Kulturmøde med det land der altid havde været en del af mig

Det havde altid stået klart at jeg efter min studentereksamen, ville flytte til Danmark for at læse. Efter et sabbatår var tiden så pludselig blevet nær den 5. juni. Det betød at jeg skulle søge om optagelse. Jeg havde været til studievejledning, gennemgået flere tests på internettet og besluttet mig for at blive lærer. Jeg søgte ind i både Aarhus og København, som er Danmarks to største studiebyer. Som tredje mulighed besluttede jeg mig får også at søge ind på et universitet i Tyskland, fordi det kunne jo være, at jeg lige pludselig alligevel ville blive boende i Tyskland. Det land jeg havde boet i hele mit liv. Så det der ventede mig på den anden side af grænsen var det ukendte. Mulighederne var i hvert fald skabt, nu skulle jeg bare vente og så beslutte mig.

Heldigvis blev valget nemmere end forventet. Jeg fik et afslag fra det tyske universitet men til gengæld havde jeg fået tilbudt et kollegieværelse, fra et kollegie hvor jeg havde stået på ventelisten længe. Jeg er ikke sikker på at jeg tror på skæbnen, men noget hjalp mig med at skulle tage denne livsændrende beslutning.

Som der læses i overskriften, har Danmark har altid været en del af mig, men på en måde der først blev klar for mig, da jeg i sommeren 2017 flyttede til Danmark. Jeg blev optaget i København og flyttede ind på kollegiet. Det er ikke et tilfældigt kollegie jeg bor på, men selveste Arve Prins Knuds kollegiet. Det lyder fint ikke? Selvom der virkelig er ingen af den danske flertalsbefolkning der kender til kollegiet, har det et adeligt navn. Kollegiet er blevet skabt for danske og tyske slesvigere, mindretalsunge. Jeg flyttede fra min hverdag i mindretalslivet, til et hus fyldt med unge der havde samme baggrund som mig.

Jeg er ikke sikker på hvad mine forventninger havde været til det land, som næsten per automatik var blevet en del af mit liv, i det danske mindretal, de seneste år. Men studiet startede og forventninger føltes dog på en måde skuffet. I intro-dagene legede vi en leg, hvor de nye studerende skulle stille sig i lokalet efter hvor de kom fra. Mulighederne var Sjælland, Jylland og Fyn. Jeg kan tydeligt huske hvad jeg tænkte; ”Hvad gør jeg nu? Det er lige meget Frigga, bare stil dig ved dem der er fra Jylland”. Det var selvfølgelig en løgn og en detalje som ingen lagde mærke til senere, men den var forårsaget af ønsket om ikke at fremstå som noget specielt. Jeg tror at jeg ikke havde været bevidst over, at lige meget hvor dansk min hverdag havde været førhen, så var den ikke tilstrækkeligt nok dansk at jeg følte mig som dansker. Men den baggrund jeg nu har, har gjort at jeg i nogle situationer har følt mig anderledes. Det behøver ikke absolut være en negativ følelse, men jeg tror det kunne have været nemmere at være del af majoriteten. Jeg var blevet skuffet af følelsen ikke at være lige som de andre. Det lyder måske meget underligt, da det er skønt at være anderledes, men i nogle situationer er det nemmest at være del af den store mængde og ikke skille sig ud. Til gengæld tror jeg at mit værende på kollegiet har gjort at mit liv med de to kulturer er blevet endnu mere blandet. Kulturmødet med den danske hverdag har styrket min identitets opfattelse, i det jeg har fundet min plads, stående midt i mellem de to kulturer. Så får mit vedkomne indeholder kulturmøder både positive og negative muligheder. Det handler om, hvad man selv gør ud af det.