Skal jeg have en burka eller en Baker Boy på i dag?

Lad os gå tilbage til slutningen af 1996. Jeg er omkring de seks måneder og leger på gulvet med min mors fætter. Samtidig gør min mor sig klar til at gå ud. Vi skal hen til fotografen og have taget billeder. Jeg har endnu ikke (i min korte levetid) fået taget et professionelt billede.

Min mor tager sine sko på, løfter mig op fra gulvet og tager sin 15-årige fætter i hånden. Vi er ved at være klar til at gå. Hun mangler dog en sidste ting.

Sin burka.

For vi befinder os i det Taliban-styrede Afghanistan, og der kan kvinder ikke gå udenfor uden en mandlig ledsager samt uden at være iført en burka.

I Afghanistan var kvinder på det tidspunkt og er stadig den dag i dag undertrykte – de bliver berøvet deres personlige frihed på flere parameter.

Krigen, frihedsberøvelsen, undertrykkelsen og manglen på en stabil tilværelse i Afghanistan var grundende til min forældre valgte at flygte fra landet.

Går vi længere frem i tiden, omkring 2002, befinder vi os i Danmark. Kastrup Lufthavn, for at være præcis. En kold november dag var starten på vores eventyr i det lille nordiske kongerige Danmark. Her var der ingen burka til at mørklægge det snehvide landskab. Jeg husker tydeligt kulturchokket, da jeg så kvinderne i lufthavnen uden tørklæde. Deres lyse hår hang ned over skuldrene og skinnede, som solen der lå højt på himlen.

For mig, i en alder af fem, var det magisk oplevelse, som jeg stadig refererer til den dag i dag, når folk spørger ind til mit tidligste minde.

Går vi endnu længere frem i tiden, ankommer vi til november 2017. Vi befinder os i Århus Nord, hvor jeg til dagligt læser på universitetet. Tørklædet er ikke til at finde på mig, men det eksisterer blandt mine omgivelser. De farverige tørklæder beriger min hverdag med alle regnbuens farver!

Lige inden jeg skal i skole, kigger jeg altid på mig selv i spejlet. Sidder der noget forkert eller har jeg birkes i mellem tænderne?

Foran mig ser jeg en håbefuld og trist person. Den samfundsmæssige diskurs i forhold til hovedbeklædning gør mig ked af det på mine medstuderendes vegne!

På vej ud af døren kigger jeg på mit spejlbillede endnu engang. Jeg fristes til at tage min burka på, som ellers ligger godt gemt væk i skabet. Den får lov til at blive der lidt endnu.

Jeg tager min Baker Boy hat på i stedet. Den dækker ikke ligeså godt som en burka, men er mere praktisk og trendy!

Jeg sidder på gulvet inde på mit værelse, mens jeg skriver dette indlæg. Jeg kan ikke undgå at tænke på burkaen, som jeg selv har. Jeg fik den i souvenir af min faster for to år siden. Den har ikke været ude i det offentlige rum endnu. Men tanken om at den kan gøre mig til en kriminel, hvis den kommer udenfor hjemmets fire vægge, rumsterer indeni mig. Et stykke stof, er det eneste der skal til. Det er en skræmmende tanke!