Som barn af flygtninge

Forleden delte UNICEF Danmark følgende beskrivelse på Facebook. “Børn er bare børn. UANSET hvilken politisk overbevisning man har. Det er vigtigt at minde os selv og hinanden om. Del gerne hvis du er enig”. Denne beskrivelse var efterfulgt af illustrationen:

Flygtningebørn

Migrantbørn

Muslimske børn

Danske børn

Børn!

Jeg er enig. Børn er bare børn. Alle børn er ligeværdige og skal gives lige muligheder med de rette forudsætninger for at udvikle sig alderssvarende og fuldt ud. Dog var der noget i mig, som ikke kunne få mig selv til at strege ordet “flygtninge” over som UNICEF Danmark havde gjort. Der var noget i mig, som hindrede mig i at dele budskabet – kan verdens børn virkelig få lov til at være bare børn? Der var noget i mig som mindede mig om, at jeg som barn ikke bare var et barn, men var et barn af flygtninge, hvilket udmundede sig i forskellige oplevelser gennem min barndom.

Mine etniske tamilske forældre boede til leje i en lejlighed i Faaborg på Sydfyn, hvor jeg boede de første 10 år i mit liv. Som alle andre børn i min folkeskoleklasse, samlede jeg på Diddl-papir, klistermærker, frimærker, Pokemon kort og diverse. Jeg ønskede mig Barbie-dukker, legoklodser og Læsefidusen af mine forældre. Dog fik jeg ikke tit, hvad jeg ønskede mig. I hvert fald ikke, hvis det kostede for meget. Som flygtninge startede de jo fra bunden, da de kom til Danmark. Selvom det kunne være svært at andre fra min klasse ofte fik mere, så var det tydeligt, at mine forældre gjorde alt, hvad de kunne for at være givende forældre. Nogle gange, ville min far pludselig tage mig med i den lokale legetøjskæde og købe glansbilleder til min samling. Jeg passede på disse glansbilleder som var de guld. Andre gange, ønskede jeg mig legetøj, jeg havde set i Cartoon Network kanalens reklamer i flere måneder uden at nogensinde få. Jeg husker, at jeg stoppede med at ønske mig ting-og-sager, fordi jeg syntes, at det var synd for mine forældre og det sikkert også var meget dyrt for dem. Som barn blev jeg hurtigt opmærksom på, at jeg ikke var ligesom alle de andre børn. Altså mine forældre havde som flygtninge ikke de samme økonomiske forudsætninger som de etniske danske forældre i klassen.

Det betød meget for mine forældre, at de kunne spare. De var nødt til at spare for at kunne opnå deres drømme om eget hus og have. Dog var det ikke så enkelt. Udover at være ansvarlig for deres egen indkomst, så var de også ansvarlige for, at deres forældre og søskende på Sri Lanka fik økonomisk støtte. Jeg husker, hvordan min far købte jakker, tøj og chokolade og sendte pakker til sin familie hver måned. Jeg husker, hvordan min far og mor blev berørte over at læse breve fra deres familier og selv brugte lang tid på skrive nogle. Det endte med, at alle deres søskende flygtede til forskellige lande med hinandens sociale og økonomiske støtte.

I den lejede lejlighed havde vi to værelser, en stue, et køkken og et badeværelse. Jeg sov i samme soveværelse som mine forældre. Jeg husker, at jeg havde en klap-sammen seng ved siden af mine forældres seng. Min far havde købt den på et loppemarked. Den bestod af tre dele, var militærgrøn med roser af en mættet lyserød farve. Jeg husker, hvordan jeg hver nat kunne mærke fjedrene i sengen. Jeg havde ikke en seng som alle andre fra min klasse. Og mine forældre havde ingen bil som de andres forældre. Da jeg gik i børnehave, måtte min far cykle frem og tilbage til børnehaven, hvor jeg altid sad bag på hans cykel op og ned ad den stejle bakke. Vi havde ikke fjernsyn, men lyttede til radio i stuen. Som barn var dette ikke noget, som gjorde mig ked af det. Det var bare, som det nu var. Jeg kunne dog ikke lade være med at sammenligne mig selv med de andre børn og deres forældre.

Da jeg boede i lejligheden, drømte jeg om mit eget værelse og ventede til ‘den store dag’. Efter fire år som enebarn, fik jeg en lillesøster. Da hun havde lært at tale og gå, havde mine forældre besluttet sig for at købe køjeseng til mig og hende. Jeg husker, at vi tog til Odense for at kigge på forskellige køjesenge. Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at have en køjeseng på det andet værelse, som snart skulle blive mit og min lillesøsters imperium. Jeg forestillede mig, at vi kunne lege alle mulige forskellige lege med køjesengen. Jeg forestillede mig Oliver fra børnehavens børnefødselsdag, hvor vi alle fik lov til at rutsje ned af hans køjesengs rutsjebane. Og det skete altså, jeg fik min egen køjeseng og det var så stort for mig. I det øjeblik havde jeg ikke brug for andet.

Da jeg fyldte elleve år, gik mine forældres store drøm i opfyldelse. Som belønning af min fars hårde, fysiske arbejde og opsparing, flyttede vi i eget hus med have. Det betød blandt andet, at jeg nu kunne holde børnefødselsdag som alle andre i klassen altid havde gjort. Med tiden var det snarere blevet ‘pige’-fødselsdag og ikke ‘børne’- fødselsdag. Jeg husker, hvordan jeg selv lavede invitationer til mine klassekammerater, lavede slikposer og planlagde forskellige underholdningsaktiviteter til dagen. Jeg måtte fortælle mine forældre, hvordan de skulle agere og hvad de skulle købe, da det ikke faldt dem naturligt, grundet kulturforskellene, at arrangere sådan en slags fest. Det føltes som at være voksen for en stund.

På trods af faktummet, at jeg er født og opvokset i Danmark som etniske danskere, har mine forældres flygtningelivsstil selvfølgelig påvirket min barndom og mit livssyn i dag. Og det er derfor at jeg havde svært ved at strege ”flygtninge” over og lade ”børn” stå alene tilbage til trods for, at jeg forstår budskabet. Jeg oplevede, hvad det vil sige ikke at have penge til rådighed, selvom jeg blot var et barn. I dag er jeg taknemmelig for alt, hvad jeg ejer og har råd til at købe. Jeg føler mig i stand til at værdsætte selv de mindste detaljer, hvilket jeg ser som en berigende gave i denne del af verden, hvor mennesket lever i en overflod af materialet og muligheder for selvdannelse. Jeg har fået en særlig forståelse af, hvad det vil sige at tilhøre en familie, netop at familiemedlemmerne altid hjælper hinanden. I dag har jeg en særlig respekt overfor mine forældre, der har kæmpet en kamp fra at være flygtninge med ingenting til at være borgere med ejendom. De kæmpede for, at jeg kunne leve et liv på lige fod med mine etniske danske venner. Altså var jeg ikke bare et barn, men et barn af flygtninge.