Pæredansk?

Ser du mig på gaden, så ville du nok forvente at jeg er en del af majoriteten. Ser du mig på gaden så ser du mine blå øjne, mit lyse hår. Og hvis du fanger mig på en god dag så ser du nok også mit smil.

Rent ud fra mit udseende, føler jeg mig sjældent fremmed, i hvert fald ikke i Danmark og for den sags skyld heller ikke i Tyskland.

Og det er også i Tyskland forklaringen for at jeg nogen gange føler mig fremmed i Danmark ligger.

Nede syd for grænsen, i det såkaldte Sydslesvig, der voksede jeg op, med en dansk mor og en tysk far, og derfor troede jeg også i et godt stykke tid at det var sådan, alle børn i verden var. Tosproget.

Jeg voksede op med, at kunne stå og snakke med min mormor på dansk og så vende mig om til min far og spørge ham om noget på tysk, og mit dansk var altid langt mere flydende, end det dansk mine klassekammerater talte. Så derfor kom det i den grad som et chok for mig da jeg på efterskolen i Danmark, lige pludselig fik at vide at jeg snakker mærkeligt. At jeg ikke taler rigtig dansk.

Imens jeg i hele min barndom var forholdsvis ked af at jeg boede i Tyskland og ikke Danmark, følte jeg mig nu lige pludselig fremmed i det land jeg havde længtes så meget efter at bo i.

Jeg snakkede mærkeligt, jeg kunne ikke den danske ungdoms slang, jeg forstod ofte vittighederne først minutter efter de andre. Jeg følte mig fremmed.

Heldigvis var det ikke en følelse der trak sig igennem hele mit efterskoleophold, og med tiden fik jeg også lært en del af den danske ungdoms slang og forstod vittighederne hurtigere, og så lærte jeg også at tage min accent og mine nogle gange lidt sjove udtryk, (ofte ting som “krafthelvede” eller “snøresenkel”) med en stor portion humor.

Den dag i dag er det dog stadig den største faktor for mig for at føle mig fremmed i Danmark, det land jeg nu har boet i 2 1/2 år, når folk pointerer at det hedder det og det i stedet for det jeg sagde. Eller ikke forstår hvad jeg mener når jeg kommer til at oversætte direkte fra tysk. Jeg tager det stadig med humor, men det er de øjeblikke hvor jeg føler mig fremmed.