Grænseløs Kærlighed

Jeg var 5 år da jeg for første oplevede kærlighed, og nej, jeg var ikke pigen der endelig fik sit livs kærlighed. Jeg sad derimod foran et 90’er fjernsyn og vidnede til Mem og Zin (Kurdisk version af Romeo og Julie) forelske sig og stikke af sammen, da de ikke måtte få hinanden. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstod hvad kærlighed præcist indebar, men én ting forstod jeg helt sikkert; kærlighed var rørende og det var smukt.

I mine tidlige teenageår, oplevede jeg kærlighed på en mere realistisk måde, idet mine veninder begyndte, at snakke om det modsatte køn. Få af mine etniske danske klassekammerater havde danske kærester og med årerne fik flere også kærester. Mine tosprogede klassekammerater og jeg selv, var dog mere tilbageholdende, når det kom til kærlighed, fordi det netop var forbudt, for os at have kærester. Med en kurdisk og muslimsk baggrund, var jeg også begrænset med kærligheden. Som barn, var jeg begrænset, på grund af min fars regler og tanker om, at piger hverken måtte have drengevenner og da slet ikke have kærester. Min far, har dog ikke været i mit liv, siden jeg var 10 år gammel og med det, kunne jeg både have pigeveninder og drengevenner. Altså, min mor var ikke ligeså streng som min far, men hun tillod heller ikke kæresterier.

Kun få generationer tilbage, så verdenen anderledes ud. Folk var mere opmærksomme på, hvem de valgte at gifte sig med. Social klasse, hudfarve og religion spillede en stor rolle i de valg. I dag lever vi i en verden, hvor folk på tværs af nationaliteter og religioner gifter sig. Mem og Zin, såvel som Romeo og Julie, måtte ikke få hinanden, men deres kærlighed var oprigtig og det var det vigtigste. For mig, er det vigtigste, at man gifter sig med en man selv vælger og elsker.

Med min mellemøstlige baggrund, medfølger der også et folk med en helt anden tankegang når det kommer til kærlighed og ægteskab. “Hvorfor er du ikke gift endnu? Du er 22 år gammel, det er på tide. Du bliver for gammel og hvem vil så have dig?” – og indvendigt, er et håbløst skrig mit svar til disse mellemøstlige mennesker, som mener de har ret til at skubbe mig og andre unge piger, i en retning vi ikke har lyst til at gå i. Man føler sig nærmest, som en dåse tun med udløbsdato på. Det er et pres, der ikke burde byrde piger i nogen som helst aldre.

Jeg, har altid fået friheden af min mor til at forelske mig i den person, jeg ønsker at forelske mig i og gifte mig når jeg har lyst – hendes eneste ønske er, at jeg også prioritere min skole og uddannelse. Mange tænker, at fordi man er muslim og har en anden baggrund, så må man under ingen omstændigheder gifte sig med en etnisk dansker eller noget helt andet. I mange tilfælde, er dette sandt. For både etniske danske familier, såvel som arabiske eller kurdiske familier, er man begrænset, rent kærlighedsmæssigt, fordi man netop ikke deler samme værdier og dermed ikke deler samme forståelse på tværs af kulturerne. Jeg oplever tit, igennem folk jeg kender og folk jeg ikke kender, at kulturen man har med sig, tit og ofte påvirker ens valg, når det kommer til kærlighed. For nogle, betyder religion og etnicitet intet og for andre betyder det alt. Jeg mener, at man selv burde tage stilling til, om kulturen skal påvirke valget eller ej. Og den stilling, afspejler en fri vilje. En fri vilje alle burde have. Jeg har den heldigvis, og det værdsætter jeg mere end noget andet. Måske en dag, når jeg er gift og har børn, vil jeg endnu engang se Mem og Zin’s kærlighedshistorie på et større og smartere TV og genkende deres kærlighed, med mere forståelse og mere erfaring. Og da vil jeg glæde mig over, at færre forelskede par som Mem og Zin, skulle være nødsaget til at stikke af fra deres hjem og trygge omgivelser, for at kunne være og leve sammen.

Som dansk-kurder og muslim med danske og kurdiske værdier, er min kærlighed grænseløs og det burde kærligheden overalt på denne klode også være. Så, elsk, elsk og elsk – som du vil.