, engelsk med en del internationale studerende, tysk med den ene del af vennerne og familien, dansk med den anden del af vennerne og så dansk-tysk med nogle af mine medstuderende og dem der også er vokset op i enten det danske eller det tyske mindretal, kan medføre at man glemmer et ord i et af sprogende, man så kan huske i et af de andre to sprog.

I starten ærgrede (det her ord slog jeg faktisk lige op i ordbogen) jeg mig over, at jeg ikke talte ”rigsdansk” som alle andre gjorde, fordi jeg følte mig udelukket, men folk har let ved at forstå mig, når jeg taler dansk, lige meget hvor jeg er. Sydslesvigsk er ikke anerkendt som at være en dansk dialekt, men har ligesom nordjysk, sønderjysk, bornholmsk, fynsk, sjællandsk og alle de andre dialekter i Danmark særlige og enestående egenskaber. Disse mange danske dialekter genspejler den danske mangfoldighed på en helt særlig måde. Alle mennesker, alle sprog og alle dialekter er enestående og burde celebreres som det de er og ikke nedgjort for at være anderledes end rigsdansk. Hver dialekt har deres egne begreber, tonleje og ord andre danskere enten skal tænke sig om eller ikke forstår. For det, at tale lidt anderledes end de mennesker omkring sig, er en ressource. Man kan lære fra og med hinanden. Sprog er i live og skal ses som en livende organisme. Man skal fodre sprog med neologismer og regionaltypiske ord. Sprog dør hvis ikke man bruger det. Jeg har lært, over de sidste par år i Danmark, at jeg ikke vil tilpasse mig min omverden, jeg er glad for hvor jeg er fra og jeg er glad for hvis folk kan høre på mig ”at der er noget.”

Mit sprog er vist min bagage jeg bærer rundt på, men hvis det bare er det og jeg ikke er blevet svigtet i sidste øjeblik som Ted Mosby, så kan jeg da være glad for at det bare er det og at jeg anser min ”bagage” for at være en ressource frem for at være en stor byrde eller en klods på benet af mig.

På den anden side fortalte en af mine venner, som også er fra det danske mindretal, en historie til mig, om netop det at tale med accent og date. Han var på første date med en pige han syntes godt om og de talte om hvilke accenter de syntes var mest sexede og mest usexede. Hvor hun fortalte ham, at hun synes tysk accent for at være det mest usexede hun kunne komme i tanke om. Min reaktion var ”Hendes tab!”

Mit budskab til dig derude, lige meget hvor du kommer fra, hvad du taler, hvad du føler dig som eller hvad du gør i dit liv. Hver stolt af den du er, altid!