Det hele starter med et håndtryk

Min far emigrerede i sin tid Vietnam, da han var blot 7 år gammel. Som følge af Vietnamkrigen, havde den tilbagesiddende regering ikke tilstrækkelig med økonomiske ressourcer til at genopbygge et land, der var bombet helt til afgrunden. Både landbruget og fiskeriet, som var Vietnams primære økonomiske kilder, var derfor ødelagt og hæmmede den udvikling, Vietnam havde behov for. Af denne årsag, var fremtiden for mange vietnamesere ikke lys. For min far, og mange andre vietnamesere, måtte et bedre liv derfor søges udenfor Vietnam. I mellemtiden var det også blevet svært at forlade Vietnam, da den vietnamesiske regering frygtede at vietnamesere, der rejste ud af landet, ville vende tilbage med udenlandsk erfaring, der kunne true den vietnamesiske regering rent politisk. Som følge af Vietnams stramme forbud mod at rejse ud af landet, var mange vietnamesere nødsaget til at flygte på ulovligvis.

Hele min fars familie kommer fra den vietnamesiske ø, Phu Quoc. For at kunne flygte fra øen, måtte de derfor bruge min ældste onkels kutter til at sejle væk i. For at udnytte kutterens kapacitet, var der flere af øens børn, der blev sat på kutteren – og ligesom min far – var nødsaget til at rejse væk fra deres forældre om natten, for ikke at blive opdaget af det vietnamesiske politi. Selvom kutteren gav dem mulighed for at sejle væk, skal det pointeres, at omstændighederne ikke var gode: Kutteren besad ikke et avanceret navigationssystem, hvilket betød at antal af kilometer til en anden kyst end vietnamesisk var ukendt, og dermed kunne man ikke regne på antallet af dage, der ville gå, før man nåede en kyst. Dette gjorde det svært at afgøre, hvor meget mad der skulle pakkes uden at tynge kutterens vægt. Derudover var børnene mellem 4-18 år, og det var første gang, de skulle forlade deres forældre, uden at vide om de overhovedet kom til at se dem igen.

Efter omtrent to ugers sejllads og nødsaget til at være foruden mad de sidste par dage, nåede kutteren den thailandske kyst, hvor de blev mødt af Dansk Røde Kors og deres flygtningelejr. Via Dansk Røde Kors, blev min far, min faster og min onkel videresendt til Danmark, hvor de immigrerede, og i løbet af kort tid startede min far i en dansk skole. På daværende tidspunkt var strømningen af vietnamesiske flygtninge overvældende, og vietnamesere var et nyt folkefærd i det danske samfund. Min far oplevede derfor at børn på daværende tidspunkt, var uforstående overfor hans ’slags’ og hans kulturelle bagage. Han endte derfor ofte med at komme op at slås med dem, som følge af en voksende friktion baseret på misforståelser og miskommunikation.

På grund af disse konflikter havde min far svært ved at nærme sig det danske samfund, fordi han følte sig fremmedgjort af hans klassekammerater. Hans tidligere sammenstødninger i sådan en tidlig alder ligger stadig så dybt i ham, at han i en vis grad har projiceret sine oplevelser over på min bror og jeg. Den dag i dag, efter næsten 40 år i Danmark, er han stadig skeptisk overfor mennesker med en etnisk baggrund anderledes end den vietnamesiske. For at beskytte os, har han frarådet os fra at tilnærme os mennesker med en anden kultur, og det er måske hans underbevidsthed, der aktiverer en form for forsvarsmekanisme. Og jeg forstår også godt hans frygt. Samtidigt tror jeg ikke, at bukke under for frygten for det farlige og det ukendte, er vejen frem, især i det moderne samfund, der i stigende grad bliver mere og mere globaliseret.

Jeg ved, at vi mennesker er komfortmennesker, der gerne afviger fra det fremmede, hvis vi har mulighed for det. Vi søger tryghed og det velkendte, fordi vi frygter, at det liv vi kender og holder af, bliver forstyrret. Jeg er dog af den tro, at frygt er irrationelt og ofte baseret på u-testede hypoteser. Vi vil meget hellere leve med frygten, end at se den i øjnene og dermed ikke risikere at noget bliver vendt på hovedet. Jeg har derimod været så heldig at møde mennesker, der har været modige nok til at trodse frygten og møde det ukendte. Dette har været med til at gøre min tilværelse i samfundet væsentlig nemmere. Jeg er godt klar over, at jeg kommer fra en kultur, der på mange måneder er meget anderledes, og at min vietnamesiske opdragelse har været meget forskellig fra den gængse opfattelse af opdragelse.

Med en anden etnisk baggrund end dansk i lommen, vil jeg dermed gerne starte 2018 med at udvise en taknemmelighed, ved at sende en stor tak, til de enkelte lærere og alle de mennesker, jeg har mødt gennem tiden for at have rakt en hånd ud til mig. Hvis alle disse mennesker i første omgang ikke havde rakt en hånd ud til mig og trodset deres frygt for en ukendt kultur, ville jeg nok hellere ikke have haft modet til at række ud til dem. Jeg var på daværende tidspunkt i forvejen ret genert, og min frygt for at møde danskere blev yderligere styrket af min fars uheldige oplevelser med danskere, der ikke var åbne for den kultur, han havde bragt med sig i bagagen fra Vietnam, der førte til sammenstødninger imellem de to kulturer. Han har altid vigtiggjort min integration i det danske samfund, så jeg kunne få mig en ordentlig uddannelse og klare mig selvstændigt, uden offentlige ydelser. Men han har på den anden side også altid frarådet mig at blive for tætte venner med folk fra kulturer, der var forskellige fra den vietnamesiske, hvilket gjorde at jeg, da jeg var mindre, var bange for at snakke med mennesker – ikke kun fra den danske kultur, men generelt kulturer, der ikke var vietnamesiske.

Netop fordi disse mennesker rakte en hånd ud til mig, lod jeg ikke frygten for, hvor farlige fremmede kulturer kan være, vokse. Jeg møder stadig godhjertede mennesker på min vej, der er villige til at lære min kultur at kende. Dette er grunden til, at jeg heller ikke er bange for at møde nye og fremmede kulturer. Med tiden er jeg blevet meget mere bevidst om, at der ikke decideret findes kulturer, der er farlige. Derimod tror jeg, at der er fremmede kulturer, som vi har en misforstået opfattelse af. Ud fra egen erfaring tror jeg kun, at vi kan rette op på fordomme og misforståelser, ved at lære det fremmede at kende og møde hinanden. Mit håb for 2018 er derfor, at vi bliver ved med at være modige og trodse vores frygt for det ukendte, uanset hvilke scenarier, der udfolder sig i verden. Det har verden brug for, for at kunne være et saligt sted for alle. Jeg går dermed ind i 2018 med et nytårsfortsæt, der går ud på at række hånden ud og sige ’hej’. For det hele starter jo med et håndtryk.

Rigtig godt nytår til dig, der læser dette.