“Du er jo også en af de gode”

”Du er jo også en af de gode”. Med et klap på skulderen er det en af de typiske kommentarer, som jeg så ofte bliver mødt med, når jeg bliver konfronteret med alle de samfundsmæssige problemer, som ”alle de indvandrere, flygtninge, udlændinge,” eller kald du dem bare, hvad du vil, volder Danmark.

Som sorthåret, brunøjet dansker med mellemøstlig baggrund bliver jeg i mange offentlige sociale sammenhænge ret ofte gjort til talsmand for alle borgere med mellemøstlig (især muslimsk) baggrund i Danmark. Jeg oplever det til frokostpauser i skolen gennem hyggesnak, med mine klassekammerater; til fester, når jeg falder i snak med folk over en enkelt drink eller to; på arbejde; ja, egentligt oplever jeg det ret mange steder og ret ofte. Nogle gange synes jeg, at der ikke bliver talt om andet, når jeg støder på folk, der ikke har en tæt relation til mig. I skolen kan jeg blive spurgt om noget så aggressivt som ”hvorfor alle muslimer hader homoseksuelle” eller om ”hvorfor det er ok at halshugge kvinder, der ikke går med tørklæde”. Til festerne går det lidt mildere til, hvor jeg kun bliver spurgt om ”hvorfor det er ’haram’ at drikke alkohol” og om jeg ”kommer i helvede hvis jeg gør det”. Det falder mig klart ind, at mange af de, der stiller disse spørgsmål, har set en masse tv-udsendelser om IS, Al-Qaeda, Aladdin o.l. og generaliserer ud fra disse indtryk. Andre bliver påvirket af, at regeringen konstant langer ud efter muslimer, der angiveligt, selvfølgelig ikke kan andet end at nasse på samfundet; de undertrykker kvinder; de vil ikke arbejde; de er kriminelle. Her bliver lagt en masse generaliseringer på bordet, og som du nok har lagt mærke til, bliver der brugt meget af ”De, de, og de”, og det er nemlig hvad, jeg vil frem med. Al denne uvidenhed, mangel på skepticisme og mangel på lyst til at lære hinanden bedre at kende resulterer i de frygtede parallelsamfund; et os og dem.

Jeg synes, at det er hyggeligt at diskutere politik i ny og næ, men det føles ikke rigtigt, at det skal være omdrejningspunkt i alle sammenhænge, og det behøver ikke altid være udlændinge-, eller integrationspolitik, som man altid skal have oppe og vende med folk, der ligner mig. Jeg er nemlig mere end, hvad en snæversynet diskurs beskriver mig som. Jeg er ikke en såkaldt ”andengenerationsindvandrer”, som ofte bliver bragt op i den offentlige debat, da jeg ikke er ’vandret’ til Danmark; her er jeg født. Jeg er ikke en kvindeundertrykkende, homo-hadende, fanatisk psykopat, som mange ofte går og tænker, at folk med mellemøstlig baggrund er. Jeg, såvel som andre med mellemøstlig baggrund, er ikke en stor gruppe af forfærdelige mennesker, som det ofte bliver fremstillet i medierne, hvorfra der fremkommer ’mønsterbrydere’ eller ’nogle gode af slagsen’. Den præmis går jeg ikke ind for, for når jeg får at vide, at jeg er ”en af de gode”, så foreviger det en diskurs og en tanke om, at folk med mellemøstlig baggrund er udgør et problem, hvoraf der eksisterer få gode.

Jeg synes, at vi som samfund bør fokusere mere på vores ligheder frem for vores forskelle, for dem har vi også mange af. Bare fordi jeg ikke drikker alkohol, betyder det ikke, at jeg ikke kan lide at danse og nyde musik. Bare fordi jeg ikke spiser svinekød, betyder det ikke, at jeg ikke kan lide dansk mad, og bare fordi jeg taler et andet sprog derhjemme med min familie, betyder det ikke at jeg ikke taler ordenligt dansk. Vi bør samles omkring vores ligheder og lære af hinandens forskelle, for kun på den måde kan vi forstå hinanden bedre og løse problemer sammen.