Et liv på tværs af landegrænser - hvordan gør man det under Corona?!

Corona, corona, corona – vi kan næsten ikke høre det mere. Men det kan desværre ikke overses. Corona er overalt og stadigvæk aktuelt, selv nu, hvor det er mere end et år siden vi for første gang stiftede bekendtskab med en såkaldt ”lockdown”. Dengang, i marts 2020, virkede det hele surrealistisk og mærkeligt. Nu har vi vænnet os til at bære masker, desinficere vores hænder og blive testet før forskellige anledninger. Vi har lært at leve med virussen og pandemien i det hele taget, men hvilke konsekvenser har det helt præcist for os selv? Jeg, næsten 20-årige Sophie, fra det danske mindretal i det nordlige Tyskland, vil gerne fortælle jer lidt om hvordan corona har påvirket mit liv.

Tyskland besluttede deres første Lockdown den 16. marts 2020 og den gjaldt så fra og med den 22. marts. Da dette skete, var jeg ikke hjemme, men jeg sad sammen med min kusine i shopping centret ”Sax” i New York City. Allerede nogle dage før havde vi været i tæt kontakt med vores familie, da vi godt kunne mærke at situationen forandrede sig. New York havde allerede lukket de fleste af deres attraktioner ned nogle dage før. Den aften hvor vi skulle ud og se ”The Phantom of the Opera” på Broadway, lukkede NYC ned. Museer, attraktioner, ja endda hele bydele, lukkede ned.

Kun fire attraktioner forblev åbne; Statue of Liberty, Empire State Building, Top of the Rock og den nye udsigtsplatform. Hele situationen var meget skræmmende for os, så vi besluttede os for at booke et nyt fly og rejse tidligere hjem end planlagt. Allerede to dage senere landede vi i Düsseldorf, Tyskland, hvorfra jeg så kørte på en helt tom motorvej hjem til min familie i Slesvig-Holsten, Tyskland. Så startede lockdown også for mig…

I april skulle jeg deltage i et højskoleophold på den danske højskole, Jaruplund Højskole i nærheden af Flensborg, Tyskland, med fokus på projektet ”Minority Changemaker”. Jeg havde glædet mig meget til dette, men blev i sidste ende nød til at opgive mit håb om at det kunne afholdes – det blev aflyst med smertende hjerte fra begge sider. Derfor blev jeg altså nødt til at finde på nye planer for, hvordan jeg skulle bruge min tid inden jeg, forhåbentligt, ville starte på mit studie i Danmark. Fra maj til august, sidste sommer, arbejdede jeg derfor i en café, hvor jeg også havde arbejdet året før. Jeg arbejdede nok gennemsnitlig fem dage om ugen mellem 6-12 timer. Trods corona havde vi meget arbejde. Vi havde faktisk flere gæster end året før, grundet at tyskere kun måtte rejse indenfor selve Tyskland.

At vi skulle bære mundbind, gjorde det heller ikke nemmere. Sommeren var varm, arbejdsdagene lange, gæsterne utålmodige og meget trætte af situationen med corona. De gad ikke rigtig forstå, at de skulle have mundbind på, når vi som servicepersonale, nærmede os dem. De fleste kunder skænkede det ikke en tanke at vi selv havde mundbind på hele dagen, trods de over 30 grader og ingen store muligheder for pauser. Trods det var det en af mine bedste oplevelser og jeg kunne tjene masser af penge. Gode minder fra caféen er især, de perioder under corona, hvor grænsen var åben og der kom danske gæster. Deres glæde når de fandt ud af, at jeg kunne snakke dansk, satte jeg stor pris på. De åbnede mere op og ville snakke med mig. Alle var interesserede i, hvorfor jeg kunne dansk og jeg svarede dem gerne og nød bare at kunne bruge det danske sprog en smule. Min chef syntes også, at mine sprogkundskaber gavnede caféen, så hver gang hun så en dansk bil parkere på parkeringspladsen, kaldte hun på mig og jeg tog imod gæsterne.

I starten af august 2020 var jeg så på besøg hos min Familie i Düsseldorf, Köln og Oberbayern. Den sidste dag på turen, fik jeg svar via optagelse.dk – på, at jeg var blevet optaget på International virksomhedskommunikation med engelsk og medier på Syddansk Universitet i Odense!

