Du er ikke rigtig ’dansker’

Er Danmark mit land? Dette er et spørgsmål, jeg har tænkt meget og længe over. Ikke kun nu, når jeg sidder her og skriver dette. Siden puberteten, siden man skulle finde sin identitet, er dette et spørgsmål, jeg har tænkt over igen og igen. Nogle gange mere end andre.

Hvis jeg bliver spurgt, hvor jeg kommer fra, ved jeg aldrig, hvad jeg skal svare. Kommer jeg fra det tyske mindretal, er jeg bare fra Tyskland, fordi mange i min generation ikke kender til det tyske mindretal, er jeg sønderjyde eller er jeg måske ’rigtig’ dansker?

Næsten hver dag havner jeg i en situation, hvor jeg får at vide: ”Du er ikke ’rigtig’ dansker”. Men hvad er en ”rigtig” dansker, eller hvad indebærer det? Hvis jeg ikke kender en dansk skuespiller, som Robert Hansen, får jeg at vide: ”Det er, fordi du ikke er ’rigtig’ dansker”. Når jeg ikke har set en dansk film, som ’Terkel i Knibe’ får jeg at vide: ”Det er, fordi du ikke er ’rigtig’ dansker”. Når jeg ikke kender en sang som ’De Vilde Kaniner’, får jeg at vide: ”Det er, fordi du ikke er ’rigtig’ dansker”.

Det er ikke, fordi jeg ikke så mange film eller lyttede til radioen, da jeg var lille. Det er ikke, fordi jeg har haft en anden opdragelse eller forældre, der ikke gik op i sådan nogle ting. Det er ikke, fordi jeg har brugt min barndom i en hestestal eller på en håndboldbane. Det er heller ikke, fordi at mine klassekammerater og venner heller ikke gik op i sådan nogle ting.

Det er altid, fordi at jeg er tysker. Jeg får det at vide, når jeg er på arbejde, når jeg er på universitetet, når jeg er sammen med mine etnisk danske venner, eller når jeg er hjemme og snakker med mine roommates. ”Det er, fordi hun er tysker”. ”Det er fordi du ikke er dansker”. Disse sætninger får jeg smidt i hovedet flere gange eller hører næsten hver dag.

Jeg er altid hende, som er anderledes, jeg er altid hende, der ikke er ligesom de andre. Jeg er aldrig en ’rigtig’ dansker.

Da jeg var teenager, ville jeg være dansker, altså en ’rigtig’ dansker. Jeg ville ikke snakke tysk i offentligheden med min familie, jeg ville ikke have, at nogen skulle vide, at jeg har en tysk baggrund. Jeg ville bare være som alle de andre. Ligegyldigt, om jeg var sammen med bekendte eller fremmede, gemte jeg derfor den tyske del af mig væk, om jeg var sammen med venner eller om jeg var sammen med fremmede mennesker. Jeg ville bare være en ’rigtig’ dansker eller bedre sagt jeg ville have, at andre skulle tro, at jeg er en ’rigtig’ dansker.

Sandheden er dog, at jeg aldrig bliver en ’rigtig’ dansker i nogle menneskers øjne. Det betyder ikke, at Danmark ikke er mit land. Selvom jeg ikke altid har kendskab til de samme ting, eller er som en etnisk dansker. Selvom jeg resten af mit liv vil få at vide, at jeg ikke er dansk nok, ser jeg stadig Danmark, som mit land og det vil jeg altid gøre.