Er kommunalvalg bare en trøstepræmie?
TEMA OM VALG: Der er kommunalvalg og vi skal til stemmeurnerne. Læs her hvorfor bloggeren føler at kommunalvalget kan lugte lidt af en trøstepræmie.
Er kommunalvalget bare en trøstepræmie?
I dette blogindlæg vil jeg give dig et indblik i, hvilken betydning og symbolværdi kommunalvalget har for mig som ikke har dansk statsborgerskab.
Den 16. november er der kommunalvalg i Danmarks kommuner og kandidaterne ser ned på os fra lygtepælene i hele byen. Nu er det rigtig tid til at researche og finde ud af hvilken kandidat der repræsenterer dine ønsker og holdninger bedst.
Men først lidt om mig:
Jeg er født på Tønder Hospital, opvokset i Sønderjylland og har ikke en eneste dag af mit liv boet i et andet land end Danmark. Jeg har gået i skole her, taget min studentereksamen her og læser nu antropologi på Aarhus Universitet. Og så hedder jeg Bente – ligesom 22.785 andre, der bor her i Danmark. Og alene derfor kunne man tro, at jeg er dansk. Og det er jeg også, hvis du spørger mig helt personligt. Eller for at være mere præcis, så er jeg både dansk og tysk. Men netop dette har jeg ikke papir på. Jeg har kun det tyske statsborgerskab og det betyder, at jeg ikke må stemme til folketingsvalget, men kun til kommunal- og regionsvalg.
Men hvordan kan det egentlig være, at jeg ikke har det danske statsborgerskab når nu hele mit liv har foregået i Danmark? Det skyldes, at både min mor og min far er tyske statsborgere og derfor kunne jeg ikke få lov til at få det danske statsborgerskab. Jeg skal derfor igennem indfødsretsprøven og hele ansøgningsprocessen.
I 2019 flammede ønsket om det danske statsborgerskab så voldsomt op, at jeg besluttede, at jeg ville gå igennem alt besværet for at ansøge om det danske statsborgerskab. Hvad var grunden til den voldsomme indre motivation for at ansøge om statsborgerskabet? Folketingsvalget. Det var første gang jeg var gammel nok til at måtte stemme og alle mine etnisk danske venner måtte stemme. Men jeg måtte ikke. Og selvfølgelig skal der være regler og krav, men det ændrede ikke noget på, at jeg følte, at det var forkert og uretfærdigt, at jeg ikke kunne få lov til at have en stemme.
Og selvom jeg bestod indfødsretsprøven, har jeg dagen i dag endnu ikke ansøgt om det danske statsborgerskab. Ansøgningsprocessen har kort sagt været det mest frustrerende jeg har været igennem hele mit liv. Det fik mig til at føle noget jeg aldrig havde følt på den måde før: at jeg ikke hørte til og ikke var velkommen – jeg blev fremmed i mit hjemland. Processen havde mindsket min ellers stærke motivation for at engagere mig i og for Danmark.
Men hvad betyder det for min indstilling til kommunalvalget?
Jeg har ofte følt, at kommunalvalget var trøstepræmien for alle os, der ikke har en stemme til folketingsvalget. Og det føler jeg på mange måder stadig. Men hvor jeg tidligere følte det som en trøstepræmie i en negativ forstand har jeg efterhånden lært at sætte pris på denne stemme, specielt eftersom kommunen jo ikke er en ligegyldig institution der ikke har noget at sige. Kommunerne er i høj grad dem der præger borgernes hverdag. Så når der er kommunalvalg d. 16. november, vil jeg bruge den stemme jeg har og være med til at skabe en del af det Danmark jeg drømmer om, hvor man kan føle sig hjemme og kan høre til selvom ens forfædre har boet i et andet land.
Godt valg til jer alle, uanset som I har statsborgerskab eller ej!
1. https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/borgere/navne/HvorMange
Bente er fra det tyske mindretal i Sønderjylland og Kulturmødeambassadør hos Grænseforeningen