Jeg havde aktivt valgt engelsklinjen fremfor den tyske linje, da jeg syntes at dette ville være for nemt. Det var min første prioritet, så jeg blev vildt glad for at være blevet optaget. Siden jeg droppede ud af mit Jura studie i Tyskland året inden, havde jeg set meget frem til at skulle starte i Danmark, fordi jeg faktisk havde savnet landet meget! Desto nærmere studiestarten rykkede, desto mere nervøs blev jeg dog. Jeg kunne godt se, at studiestarten ville blive meget anderledes end den jeg kendte fra Jura. Selvom frihederne i sommeren 2020 var blevet større end i foråret, så var corona jo stadigvæk aktuel…

Den 1. september 2020 startede vores første introdag, og det var det samtidigt også min flyttedato. Jeg havde desværre ikke mulighed for at flytte ind i min lejlighed før. Dagen var derfor meget stressende. Jeg kørte fra Tyskland klokken 5 om morgenen. Klokken 8 startede vores program på Uni og det sluttede først lidt over 14. Vi, på første semester, var så heldige at vi måtte møde op fysisk næsten helt indtil juleferien. Det var rart, at man i det mindste kunne lære sine medstuderende at kende, for vi vidste jo ikke, at vi snart bare ville se hinanden på Zoom.

Heldigvis var min nye lejlighed meget tæt på Uni, ellers ville jeg ikke kunne have nået at hente mine nøgler, før kontoret ville lukke klokken 15.

Lejligheden hører med under kollegieboligselskabet, men har heldigvis eget bad og køkken, hvilket var meget vigtigt for mig. Efter at have fået nøglerne, kom min far med mine møbler fra Tyskland, men skulle desværre hjem igen med det samme.

De første dage i Odense var mærkelige og ensomme. Jeg kunne godt se, at de andre fra studiet havde organiseret nogle fester – officielle arrangementer var ikke tilladt – dog turde jeg ikke deltage i dem. Jeg har været meget bange for corona. Jeg ønskede hverken at blive smittet selv eller være en fare for min familie. På det tidspunkt havde Danmark ikke mundbindskrav og forsamlingsforbud endnu – det havde vi i Tyskland, så jeg følte mig meget usikker med disse nærmest ”ukendte” friheder. Samtidig var min hjemve også stor, så jeg følte ikke, at jeg var i stemning til at møde nye mennesker.

Den første weekend kom min mor på besøg og selvom planen egentlig var at hun skulle køre alene hjem igen, så var min hjemve så stor, at jeg spontant kørte med hende. Jeg husker, at jeg græd meget og nærmest ikke gad køre til Danmark igen. Den efterfølgende weekend kørte jeg også til Tyskland igen. Denne gang organiserede mine medstuderende en stor fest den fredag aften, hvor jeg sad i bilen på vej hjem. Den deltog jeg heller ikke i. Jeg skulle jo hjem og jeg var bange for smitten. Da jeg mødte op igen på Uni ugen efter, kunne jeg straks mærke en forskel. Folk havde fundet forskellige vennegrupper og holdt sig meget i disse grupper, fremfor at skabe kontakt med andre. Jeg følte mig udenfor og var meget frustreret. Det var meget modsat min studiestart på Jura sommeren inden. Der var jeg en stor del af fællesskabet og organiserede utallige fester m.m. Men der fandtes jo heller ikke nogen ”corona”.

Nogle dage var min hjemve særlig slem. Disse dage hjalp det ikke engang at ringe til mine forældre, andre familiemedlemmer eller venner i Tyskland. Det eneste der kunne hjælpe, var at sætte mig i min bil og køre en lille tur. Jeg følte, at min bil gav mig en reel tilknytning til mit hjem i Tyskland. På det tidspunkt havde min bil også stadigvæk tyske nummerplader.

I dag har jeg endelig fået den registreret om på danske nummerplader, men alligevel er bilen et stykke ’tysk-hjem’ for mig, som jeg er glad for at have med i Danmark.

I slutningen af september blev studiegrupperne dannet. Vi valgte dem ikke selv – og det var godt, i hvert fald for mig. Allerede fra dag 1 fungerede min studiegruppe meget fint. Jeg kunne endelig knytte venskaber og sætte fod i Odense. Min studiegruppe var også grunden til, at jeg turde snakke mere. I starten af september turde jeg næsten ikke snakke med nogen af de andre, fordi jeg flere gange blev spurgt hvor jeg kom fra, da de kunne høre at mit dansk ikke var accentfri. Jeg følte, at mit dansk var blevet enormt dårligt i løbet af det ene år som var gået fra jeg havde fået min studentereksamen i 2019. Jeg kunne selv høre de fejl jeg lavede og blev meget genert. Min studiegruppe gjorde dog en stor indsats for at give mig mere mod til at udtrykke mig, også selvom jeg ikke snakkede fejlfrit. Jeg hørte aldrig en dårlig kommentar fra dem. Det tog lang tid før jeg var tilfreds med mit dansk igen, men bare det at starte, var et skridt i den rette retning. I bund og grund kunne jeg jo sagtens forstå og snakke dansk flydende, jeg havde jo allerede lært det i børnehaven, det føltes bare som om det lå meget langt gemt væk.

