Jeg føler mig fremmed, når jeg siger mit navn

Jeg hedder Etienne og føler mig fremmed, når jeg skal sige mit navn. Faktisk — før jeg overhovedet blev færdig med at skrive den første sætning i Word, blev ”Etienne” understreget i rødt, som om det var en stavefejl. Word forslog at erstatte det med ”Enetime”, ”Nettie” eller ”Tinne”… men nej, jeg holder altså fast i Etienne.

Umiddelbart ser jeg ikke fremmed ud her i landet: jeg har blå øjne, leverpostej hårfarve, og jeg er 185cm høj — det perfekte alibi i Danmark. Baseret på mit udseende kunne man sagtens tro, at jeg er etnisk dansk.

Men jeg føler tit, at mit navn skiller mig unødigt ud af mængden og vækker nysgerrighed, som jeg gerne ville være foruden. Jeg får typisk spørgsmål som ”Hvor kommer det fra?”, ”Hvad laver du i Danmark?” og endda ”Hvorfor bor du ikke i dit eget land?”, som om jeg skulle retfærdiggøre at jeg bor her.

Jeg har også oplevet, at folk begynder at snakke engelsk til mig, når de har fået mit navn at vide, som om mit fornavn kunne sige, hvor godt jeg taler dansk, eller hvorvidt jeg er integreret i det danske samfund.

Andre gange får jeg sjove kommentarer, som får mig til at smile, fnise eller ryste let på hovedet, hver gang jeg tænker tilbage på dem — selv efter et par år. I får lige to af dem med:

Jeg skulle til en mundtlig eksamen på Panum instituttet, hvor jeg læser medicin. Foran lokalet stødte jeg på en varmt påklædt kvindelig eksamensvagt i de 50 år. Hun havde gråt hår, briller og en termokop i hånden. Det var hende der skulle registrere mig. Hun hilste og spurgte, hvad jeg hed. ”- Etienne – Hva’ for noget?” – ”Etienne”, sagde jeg lidt langsommere — nok også lidt tydeligere — og tilføjede mit efternavn. Hun kiggede forvirret på mig. ”-Hvordan staver man det?” – ”E, t, i, e, n, n, e.” Hun krydsede mit navn af på listen og sagde med sin meget klingende jyske accent: ”Nåh! Ætchienn! …Ej, det dig? Er det rigtigt? Jeg havde da altid troet det var et pigenavn! Ligesom Susanne, Marianne…”… Eksamenen gik ellers godt! En anden gang fik jeg at vide, at mit navn overtræder Janteloven, fordi der er nogle overflødige bogstaver i det, og at mine forældre sikkert er snobbet, fordi de gav mig det navn.

Nu føler jeg, at jeg skylder en forklaring på, hvor mit navn stammer fra. Etienne er lånt fra den bibelske figur Estephanos (”den kronede” på græsk) i Lukasevangeliet, som levede i det første århundrede A.D — ergo, et kristent navn. I middelalderens Frankrig udviklede navnet sig til Estienne; senere forsvandt s-et, og det blev til Etienne. Det svarer til Steen, Steffen, Steven, Stephen m.v. i andre europæiske lande. For mig er det bare ironisk at tænke over, at de mennesker, der udpeger mit navn som noget særligt udansk, er også dem, der synes at ”Danmark er et kristent land, og derfor hører islam ikke herhjemme.”

Tænkte i måske, hvorfor jeg ikke vil introducere mig som Steen eller Steffen her i landet? Ligesom mange andre mennesker ville jeg ikke kunne kende mig selv i et andet navn end det jeg er vokset op med. Men vigtigst af alt — det ville nedspille min franske identitet og gå i mod min store drøm: at blive mere dansk uden at blive mindre fransk.