Er der tvang i kærligheden?

”Han ser da sød ud ham der… kunne du ikke komme sammen med ham?”

Sådan lyder det pludselig fra kvinden ved siden af mig under vores samtale. Jeg følger hendes blik og får øje på den etniske danske fyr, som hun så fornøjet sidder og peger på. Det er min ven, og han har lige været ovre for at hilse pænt på os, inden han fortsætter turen tilbage til sin plads. Jeg sidder tilbage, mindre fornøjet, over hendes kommentar. Inderst inde trøster jeg mig med, at det nok var ment som en spøg. Stilheden breder sig, og hun kigger forventningsfuldt på mig.

For jeg er jo en kvik ung minoritetspige, velintegreret i det danske samfund, også når det gælder kærligheden, ikke?

Problemet er bare, at jeg ikke ønsker at mit forhold til kærligheden pludselig skal blottes som et pejlemærke for min integration.

Men problemet stopper ikke her.

Jeg møder nemlig selvsamme problematik hos mit bagland, som fortæller mig, at den mest oplagte partner kommer i form af en afghansk fyr. Hvis jeg kan efterleve det, er jeg en god afghansk pige.

Mit kærlighedsliv skal ikke tvinges ned i en kasse, som er bygget på forventninger til mit valg af partner – hverken fra den etniske danske kvinde, som mener, at jeg skal finde mig en etnisk dansk fyr. Eller den afghanske kvinde, som fortæller mig, at jeg skal finde mig en afghansk fyr. Jeg finder ikke mig selv i at skulle måles og vejes ud fra graden af melanin i min partners hud.

Begge spænder ben for mig fordi de fortæller mig, at min partners etnicitet har betydning for, hvordan folk ser på mig. Fælles for dem begge er også, at ingen af dem reelt set lader mig have retten til selv at vælge min partner, uden at de konstant putter deres forventninger på mig.

Min kærlighed tvinges til at skulle gå på kompromis, fordi de fortæller mig, at lige præcis deres svar på hvem min partner skal være, er den mest rigtige. Jeg finder mig selv i at stå mellem to parter, som hver især bryster sig med at have facittet på mit kærlighedsliv. Det facit står jeg selv for at søge mig frem til.

Jeg har ikke brug for at være i et forhold med en etnisk dansk fyr for at vise, at jeg er integreret nok. Omvendt bliver jeg heller ikke mindre integreret af at være i et forhold med en afghansk fyr. Jeg bliver heller ikke mindre afghansk af at vælge en partner, som nødvendigvis ikke deler samme etnicitet som mig.

For realiteten er, at både Mikkel eller Muhammed kan være et godt valg. Så længe det er mit valg. Det er det vigtigste. Jeg vælger ikke en partner til på grund af hans etniciteten, og selvsamme skal heller ikke være en grund til, at jeg vælger en partner fra.

Tilbage sidder jeg med et afventende blik fra kvinden ved siden af mig. Jeg forsikrer hende om, at der altså ikke er nogen grund til bekymring. En dag skal jeg nok finde mig en sød fyr – om han så kommer ridende på den hvide hest eller det hvide æsel. Så længe han har hjertet på det rette sted.