For mig helt normalt – danske traditioner udenfor Danmark

Hej, mit navn er Kjell, jeg er opvokset i Sydslesvig, altså umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse og på billedet ser i mig med studenterhue på. Jeg har fået æren at fortælle jer noget om mine traditioner og fester.

Nu hvor vi lige har haft påske, kunne det være oplagt at fortælle jer, hvordan det har været, at holde påske hjemme hos mig. I år havde vi f.eks. påskebrunch med hele familien hos mine bedsteforældre. Dog er det ikke det jeg vil komme omkring, fordi jeg allerede har skrevet om, hvordan jeg har fejret påske som barn i sammenhæng med denne blog – Tjek gerne blogindlægget ud efter i har læst dette spændende blogindlæg om mine andre traditioner og fester, især dem der er relateret til skolegangen.

Noget i alle kan relatere til, selvom det nok har været længe siden I selv oplevede jeres, er ens første skoledag og hele skoletiden. Jeg starter dog lige ud med gymnasiet, og fortæller jer så noget i måske ikke kender til. Herefter vil jeg vil gerne tage jer med på en tidsrejse gennem mine år på de danske skoler i Sydslesvig.

Jeg gik i dansk børnehave, dansk folke- og fællesskole og afsluttende på A. P. Møller Skolen, en dansk fællesskole og et gymnasie, hvor jeg tog min studentereksamen i 2015, inklusive alt det der hører til: Studenterhuen, studenterbal, huetid, fælles dimission og fælles huepåsættelse. Med fælles mener jeg, at vi får udleveret vores karakter og huer foran et publikum fra rektoren. Bagefter festes der sammen, enten familien og så med klassen, eller med klassen med det samme. Man får derfor ikke huen på efter sidste bestået mundtlige eksamen. Huetiden er dog nogenlunde det samme, da vi også har regler for at opnå bestemte emblemer. Afsluttende har vi et fælles studenterbal med vores venner og vores familier. En anden KMA’er fortalte mig engang, at det er kun studenterne der tager festtøj på. På de danske skoler i Tyskland er det alle som deltager, der er klædt fint på. Det er måske også forskelligt fra skole til skole. Vi danser også Les Lanciers på vores bal. Fornyligt har jeg lært, at denne folkedans oprindeligt kommer fra Storbritannien, men i dag bliver det kun danset i Danmark. Det er fedt med alle de adopterede traditioner, vaner, mad og alt det andet der kommer ude fra, og som vi som danskere anser som normalt og som del af vores traditioner og fælles historie. Kun fordi at noget er nyt betyder det ikke, at man om nogle år eller efter et stykke tid, ikke kan anse det som helt naturligt.

I Tyskland på de danske gymnasier er vi meget glad for denne tradition – jeg var i hvert fald. For jeg kan også huske en del af mine venner, der ikke var helt med på den fra starten. Alligevel var der ingen af den store årgang der ikke dansede med. Jeg synes, at det er en tradition vi bør holde fast i, selvom den kommer udefra.

Vi ville ikke være danske skoler i Tyskland, hvis ikke også vi havde fantastiske tyske traditioner med i vores baggage. En tradition hvert barn glæder sig til på deres første skoledag er traditionen omkring Schultüte. En Schultüte er hovedsagligt et kæmpestort kræmmerhus – så stort at børnene knap nok kan holde dem. Den er snøret til i toppen, så man ikke kan se hvad der er i, indtil man kommer hjem og får lov til at åbne den. Kræmmerhuset er fyldt med alt de gode ting, som børn elsker og har brug for, når de starter i skolen. Det kan være viskelædere, penalhuse, blyanter og selvfølgelig slik og frugt i den.

Gennem min opvækst har jeg fejret en del fødselsdage, og selvom jeg er tysk statsborger og tysk er mit første sprog, så kender jeg kun få tyske fødselsdagssange. Til gengæld kender jeg adskillige danske sange deriblandt fødselsdagssange. Noget jeg til den dag i dag elsker ved Danmark, er det at man synger når man kommer sammen.

Hvad jeg vil sige med denne lille rejse gennem tiden er, at traditioner og fester er noget der er fantastisk og noget man bør holde fast i. Det er noget der engang har været nyt, indtil man tog det til sig – ligesom de ting der kommer til i min og jeres hverdag, virker nye, men sagtens kunne blive til en ny tradition i en fremtidig generation.