Hvad der var skyld i, at de andre børn ikke ville holde mig i hånden, er nu en trend

Når jeg tænker tilbage på min barndom, så er der mange øjeblikke som jeg kan kalde mine yndlings-øjeblikke. Det kan være øjeblikke, som når vi var samlet som familie efter en lang dag i skole, eller på arbejde for min fars vedkommende. Andre øjeblikke, som når min mor lavede mantu, en afghansk ret der minder om dumplins, er klart også nogle af de bedste. Så er der også øjeblikke, som da min lillebror blev født, hvilket var klart et af de allerbedste – ja, jeg var ikke alt for begejstret for min søster, men det var også et okay øjeblik. Men et af de øjeblikke, som jeg elskede mere end noget andet og som jeg elsker mere end noget andet stadigvæk er dagen, mere specifikt aftenen før Eid, en festlig begivenhed inden for islam, som holdes to gange årligt. Fordi dagen før ville min mor bruge hele dagen på at bage alle mulige lækre kager og søde sager; og så madglad som jeg er, så var det noget af det bedste, fordi mor altid lod mig være den som skulle smage om det var godt nok. Hun fastede nemlig altid selv i ramadanen. Men det som slog selv kagesmagning, var aftenen. Fordi om aftenen ville min mor lægge henna på mine hænder. Den ene hånd var altid malet helt, mens hun ville lave et fint mønster af blomster på den anden. Jeg indser nu, at grunden til dette var, at mor ville være så træt, at hun ikke havde energi til at lave mønster af blomster på begge hænder. Men jeg elskede begge mine hennafarvede hænder lige højt, fordi min mor havde siddet og lavet det. Mens mor lagde henna på mine hænder, ville min bror sidde ved siden og lytte med på den historie min mor altid ville fortælle samtidigt. Det her var min yndlings tradition

Jeg husker dagen efter Eid i 2. klasse, som var det sket i går. Jeg glædede mig mere end noget andet til at vise mine hænder frem, så folk kunne se hvor dygtigt min mor var og hvor flotte mine hænder var. Men jeg fik ikke den reaktion fra mine klassekammerater, som jeg havde regnet med. I stedet for at finde mine hænder flotte, sådan som folk havde reageret før i tiden. Så syntes en af drengene fra klassen – den første jeg mødte den dag – at det var ulækkert og at det lignede ”lort”. Hans kommentar udløste en kædereaktion, fordi til idræt, da vi skulle lege bankebøf, og vi skulle holde i hånd; så råbte han noget i retningen af ”ad, ikke hold hende i hånden, hun har lort på hånden!”. Efter den kommentar, så ville de andre ikke holde mig i hånden og begyndte at drille mig med det. Det gjorde så, at et af mine yndlingsøjeblikke på hele året, ikke var noget jeg så frem til mere, da jeg vidste hvad det ville medføre når jeg tog i skole igen. Fordi, hvad mange ser som en trend i dag, hennatatoveringer som bliver brugt til at udsmykke kroppen, var langt fra tilfældet da jeg var barn.

Af alle grænser jeg kender til og har set opstå, forsvinde eller flytte sig den ene eller den andet vej; så vil grænser som dette og retningen den har flyttet sig i, altid være nogle af de bedste. Hvad der var en usikkerhed for mig som barn og gjorde mig i tvivl om mine egne traditioner, er noget som min lillesøster er stolt af at have på. Min lillesøster oplever ikke, at de andre børn ikke vil holde hende i hånden, de syntes nemlig ikke, at det er lort hun har på hænderne men, at det er en udsmykning.