Da mine medstuderende så organiserede den næste fest, samlede jeg al mit mod og deltog. I starten følte jeg mig meget utryg og ville helst hjem igen. Jeg vidste ikke hvad en ”bajer” var, kendte ikke til de danske klassikere i musikken og var stadigvæk meget bange for smitten. Men jeg blev, og det var den bedste beslutning jeg kunne have truffet. Ikke mindst da en fra min studiegruppe kom og hilste på mig med ”hej søde”. Nu følte jeg, at jeg var faldet på plads (selvom det føltes mærkeligt at blive kaldt ”søde”, da man i Tyskland aldrig ville hilse en person på den måde, hvis ikke man har kendt hinanden i lang tid).

Selvom jeg havde trukket mig i starten, så var der stadigvæk mulighed for at finde plads i gruppen og det havde jeg brug for. Det var bare svært at finde balancen i forhold til corona. Efter den aften følte jeg dog en forandring. Folk genkendte mig og jeg følte mig som en del af studiet. Min hjemve forsvandt dog ikke helt… Jeg missede flere fester, fordi jeg hellere ville køre til Tyskland og se min familie. De fester jeg deltog i, var gode, men jeg gik hjem med en dårlig samvittighed, fordi jeg var bange for at smitte mine forældre med corona. Efter jeg havde været hjemme i efterårsferien, gik Tyskland i lockdown igen. Danmark skærpede også deres restriktioner – jeg kunne ikke længere komme hjem – altså mit hjem i Tyskland - i hvert fald ikke så nemt.

Hele 6 uger blev jeg i Danmark – det længste tidsrum indtil da og jeg var meget alene. To uger før jul kunne jeg endelig køre hjem. Disse seks uger var hårde. Min familie og jeg skypede hver eneste dag, jeg fik sendt pakker fra min familie med julegodter fra Tyskland, men alligevel var hjemmet savnet. Heldigvis havde jeg fundet part på en hest, og på denne måde havde jeg mulighed for at udnytte min tid udenfor, fremfor at sidde alene i min lille lejlighed og være ked af ikke at kunne komme hjem.

Da jeg endelig kunne køre til Tyskland, med negativ test og karantæne, var glæden stor. Jeg ville slet ikke tilbage til Odense igen. Halvanden måned blev jeg i Tyskland og da Uni meldte ud, at forårssemesteret skulle starte med onlineundervisningen, var planen kun at køre til Danmark meget kort, for at organisere nogle ting, såsom eksamen og så straks tage hjem igen. Planer ændres dog nogle gange, og jeg endte med at blive i Danmark over to måneder i streg. Den lange juletid i Tyskland havde heldigvis hjulpet med hjemveen og corona havde i sidste ende også en positiv effekt. Det tvang mig til at blive i et af de to lande i længere tid, ellers skulle jeg jo testes og i karantæne hver evig eneste gang. Corona gavnede mig altså, såvel som det også skadede mig. Det har ikke været nemt, især ikke op til jul, da julen jo er en højtid, som man helst deler med familien og ikke alene i en 28m² stor lejlighed i en ny og ukendt by, hvor man ikke har muligheden for at møde nye mennesker…

I dag har jeg en god vennegruppe og er meget glad for mit liv i Danmark. Zoom undervisningen er dog svært for mig. Koncentrationen ryger og de sociale kontakter glemmes. Jeg tør stadigvæk ikke at mødes med venner. Angsten for corona er stor og jeg vil ikke løbe nogen risiko. Derfor håber jeg kraftigt, at både Danmark og Tyskland snart kan åbne op igen. Lige nu sidder jeg hjemme i Tyskland hos min familie, men snart skal jeg til Danmark igen. Det overvejer jeg nu meget, da det alligevel er bøvlet i forhold til testning og regler for karantæne.

Jeg ville helst kunne køre frem og tilbage som det passer mig bedst og ikke have forskellige karantæneregler i baghovedet. Desuden vil jeg jo gerne mødes med mine nye venner i Danmark og gå på opdagelse i Odense, uden at skulle være bange. Jeg vil uddybe mit danske liv og gøre Fyn til mit nye hjem. Jeg håber at corona snart tillader det. Indtil da må jeg nøjes med at have Dannebrog i vores tyske baghave.

Spontane besøg hos familien i Tyskland virker som luksus nu, men jeg satser på, at det kan blive normalt igen. I disse tider føles det endnu mere som om man skal vælge, vælge mellem de kulturer man har. Det føles som en splittelse og det er svært at finde balancen. Corona splitter ikke kun landene og nationaliteterne, men det splitter mig. Mit danske og mit tyske liv er meget adskilt lige nu, men jeg krydser fingre for (eller som man ville sige i Tyskland ”jeg trykker tommelfingrene”/”Ich drücke die Daumen”), at det bliver til et dansk-tysk liv igen, hvor jeg kan krydse grænsen frit og forholde mig til begge mine kulturer på samme tidspunkt. Indtil da håber jeg bare, at vi alle forbliver sunde og raske.

Stay safe og tak for at lytte til mine corona-tanker og frustrationer.