#Demørkedanskere

Under årets verdensmesterskab i fodbold postede den danske landsholdsspiller Yussuf Poulsen et billede af sig selv med sine mørke landsholdskolleger, under hashtagget #demørkedanskere.

Billedet markerede for mig personligt en meget vigtig milepæl i dansk landsholdsfodbold. Jeg voksede selv op under Morten Olsens landshold. Som så mange andre beundrede jeg Jon Dahl og Thomas Graversen, men jeg undrede mig altid over, hvor vores Zlatan var. Hvor var ham jeg kunne spejle mig i på landsholdet, som en lille fodboldglad dreng med et udenlandsk navn?

Mangfoldighed på de europæiske landshold er i den grad relevant i tiden og specielt under sommerens slutrunde, hvor Frankrig blev hyldet som det positive billede på et mangfoldigt europæisk landshold, og Tyskland hængt ud for det modsatte. Særligt Frankrig og Tyskland har haft en meget spændende vej med denne problemstilling, og det er tydeligt, hvordan de to respektive landshold afspejler den samfundsmæssige og politiske realitet i hver deres kontekst (Se fx dokumentaren ”Les Bleus”).

Grunden til at man fx i Europa debatterer dette så heftigt, er jo fordi det handler om landsholdet. I Danmark er vi uenige om rigtig mange ting, men landsholdet vil altid samle os. Landsholdet er en stor identitetsbærer- og skaber, og derfor er det et vigtigt emne, når vi snakker om de mørke danskere på landsholdet. Det handler nemlig om identitet og repræsentation. Det er en anerkendelse af at de mørke danskere, også er danskere.

Nu er det måske svært at relatere til, hvis man ikke går specielt meget op i fodbold. Men som en ung dreng med flere kulturer i baggagen, betyder det rigtig meget, at man kan se spillere der ligner en på landsholdet.

For at komme tilbage til Zlatan finder jeg utrolig meget inspiration til hans attitude omkring svenskhed. Zlatan har været kritiseret meget for at være ”u-svensk” i sin væremåde. Han siger selv, at hans kritikere har forsøgt at gøre ham til et mindre menneske ved at kalde ham u-svensk, men at han netop ikke tillod dette og brugte i stedet den energi til at vokse.

Zlatan har generelt oplevet meget modgang i forhold til sin identitet som svensker og siger i den forbindelse:

At være 100% svensk eller dansk, selvom man også har en anden kulturel baggage, er netop den essentielle anerkendelse der er brug for. Dette er selvfølgelig noget, som kan og burde bredes ud til hele samfundet, og at vi har folk i fodboldverdenen som fx Nadia Nadim og Pione Sisto som viser netop dette, er et skridt i den rigtige retning. Nadia Nadim var for mig og mange andre vores første “Zlatan”. Hendes vindermentalitet og attitude som den førende profil for kvindelandsholdet, vandt manges hjerter. Men hun er ligesom Zlatan også kendt for at være ligefrem og direkte i sine udmeldinger.

Zlatan som jo er den skandinaviske pionér og det ultimative forbillede for os brune skandinaver, har i den forbindelse et stærkt budskab til de folk, som kritiserer hans attitude og ikke ønsker ham på det svenske landshold, som klart knytter an til den bredere diskussion om mangfoldighed og tolerance:

Tillad mig at gentage:

Vi lukker ikke nogen ude. Her er glæde og kærlighed. Vi er dem vi er.

Det er de værdier vi burde fremme.