African Time

”Hvornår er vi der?” spørger Anja. Vi sidder i en matatu, en hvid VW-minibus, der skal køre os fra lufthavnen i Nairobi til Kisumu. ”Når vi er der,” svarer vores lærer Henrik – African time. Vi er på studietur i Kenya, og det er første gang vi er i Afrika. Ud over vores lærer. Han har været i Kenya mange gange før.

Jeg fik et vejkort over Kenya med hjemme fra. Jeg har prøvet at følge med i hvor vi er henne, så jeg kan skønne den afstand vi er kørt. Vi burde være lidt over halvvejs, men for en halv time siden mistede jeg orienteringen og ved ikke hvor vi er længere. Vi må have forladt hovedvejen. Så måske passer to en halv time? Jeg ved det ikke, og det gør mig urolig på en måde jeg ikke helt forstår.

Flyveren vi var fløjet her ned med tog 5 timer og 50 minutter. Mere eller mindre på minuttet. Bilturen til Hamborg havde taget halvanden time som den plejer – ingen kø eller vejarbejde. Nu ved vi ikke hvor lang tid vi skal sidde i denne bus. Ingen kontrol. Ingen krav om at vi skal ankomme til tiden. Vi kan bare vente.

Jeg tænker på den faste dagsrutine jeg plejer at følge. Stå op kl 6.30. Morgenmad kl. 7.00, første modul kl 7.50. Frokostpause fra 12.15 til 12.45, fri kl 13.15. TV-avisen kl 18.30 og så ligge i sengen  22.30. Jeg holder endda en kalender, hvor jeg afsætter visse timer af min kommende uge til at mødes med venner. Weekenden efter jeg kommer hjem skal jeg med toget fredag aften kl. 16.52 for at besøge min ven Simon i Helsingør. Jeg er hjemme søndag kl 20.07.

Måleenheden for vores tur i matatu fra Nairobi til Kisumu er dog ikke i timer. Der er ikke en tidsplan der siger at vi ankommer kl 22.35. Måske er måleenheden de 360 km. der er til vores destination. Det er i hvert fald hvad jeg prøver at måle den i. Nej, måleenheden er turen i sig selv. Den er overstået når den er overstået, og det kan et ur ikke gøre fra eller til.

Efter en time spørger Anja igen. ”Hvor langt er vi så nu?”. Henrik taler lavmælt med buschauføren. ”Han siger at vi er der snart.” Hvad betyder det så? I Danmark ville det vel betyde at vi er der inden for nogle minutter. ”Så vi kan måske regne med en times tid endnu. Måske halvanden.” Suk. Jeg vender tilbage til mit kort. Ser et vejskilt og prøver at finde byen. Ja, nu tror jeg godt jeg cirka ved hvor vi er. Og vores lærer har nok ret, der ca. en sjettedel af turen tilbage.

Efter to uger på african time vender vi hjem igen. Jeg skal snart til. Jeg tager toget fra Flensborg til København om morgenen. Direkte. Så et skift på hovedbanegården og med kystbanen nordpå. Mens jeg sidder og kigger ud af vinduet, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg allerede nu kender til det præcise minut jeg ville stige ud af toget i Helsingør på. Selvom jeg skal skifte endnu, er jeg ikke i tvivl om, at jeg vil nå toget, for det stod jo på rejseplanen.

Toget standser. ”Ja, vi venter lige på signal til at vi kan køre videre… Det tager nok lige et par minutter.” Jeg når at tænke: ”shit, nu kommer jeg for sent.” Venter på at vi kører videre. Håber at jeg når min forbindelse. ”Vi venter stadig, men vi kører snarest,” lyder det over højtalerne. Er det et Dansk snart, eller et afrikansk snart? Folk omkring mig virker irriterede, kigger på deres ure, telefoner. Det gør jeg også. Toget sætter i gang igen. Hvor lang tid gik der? 10 minutter? Er det lang tid? Var det ”snart”?

Jeg når ikke min forbindelse til Helsingør, og må tage det næste tog 20 minutter senere. Skriver til Simon, at jeg kommer for sent. Men er jeg virkelig det? Det er jo ikke min skyld. Og rejsen havde været lige lang om jeg nu havde taget toget før; altså det er jo stadig Flensborg – Helsingør. Det samme ubehag, som jeg havde følt nogle dage tidligere i matatuen overkommer mig igen. Måske en mangel på kontrol over min rejse? Eller et brud på de forventninger jeg havde til min rejse? Havde jeg været Kenyaner ville jeg måske ikke føle dette ubehag over en 20 minutters forsinkelse. Ja, jeg havde nok stadig ikke forstået african time. Jeg kørte på europæisk tid.

Jeg ankommer til Helsingør. Simon samler mig op. For at overkomme mit ubehag får jeg får joket med ham om, at jeg stadig er på afrikansk tid. Jeg kan sagtens sige det, men i virkeligheden er det nok kun rejsen der er det. Selv kan jeg ikke lægge mine forventninger om europæisk punktlighed fra mig.

De 20 minutter er hurtigt glemt. Men jeg ved stadig ikke, om jeg faktisk kom for sent.