Min mor

Forleden fortalte jeg min mor, at jeg skulle på en mini krydstogtsferie med min kæreste til Oslo. Sjældent rejser jeg med skib, selvom jeg dog altid har været fascineret over at sejle over havet. Min frygt for havet lå i mine dybe traumatiske oplevelser i 6. klasse, hvor jeg fik en væmmelig søsyge, da vi skulle til Bornholm. Aldrig mere, stønnede jeg, mens jeg på siden lå og havde ondt af mig selv. Men altså, hvem siger nej til en tur til Oslo i et Luxus Commodore Kahyt med velkomstchampagne og gratis morgenmad?

Tit er det, når jeg taler med min mor, at hun kan få det vendt om 180⁰, og gøre det til en lektion omhandlende mine livsvalg. Jeg kunne tale om dengang jeg var småforkølet, og kunne derefter forvente en halvanden times udskældning om hvorvidt jeg havde mine prioriteter i orden, om hvor dårligt jeg spiser, manglen på de vitaminer, jeg ikke får indtaget osv. Det kender vi jo alle (forhåbentligt!). Da jeg nævnte krydstogtet var det dog anderledes denne gang. Jeg forventede jo ”husk at tage den grimme varmeisolerende uldtrøje med”, ”husk at spise nok på skibet, men så heller ikke for meget”, ”hvis du bare mærker det mindste sving i skibet, så tager du to redningsveste på, og løber op til den højeste etage og forlanger en helikopterredning”. Men i dette tilfælde spurgte hun: ”Har jeg nogensinde fortalt dig om dengang jeg var bådflygtning?”

Min mor er 62 år gammel, og kommer fra Vietnam. Hendes barndom bestod af en opvækst blandt tretten andre søskende, som hver især havde deres eget særpræg. Hendes ældste og beskyttende bror, en følsom og sentimental lillesøster, en bror, der var alt andet end artig. En ældre søster, der lærte hende at sy, samt to brødre der senere hen døde af leverbetændelse. Sammen med sine søstre gik min mor på en pigeskole, hvor de blev undervist af bl.a. katolske nonner. Ligesom mange andre i hendes omgangskreds, havde hun en ganske normal barndom. Leg med venner, et hav af lektier, en misundelse på naboens klaverspil, sin første kærlighed, en hengivenhed mod dyr og alt liv. Hun var (og er stadig) en kvinde fuld af liv og nysgerrighed.

Min mor flygtede fra Vietnam. Et Vietnam, hun ikke længere kendte. Et land, styret af diktatur, et totalitært samfund, styret med hård hånd og undertrykkelse. En nation, hun ikke længere kunne udfolde og udvikle sig i. Hun måtte flygte. I blandt 60 andre flygtninge på en bitte båd mod Filippinerne var min mor og hendes lillesøster. Med minimale madrationer og en frygt for ikke kun en regering, der muligvis forfulgte dem, men også pirater, der ville kidnappe, slavehandle eller voldtage, samt utilregnelige og barske vejrforhold. Sammen flygtede de fra deres hjemland med et håb om en bedre fremtid og levevilkår.

Efter syv lange dage på havs ankom de til flygtningelejren i Filippinerne. I to år brugte min mor sin tid som frivillig engelsklærer for elever, der alle havde forskellige baggrunde. Hun havde elever, der var ældre end hende selv. Elever, der havde oplevet modbydelige ting i Vietnam. Det var ikke blot elever for hende, men venner og medmennesker i en ellers uudholdelig flygtningesituation. Medkammerater, der sammen holdte fester, delte livshistorier og inspirerede og motiverede hinanden. Efter disse to år, fik min mor valget til at tage til Danmark, hvilket hun accepterede. Hendes søster havde allerede fået valget til at tage til Canada, men min mor måtte ikke følge med. Med minimal håndbagage bestående af kun de mest nødvendige ting, men også en tung emotionel bagage i sit sind, rejste hun til Danmark, velvidende at hun ville møde endnu flere udfordringer – både kulturelle såvel personlige.

Dog har min mor prøvet på ikke at lade sig påvirke af fortiden, men altid fokuseret på hvad fremtiden kan bringe, og hvad hun kan viderebringe til hendes børn. Min mor har altid været et alsidigt og fleksibelt menneske. Hun bar ikke nag for de mennesker, som udstødte hende og stemplede hende som fremmede, da hun kom til Danmark, men derimod arbejdede på at skabe en forståelse for det samfund, hun nu levede i. Hun forstod, at sproget er vejen frem til en fælles forståelse og menneskelig forbindelse, og med hendes færdigheder i engelsk og fransk, lærte hun dansk på ingen tid, og valgte at blive tolk, så hun kunne hjælpe andre vietnamesere på vej.

Det er dybt rørende, at høre en personlig fortælling fortalt af en af de nærmeste personer man har i sit liv, men også umådeligt berigende. Så meget livserfaring, så mange oplevelser – både fantastiske, men også forfærdelige. Hvor må det være svært at migrere. At forlade sit hjemland, alt det man kendte til, rejse ud i barske og urimelige forhold, og derefter kæmpe med et hav af administrative og logistiske procedurer, der ikke andet end reducerer og afpersonificerer en til et nummer eller en statistik. For derefter endelig at finde ro til at kæmpe og døje med alt det, man har ladet sig undertrykke for at kunne overleve rædsel og panik.

Man kunne blive ved med at skrive om immigration, flygtningekrise, krig og terror, indvandrere, flygtninge, men det fylder allerede så meget i debatten. Folk peger fingre af hinanden, der bliver hånet og grinet på de sociale medier understreget med racistiske, diskriminerende og xenofobiske bemærkninger, der kun distancerer os fra hinanden. Tonen i debatten er så hård og vi glemmer tit, at det er mennesker og ikke blot ressourcer, vi taler om. Debatten splitter folkemængden i to, hvilket er så ærgerligt. I situationer som disse er vi nødt til at fokusere på at samle befolkningen i ét. Have fokus på, hvordan vi kan hjælpe hinanden, og hvordan vi i samspil og fællesskab, skaber de bedste rammer for både flygtningene og dem der allerede bor herhjemme. For jeg er sikker på, at der er en ung kvinde i udlandet, der er i samme båd som min mor. En kvinde med så meget potentiale og liv, der er på flugt fra krig og terror. En kvinde, der har så meget at give, men ingen til at modtage.

I enighed med min mor, tillader jeg ikke blogindlægget at ende på en trist og melankolsk node. I stedet har jeg valgt at skrive en politisk vietnamesisk ”joke”, fortalt af min mor og dårligt oversat til dansk af mig:

I Tysklands mur-periode flygtede en østtysk hund til Vesttyskland. Da siger en vesttysk hund:

Hva’ hvad laver du herovre? Har du ikke alt, hvad du har brug for derovre?

Østtysk hund: Jo! Vi har skam det hele! Masser af toiletvand, rigeligt med gåture og uendelige mængder af hundekiks. Det er fantastisk!

Vesttysk hund: Jamen, hvad laver du så her?

Østtysk hund: Vi må bare ikke gø!