Dialogen bringer os tættere sammen

”Hvornår er man dansk (nok)?” Det var temaet for et af de dialogmøder, som jeg var ude på med tre andre kulturmødeambassadører i februar måned. Problemstillingen, der ikke har fået for lidt opmærksomhed i medierne i de seneste par år i Danmark, var en grænseoverskridende og samtidig berigende oplevelse for klassen, som vi var ude og besøge på Professionshøjskolen Carlsberg i København.

’Danskhed’ i sig selv er et meget flydende udtryk, eftersom det kan have forskellige betydninger for forskellige personer. Nogle forbinder det med fædrelandskærlighed; nogle med statsborgerskab; og andre kobler det sammen med en følelse. Alt dette fik vi vendt og talt om igennem dialogmødet, hvor eleverne i klassen var meget aktive med at komme med bud og forklaringer på, hvad ’danskhed’ er. Der opstod dog en tavshed, da vi brød de sociale rammer for, hvad man typisk ikke taler om. Selve temaet er et tabu, som man til dagligt ikke nævner så ofte, da det betyder, at man skal til at vurdere, hvornår andre mennesker kan gå under betegnelsen ’dansker’. Problemstillingen åbner op for de typiske spørgsmål omkring det udskældte ’etnicitets-begreb’, som ofte bringer udseende og kulturelle normer på banen. Skal man være blond, have et nordisk navn og spise stegt flæsk med persillesovs for at være dansker, eller kan man være dansker, selvom man hedder Fatima og bærer tørklæde?

Det blev nervepirrende og frustrerende at skulle tale om de følsomme ting; de tanker, som nogle har og ikke tør sige, fordi det kan virke stødende, fornærmende eller sårende. Vi fik prøvet nogle stereotyper af og konkluderede, at det typisk er udseendet, vores fordomme kommer fra. Et af de spørgsmål, der blev bragt op i vores ”hvem-er-hvem”-øvelse lød på ”hvem af os er vokset op i en ghetto?”. De studerende blev nervøse for at svare ærligt på, hvem de troede, udsagnet passede til, selvom de fleste gik hen til de kulturmødeambassadører, der havde mørkere hår og hud. Et af svarene blev begrundet med ”det er fordi hun ikke ser dansk ud” – med reference til en kulturmødeambassadør, der bærer tørklæde.

Vi fik hørt nogle historier omkring minoritets-problemstillinger, som flere troede handlede om indvandrer-problematikker fra dagens Danmark, men som egentligt kom fra det dansk-tyske grænseland. Prøv du selv og læs denne anekdote engang, mens du lukker øjnene og danner dig et billede af, hvor du ville tro, at dette have fundet sted:

”Vi er i en by i Danmark. Hos en familie kommer datteren hjem en dag og fortæller at hun har mødt en fyr. Fyren har mindretalsbaggrund. Dette gør, at familien reagerer voldsomt og fortæller hende, at hun kan glemme alt om det! Moren siger endda, at hvis han kommer hjem til dem for at bede om hendes hånd, så vil moren sige nej.”

Og nej, vi befinder os ikke i Gellerup eller Vollsmose, selvom fantasien nemt kan lede os derhen pga. den nuværende mediediskurs. Det fandt, som sagt, sted i det dansk-tyske grænseland. Specifikt omhandlede det en familie fra Aabenraa i Sønderjylland i 1950’erne. Fyrens mindretalsbaggrund var tysk.

Det var en øjenåbner for mange, at deres indtryk ofte var påvirket af de fordomme, som vi så ofte hører om i medierne. Det gav anledning til, at flere satte ord på, hvilken frygt disse fordomme har givet dem over for andre mennesker igennem deres liv. En af eleverne havde eksempelvis gået i klasse med en pige med anden etnisk baggrund i flere år uden at have udvekslet et enkelt ord med hende pga. denne frygt. En anden af eleverne kunne sætte sig i dennes plads: Hun fældede tårer over hvilken lettelse, det var for hende at kunne tale om elefanten i rummet. Hun fortalte om, hvordan det hele var noget, som lå under overfladen, men som hun tydeligt kunne mærke, eftersom hun har følt sig særskilt og anderledes på en negativ måde. Det gjorde indtryk på hendes klassekammerater, der ikke havde vidst, hvor meget dette betød for hende, og det fik flere til at føle, at de nu havde lært hinanden langt bedre at kende; fordi de havde udvekslet tanker; udvekslet følelser; og fordi de fik lov endeligt at kunne sige hvad de følte uden at blive dømt på det – i et trygt rum.

Denne oplevelse er, for mig, et tydeligt eksempel på, at dialogen kan komme følsomme problematikker til livs. Det er vigtigt, at man skal kunne tale om, hvilke tanker vi har omkring en sag uden at blive dømt, før man kan få afklaring. For kun ved at forstå hinanden kan vi samarbejde. For at blive hørt skal man nemlig også kunne høre og sætte sig ind i, hvorfor den anden part ser sig trådt på i stedet for at lægge låg på dette og forsvare sin egen holdning helt blindt.

Dialogmødet i februar måned bragte en klasse tættere sammen. Mit håb er, at dialogen med tiden kan bringe os danskere tættere sammen.