Mødet med den fyr i oprindelseslandet, jeg troede jeg havde mindst tilfælles med

Som ung med en flerkulturel baggrund, bliver man udfra min personlige erfaring, hurtigt vant til, at skulle tage stilling. Til nærmest alt. Overordnet handler det om, at tage stilling til, hvor meget og hvor lidt af hhv. den ene og den anden kultur man vil integrere i sit liv. Det fordrer en del refleksion, udfordringer og til tider hårde kampe både med sig selv, men også med dem, som gør sig til dommere for, om man nu gør det godt nok. Forventningerne er høje, både fra baglandet og fra samfundet. Man erfarer hurtigt, at det praktisk talt er umuligt, at gøre alle tilfredse.

Én af de ting man særligt som ung tager stilling til, er kærligheden. Den er i sig selv svær nok at gøre sig klog på, hvis du spørger mig, og hvis du så dertil tilføjer et kulturelt, religiøst og sprogligt aspekt kan det hurtigt blive et område man kun varsomt skal bevæge sig ud i.

Jeg er dansk-palæstinenser. Det er et resultat af, at jeg er født på Riget og har boet i København lige siden, samtidigt med, at jeg har forældre der er kommet til landet som voksne palæstinensiske flygtninge i slut firserne. Jeg taler næsten fejlfrit arabisk og har igennem mine ungdoms år været aktiv i en ungdomsforening for dansk-palæstinensiske unge. Jeg var den første i min familie til, at besøge vores andet hjemland da jeg var ca. 16 år. Og jeg elskede det! Selvom mit tilhørsforhold uundgåeligt er størst til Danmark, føler jeg et betydeligt tilhørsforhold når jeg er i Palæstina, på trods af at den landsby vi kommer fra er jævnet med jorden i dag og alle i min familie blev gjort til flygtninge efter oprettelsen af staten Israel i 1948. Palæstina taler til den arabiske del i mig, der på uforklarlig vis også giver mig en følelse, af at være hjemme, hver gang jeg besøger landet.

Mine forældre er ret pænt ”integrerede” synes jeg selv. De er begge i arbejde og taler rigtig fint dansk. Vi har aldrig boet i en såkaldt ghetto og de har langt det meste af tiden været forstående overfor deres børns udfordringer ved, at navigere mellem to kulturer og omvendt har vi haft forståelse for hvor de kommer fra. Selvfølgelig har vi haft vores kampe og begge parter har indgået svære kompromiser igennem livet. I forhold til kærlighed og valg af partnere, har mine forældre altid ønsket en arabisktalende. Det har ofte lagt grund til meget diskussion hjemme hos os, for hvorfor skal jeg indskrænke mine muligheder? Jeg kunne da godt se værdien i, at have en partner der også taler arabisk, men hvis jeg skulle vurdere ud fra de dansk-palæstinensiske mænd jeg havde mødt i mit liv, så var langt de fleste slet ikke noget for mig.

Et potentielt match med en fyr der ikke var fra Danmark, var fuldkommen udelukket for mig. Det var jo minimalt hvad vi kunne have tilfælles, tænkte jeg. Jeg havde altid betragtet mig selv som værende dansk – plus noget andet – men som udgangspunkt dansk.

Sommeren 2013 var jeg med en veninde på ferie i Palæstina. Vi startede i Jerusalem og her mødte jeg en fyr, på turens første dag. Han var ven af veninden. Høj, flot mand. Vi fik begge hurtigt et godt øje for hinanden. Han var lynende intelligent, sarkastisk og var ikke bange for, at gøre grin med mig eller sig selv. Vi tilbragte næsten al vores tid sammen. Jeg mødte en gruppe af hans venner og han viste mig rundt i byen, som han var født og opvokset i. Jeg bemærkede hurtigt, at han var en populær mand, for hvor end vi gik mødte vi hans venner og bekendte der ville hilse og stoppede op for at snakke. Han havde en evne til, at få folk til at grine. Jeg var ret fascineret af ham i starten tror jeg, men det udviklede sig hurtigt til mere. Vi sad til langt ud på natten på et bord udenfor i hans nyåbnede restaurant filial næsten hver aften. Han var egentlig uddannet revisor og havde også arbejdet med det i nogle år, inden han besluttede sig for at blive selvstændig og var nu ejer af to restauranter. Han fortalte om livet i Jerusalem og om besættelsen. Jeg lyttede og fortalte om livet hjemme i Danmark. Vi diskuterede alt fra politik, religion og kultur til nogle lidt lettere emner som familie, musik og venner.

Det var heldigt at min veninde havde andre venner og bekendte hun skulle besøge, så jeg kunne få mere tid sammen med ham. Jeg havde ikke før oplevet, at have så meget tilfælles med en fyr… slet ikke én jeg havde mødt så kort forinden. Og slet ikke én der ikke var fra Danmark! Det blev ret tydeligt for mig efter lidt refleksion, at jeg var påvirket af de historier der tit blev bragt i medierne og debatteret af vores politikere omkring danske kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, der finder mænd i udlandet. Som om det ikke var deres eget frie valg. Og at de dermed havde for svag tilknytning til Danmark og det var nok resultatet af mislykkedes integration. Det er alt for unuanceret. Det forstår jeg i dag.

På min sidste aften i Jerusalem sad vi udenfor, ved et bord inde i byen og røg en cigaret. Han fangede mit blik og spurgte så: ”Hvad skal der ske nu? Skal jeg bare gå videre med mit liv som jeg plejer?”. Jeg svarede lidt tøvende, at det gik jeg ud fra, for nu var min sommerferie snart slut og jeg skulle hjem og han blev jo her. Han kiggede på mig, den her gang lidt alvorligt og sagde ”Jamen, det vil jeg ikke”.

Jeg rejste hjem og vi snakkede sammen hver eneste dag efter den tur…

I dag er vi gift, men vi bor sammen i Malmø. Han friede til mig ved den lille havfrue i København da han var oppe og besøge mig engang. Se billede.