Verden er fuld af kunst og kultur – men bruger vi mest den nære?

Hvis jeg nævner Ankerstjerne, Thomas Helmig, Matador, Krøniken, Olsen-banden eller Benjamin Lasnier, så er du nok helt med på hvad jeg taler om. Hvis du er født og opvokset i Danmark.

Jeg må indrømme, at jeg har hørt om Matador og Olsen-banden. Men jeg aldrig har set nogle af delene. Og de andre fandt jeg frem gennem en google-søgning. De fleste danske kendisser, serier og film har jeg stort set først hørt om, efter jeg flyttede til Danmark i 2015. Undtagen lige Kim Larsen, Bamse og Kylling, Medina, Rasmus Seebach. Og så lige den årlige julekalender, som jeg altid så lidt af i skolen.

Er Bamse og Kylling virkelig kendt uden for Danmarks grænser, tænker du måske? Og Kim Larsen, der kun synger på dansk… Og hvordan hænger det lige sammen at jeg har set dansk julekalender i skolen? Alt det kommer jeg tilbage til.

Hvis jeg nu nævner Revolverheld, Andreas Bourani, ´Türkisch für Anfänger´, ´Tabaluga TV´ eller Peter Fox, så kender du måske ingen af dem. Derudover hedder mine pokemoner ikke Charizard eller Squirtle, men Glurak og Schiggy. Ligesom jeg heller ikke har set de amerikanske serier ´How I met your Mother´ eller ´The Big Bang Theory´ på engelsk, men …  du har måske allerede gættet det, på tysk.

Min barndom blev præget af tysk tv og internationale film og serier der var synkroniseret. Vores tv derhjemme kunne modtage DR1 og TV2, men det var med dansk tale. Det havde jeg nok af i skolen, tænkte jeg. Så dansk tv skulle jeg i hvert fald ikke se, når jeg kom hjem for at holde fri. Jeg ville se mine animes på tv-kanalerne Super-RTL og RTL og senere mine sitcoms på Pro7. Jeg hørte tysk musik og det der blev vist på musikkanalerne MTV og Viva.

Vi kunne ikke streame musik eller film. Vi skulle se det der blev tilbudt på TV – og det var på tysk.

Så nu til hvordan det hele hænger sammen: Jeg er vokset op som del af det danske mindretal i Sydslesvig, det nordlige Tyskland. På min danske skole, blev der talt dansk. Vi så julekalenderen i den store pause i december, læste adskillige danske bøger, såsom ´Den grimme ælling´ og sang danske klassikere til morgensang, heriblandt Kim Larsen. Vi havde også et bibliotek med alle muligheder indenfor dansk kultur. Især bøger, men også computerspil - bare ikke den slags jeg var interesseret i. Måske fordi jeg ikke kendte særligt godt til dem. Så jeg læste bøger på tysk - især Harry Potter blev en favorit - spillede tyske computerspil og så film på tysk. Lærerne på min skole ønskede at vi også lærte og brugte dansk derhjemme. Men for mig fyldte det tyske sprog altså mest i min fritid.

I dag ser jer tilbage på det valg med blandede følelser. Jeg er glad for alt det jeg kunne dele med mine venner, ikke mindst i skolegården - såsom at bytte Yu-Gi-Oh- eller Pokemonkort, eller dyste i Bayblade eller Gogos. Men efter at jeg flyttede til Danmark for at studere, så er jeg blevet klar over at jeg også er gået glip af noget ved ikke at sætte mig mere ind i dansk popkultur. Her oplever jeg nogle gange, at folk skal forklare mig hvad en, ellers meget kendt, serie eller film går ud på, eller hvem en bestemt kendis er. Ligesom jeg tit er ude for at jeg tror jeg lige har hørt det nyeste dansksprogede hit – for derefter at finde ud af at det er en forholdsvis gammel sang.

Så altså, det er nok meget naturligt, at vi orienterer os mod den kunst og kultur vi er omgivet af. Men jeg gad egentlig godt at jeg havde fulgt bare lidt mere med i hvad der rørte sig i Danmark, så jeg ikke skulle lære det fra (næsten) bunden af nu.