Jeg hader ordet tvang…

Jeg hader ordet ”tvang” fordi jeg altid forbinder det med dårlige ting. Jeg kommer i tanke om Khaled Hosseinis novelle, hvor Mariam bliver tvunget ud i et ægteskab med Rasheed. Jeg kommer i tanke om de mange mennesker jeg har mødt, som føler sig tvunget til at vælge bestemte uddannelser, og jeg kommer også i tanke om de mange flygtninge, som har været tvunget til at forlade deres hjem. Jeg er heldigvis ikke blevet tvunget til overnævnte ting på nogen tidspunkter i mit liv, men alligevel har jeg følt mig tvunget til at skulle opføre mig på bestemte måder, for at passe ind i samfundet.

Da jeg var mindre, følte jeg mig f.eks. tvunget til at skulle tale dansk udenfor hjemmet, fordi jeg oplevede at nogle folk ellers ville kigge mærkeligt, hvis jeg talte kurdisk. Jeg har også altid følt mit tvunget til at skulle bevise at ”jeg er god nok” eller at jeg gør ”nok” for at passe ind.

Det betød især meget for mig, når jeg mødte modstand fra nogle mennesker, som mente at, det var lige meget hvad jeg gjorde, så ville jeg aldrig være dansk. Da jeg var yngre og var inde og ude af mine identitetskriser, var det især svært at forholde mig til, fordi jeg ikke kunne forsvare mig selv, når nu jeg ikke var 100% sikker på hvem jeg egentligt var. Derfor, gjorde det måske en anelse mere ondt, når disse mennesker skulle give svaret på hvem og hvad jeg var.

I dag tænker jeg lidt anderledes. Jeg har det f.eks. nemmere ved at tale kurdisk eller andre sprog udenfor hjemmet, ligeledes har jeg ikke behov for at bevise overfor andre, end mig selv, at jeg klarer mig godt nok. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke længere udsætter mig selv for den slags tvang. Der sker stadig i mindre mængder… og jeg aner faktisk ikke om det nogensinde vil ændre sig. Jeg håber det da, for i virkeligheden burde min anden kulturelle baggrund ikke blive brugt som en undskyldning for, at jeg heller ikke kan være dansk.