Min skam er min priviligieblindhed

Denne måneds blogtema på Kulturmødebloggen er skam. I denne #blacklivesmatters tid skammer jeg mest over den blindhed, som jeg har haft over mit eget privilegie. Jeg tænker meget over mit privilegie disse dage. I mange år har jeg været privilegieblind.  

Jeg mærker mit privilegie nu, når jeg reflekterer over forskellen i den måde jeg bliver mødt på, modsat mange af mine kollegaer i Grænseforeningens Kulturmødeambassadørkorps. Ligesom mine kollegaer har jeg en flerkulturel baggrund, men jeg bliver ikke hele tiden spurgt: “Hvor kommer du fra?”. Jeg kan nemlig frit gå op og ned ad gaden og ingen vil stoppe op og tænke over, “Er hun fra Danmark?”. 

Jeg har valgt at være Kulturmødeambassadør, fordi jeg vil være en del af den forandring jeg har set bliver skabt på dialogmøderne. Ikke mindst når mine kollegaer fortæller om hvem de er og hvad de har oplevet.

Det har i mine øjne altid været noget af det stærkeste ved hele Kulturmødeambassadørprojektet. At høre mine kollegaers stemmer fortælle om deres oplevelser og opvækst. En ting Kulturmødeambassadørerne, der ikke er fra grænselandets mindretal, især har tilfælles, er at alle folk vil vide: “Hvor kommer du fra?”  De flyver ikke under radaren.

Men vi har andre ting til fælles. Udover det øjensynlige at vi er vokset op med flere sprog og kulturer. Ofte stiller vi deltagerne spørgsmålet: "Hvornår er man dansk nok?”. Et spørgsmål jeg føler har forenet mig med mine kollegaer. Et spørgsmål vi har stillet os selv, alle os, der har mindretalsbaggrund.  

Jeg har ofte tænkt over hvad min historie forandrer. Om den forandrer.

Jeg tror det er en del af mit privilegie at jeg er i tvivl. Jeg kan som sagt sagtens flyve under radaren. På dialogmøderne bliver jeg ikke spurgt om min uddannelse, min religion, om mine forældre kan tale dansk, hvordan jeg er kommet til Danmark, hvad jeg tænker om den danske kultur og demokrati. Det gør mange af  mine kollegaer.

Min flerkulturelle baggrund er i samfundets struktur en ressource. Jeg får ros for at tale flere sprog. Dem af mine kollegaer, som har en synlig mindretalsbaggrund, får ros for deres dansk. Også selvom mange af dem er født og opvokset i Danmark.

Det er mit privilegie. Jeg er utrolig privilegeret. Jeg er ikke en mistænkt. Folk antager ikke jeg er fanatisk, religiøs, farlig, dum, dårlig til dansk, undertrykt, kriminel. Hvis mit dankort ikke virker, så ville folk ikke ringe efter politiet. Politiet ville ikke være voldelig imod mig. Jeg har aldrig følt mig alvorligt, personligt truet af politiet, regeringen eller andre mennesker på grund af min flerkulturelle baggrund.

Men det er ikke den selvfølge jeg i min privilegieblindhed har antaget det er.

Det er på ingen måder den realitet andre mennesker verden over deler, medmindre de deler min hud- og hårfarve.  

Det kan være svært at gennemskue dit eget privilegie, da det er den diskurs du er opvokset i. Det kan være svært at forstå alvoren af en situation du ikke har mærket på din egen krop. Derfor vil jeg tie. Derfor vil jeg lytte. Derfor vil jeg spørge hvad jeg kan gøre. Derfor vil jeg udvise empati.  

Mine kollegaer er fantastiske tålmodige mennesker som roligt og reflekteret har lyttet til og besvaret mange spørgsmål om ting man nemt kan finde frem til selv. Mine kollegaer er fantastiske, empatiske mennesker som optimistisk og forstående har lyttet til og har forstået andre mennesker. Jeg har altid værdsat at lytte til mine kollegaer, men det er først nu at det går op for mig hvor vigtigt det er at lytte til dem og deres oplevelser. Også de ubehagelige. Især de ubehagelige.  

Vi må lytte til mine kollegaer, og ikke kun dem, men alle mennesker med flerkulturel baggrund. De som skille sig ud fra flertallet. Vi må lytte til dem og prøve at forstå deres oplevelser. Deres fortællinger. Deres behov. Deres sorg. Deres frygt. Vi må stoppe med at sætte spørgsmålstegn ved deres fortællinger om forskelsbehandling og strukturel uretfærdighed.  

Jeg kan ikke ændre på at jeg er født med et privilegie. Men jeg må ændre på min forståelse af mit privilegie og de strukturer og konsekvenser det har. Jeg må tie og lytte. Jeg må holde mine problemer ude af denne debat, da mit hus ikke brænder. Indtil vi kan bryde de strukturer, der giver min hudfarve et privilegie.  

BLACK LIVES MATTER.