Kontrakten skulle lige underskrives …

Tilbage i 2012 bestod mit hjem af mine 5 søskende og min mor – en hel pigebande som havde overtaget den store lejlighed i Vollsmose i Odense.  Jeg er en dansk–palæstinensisk pige. Derhjemme har jeg fået at vide at jeg er danskeren. Udenfor husets rammer var jeg den der var ret palæstinensisk.

Jeg har altid set det som en mulighed for at have en fod i hver kulturel lejr,hvor jeg selv har kunne vælge og sammensætte det allerbedste af begge kulturer,samtidig med at kombinere mine helt egne.

Jeg kan stadig huske en dag jeg kom hjem fra gymnasiet: Jeg skulle dele nyheden med min mor om,at jeg havde planer om at flytte hjemmefra,efter jeg ville blive student til sommer.

Det var en meget anspændt oplevelse,hvor kulturer mødes og hvor dialog var det bedste værktøj for,at italesætte et sårbart emne for min mor.

Tanken om at jeg skulle flytte hjemmefra UDEN at være gift,var noget min mor aldrig troede ville komme på tale.  Min mor valgte dog,at imødekomme min beslutning efter mange spørgsmål og andre gode løsninger,som hun nævnte flere gange: ”Sally,hvorfor kan du ikke pendle,ligesom alle de andre piger?”,”I vores kultur så bliver pigen hjemme hos forældrene,indtil hun bliver gift”,”Det er altså ikke normalt at flytte,jeg gider ikke høre på folks kommentarer”.

På trods af mine mors spørgsmål og kommentarer,så var hun stadig i stand til at sætte sig i mine sko. Og hun valgte at give grønt lys,med betingelsen,at jeg underskrev en fysisk kontrakt som jeg skulle overholde. Kontrakten så ud således:

1.     Du skal ringe til mig HVER dag (Helst flere gange)

2.     Du skal komme på besøg i Odense hver weekend

3.     Du må ikke være ude til alt for sent – Det kan være farligt i storbyen (jeg  ville flytte til København…).

4.     Du skal passe på dig selv,og sige til,hvis du har brug for hjælp!

Min mor og afdøde far har opdraget os til at være selvstændige kvinder,som kan passe på os selv,samtidig med,at tillid er en essentiel  grundsten i vores forhold. Derfor var denne kontrakt mere end en sikkerhed for min mor,for at sikre båndet med hendes oprørske datter der var klar til at flytte hjemmefra. Heldigvis er min mor den største støtte til min uddannelsesgang,og derfor var hun fleksibel med,at jeg overraskende nok,ikke kunne overholde hendes kontrakt til punkt om prikke,men at hun dog kunne se at jeg ydede mit bedste.

Jeg bor den dag i dag i København,hvor jeg afslutter min bachelor i socialvidenskab og kommunikation om præcis 2 uger,samtidig med at jeg starter på min kandidat i starten af februar. Jeg har boet ude i snart 4 år,med al støtte og kærlighed fra min familie i Odense. Min mor har det håb,at jeg flytter tilbage til Odense,når jeg er færdig. Men lige nu ser det ud til,at jeg har bygget min rede i København,som jeg har et håb om at udvikle.

Dette er en af mine eksempler fra min dagligdag om,hvordan man dialogisk,og med tålmodighed og forståelse af begge kulturer kan ende ud med et kompromis,som tilfredsstiller begge parter.

Så nej,jeg er ikke gift,og min mor siger stolt til alle,at hendes selvstændige datter er flyttet hjemmefra. For som hun selv siger : ” … Jeg ved hvad jeg har opdraget!… ”