Han tester mig i islandske ord og jeg skruer op for vietnamesiske popsange

Det kildede i maven.

Jeg var dog ikke helt sikker på, om det var på grund af gyngen eller ham, der skubbede den.

Det, som blot skulle have været et kort møde, endte ud i en lang snak ved gyngen om alt og intet, indtil novemberkulden blev uudholdelig. Jeg var hverken mødt op med handsker eller forventninger, men det viste sig at blive en overraskende god oplevelse. Da vores veje skiltes, lagde jeg min stivfrosne hånd i hans, og vi aftalte at ses igen.

Jeg kunne godt lide ham, og det skræmte mig faktisk lidt.

For selvom vi havde en masse tilfælles, var der stadig én væsentlig forskel mellem os: Jeg er nemlig dansk-vietnameser og han er islænding. Min første tanke var egentlig bare, at det jo forklarede hans ekstreme kuldetolerance. Men skulle jeg så lære at vænne mig til tanken om at fryse konstant? Ville jeg kunne overleve kulden i Island? Ville han kunne overleve varmen i Vietnam? Kommer vi til at skændes om feriedestinationer og temperaturindstillinger? … Og hvordan forfører man overhovedet en viking? Spørgsmålene blev flere og flere. I min søgen efter svar opdagede jeg alle de små interessante ting ved ham, jeg nær havde overset! På trods af vores timelange samtaler havde jeg for eksempel ikke bemærket hans smukke uldsweater, hans evne til at rulle med sine r’er eller hans lillebitte islandske accent, der en gang imellem dukker op.

Som 15-årig havde jeg ingen erfaring med hverken parforhold eller islandsk kultur. Det bekymrede mig, at jeg ikke kunne vide mig sikker på, hvad det ville føre til. Kærligheden er i forvejen ikke nem at finde rundt i og ud af, og jeg frygtede, at forholdet var dømt til at fejle. Vi havde desværre ikke de bedste forudsætninger, så hjertesorger var altså ikke til at komme uden om, tænkte jeg.

Også mine forældre ville højst sandsynlig have deres holdning til os, som par. Hvis de blev spurgt, ville de nok sige, at jeg må være sammen med hvem, jeg vil. Men inderst inde vidste jeg godt, at de ville synes, at jeg var for ung til at elske nogen overhovedet. Og hvis de kunne bestemme, hvem jeg skulle forelske mig i, var deres valg nok faldet på én med en katolsk vietnamesisk baggrund i stedet for.

Gennem min opvækst stødte jeg sjældent på interkulturelle par. Måske var det her, at tanken om, at det mest praktiske og sikre valg var at komme sammen med én, der mindede om mig selv, opstod. Det gjorde, at jeg som barn troede, at jeg vidste præcis, hvordan mit liv skulle udfolde sig og med hvem. Jeg troede, at jeg kunne forudse, hvilken person jeg ville forelske mig i og dele resten af mit liv med. Selv i min vildeste fantasi havde jeg aldrig kunne forestille mig, at min kæreste skulle have en islandsk baggrund. Men jeg besluttede, at han nu alligevel var værd at give en chance.

Begyndelsen på et forhold kan ofte virke intimiderende. Jeg sprang til trods for dette åbent og nysgerrigt ud i det, mens han med sit islandske livsmotto “Þetta reddast” (oversat til dansk: “det ordner sig”/“det skal nok gå”) forsikrede mig om, at vi nok skulle klare den. Kærligheden er jo notorisk blind, og det samme valgte jeg at være over for alt det overfladiske som farven på vores hud og farven på vores pas.

Siden vores første møde ved gyngen er tiden fløjet afsted. Pludselig stod vores navne på samme adresse, og vi skulle indrette vores hjem, så de 73 kvadratmeter kunne rumme os begge; bogstaveligt talt, men også vores forskellige baggrunde. Gennem nysgerrighed, respekt og mange snakke dyrker vi vores ligheder såvel som vores forskelligheder, og det sætter sit præg på mange af de små hverdagsøjeblikke. For eksempel tester han mig gerne drillende i islandske ord, der kræver udtalelse af hårde r’er, mens jeg blot skruer op for de nyeste vietnamesiske popsange eller ringer til min mor, som nok skal lytte til al min jammer og sætte ham på plads. Hvis jeg føler mig hævntørstig, kan hun også hjælpe mig med at planlægge et aftensmåltid med chili og krydderier, der kan brænde hans smagsløg af. Nej, spøg til side. Hver dag bliver der gjort plads til både danskhed, vietnamesiskhed og islandskhed samt et miks af det hele. Og de eventuelle problemer bliver altid taget i opløbet. Jeg føler lidt, at det er en kliché, men vigtigheden af kommunikation skal aldrig undervurderes.

Undervejs i forholdet har vi for alvor skullet lære at forholde os til hinanden og vores forskelligheder – herunder kulturelle, sproglige og religiøse – samt alle de udfordringer, der ellers medfølger. Det paradoksale er dog, at forskellighederne også er det, som fik os til at falde for hinanden, og som i dag bringer os tættere sammen. Selvom mange af vores tanker og grundlæggende værdier afspejler hinanden, er der nemlig stadig hele tiden noget nyt at lære af og om hinanden, hvilket er enormt berigende for os begge. Vi har vandret i Þingvellir, set nordlys og smagt hangikjöt, som er røget lammekød – blot for at nævne nogle få af vores oplevelser fra sidste tur til Island. Nu glæder jeg mig til at rejse til øen igen, for endelig ejer jeg handsker, og min søde svigermor har strikket en uldsweater til mig. Men indtil da kan vi finde en gynge og fejre, at vi tog springet ud i kærligheden. Jeg må indrømme, at det på trods af alle mine bekymringer viste sig, at han havde haft ret helt fra begyndelsen: Þetta reddast.