Hvor går grænsen?

Lad mig starte med at fortælle at jeg til daglig studerer kognition og semiotik på Århus Universitet – og at det måske er fordi jeg tog en bachelor i engelsk at jeg har valgt at strukturere mit indlæg ud fra nogle engelske ord.

Derudover kan jeg informere jer om at jeg også tidligere har skrevet et blogindlæg omkring grænser og hvilke implikationer de kan have. Denne gang vil mit blogindlæg dog fokusere på det at vi i år kan fejre at vi i 100 år har haft en fredelig grænse mellem Danmark og Tyskland. Og i den forbindelse, hvad grænser i det hele taget betyder for mig.

Grænser

Grænser kan fortolkes på mange måder. For at gøre det tydeligere kan man, som jeg foreslog i mit sidste blogindlæg, bruge de engelske termer borders eller limits, fordi ”grænser” på engelsk kan oversættes til flere ting. Disse to engelske ord danner rammerne i dette blogindlæg for mine tanker omkring markeringen af 100 året for grænsedragningen… og på et mere personligt plan, den forgange jul.

Jeg er selv født og opvokset på den anden side af grænsen, som del af det danske mindretal, som netop opstod i 1920, da den nuværende grænse blev etableret.

I dag bor og læser jeg som sagt i Århus.

Borders

Når jeg går en tur igennem byen her i Aarhus, bliver jeg i de fleste bogbutikker mødt med bøger der omhandler genforeningen med Sønderjylland, ligesom mine sociale medier viser en del arrangementer der omhandler det som skete for 100 år siden.

Det der i mine øjne desværre kaster en skygge over et jubilæumsår der burde være fyldt med glæden for mangfoldighed, åbenhed og samarbejde i Danmark, er den grænsekontrol og de andre tiltag der atter manifesterer grænsen.

For jer der måske ikke skal over grænsen så tit, så lad mig lige give en personlig update på grænsesituationen mellem Tyskland og Danmark siden jeg skrev mit sidste blogindlæg: Situationen har faktisk ikke ændret sig siden dengang. Der er stadig grænsekontrol, selvom den skulle være midlertidig!

Det er for mig beklageligt at vi, min generation, måtte vokse op i en tid hvor grænsen til at starte med kun eksisterede symbolsk, netop uden kontrol, til hvad den er nu, en tydelig fysisk grænse med kontrol. I dag beskriver politi.dk det der foregår ved grænsen som ”midlertidige stikprøvevis grænsekontrol”. Men desværre ligner det i mine øjne slet ikke noget midlertidigt, da det har stået på siden 2016…

Grænsekontrollen er desværre ikke det eneste tiltag der i 2020 manifesterer grænsen mellem mine to lande. Vildsvinehegnet der er trukket ved grænsen mellem Tyskland og Danmark spiller også ind.

I mine øjne er det uheldigt at kommunikere en symbolik af indelukkethed og afspærring. Jeg mener endda at symbolikken minder meget om en sag i et stort land mod vest…

Men man skal selvfølgelig ikke kun tilskrive hegnet en symbolsk værdi, man skal også huske på at Danmark passer på sin svineeksport, hvilket mange artikler på nettet påpeger.

Borders er altså en fysisk grænse, ligesom den der er mellem et land og et andet land. Og jeg føler at den tysk/danske grænse unødigt er blevet tydelig igen.

For mig ligger der en symbolsk kommunikation i at holde grænsen lukket, både med grænsekontrol og vildsvinehegn. Og den kommunikation går desværre, i mine øjne, imod hvad jeg synes vi burde fejre her 100 år efter grænsedragningen – nemlig åbenhed, inklusion og samarbejde på tværs af grænsen.

Limits

Men lige som fysiske grænser, er der også personlige grænser. Måske stemte nogle for at tilhøre Danmark i 1920, fordi de følte at der var for meget af det danske de skulle give afkald på, så længe deres jord lå i Tyskland? Så sort-hvidt var det selvfølgelig ikke for alle, men nu leger vi bare med tanken.

Ens personlige grænser kan mærkes på mange forskellige måder og er helt individuelle. For eksempel spiller kulturel identitet en stor rolle for mig – måske fordi jeg har mindretalsbaggrund - og er et emne der markerer en personlig grænse for mig. I den forstand ville tvang til at vælge en af de to sider fra, enten dansk eller tysk, overtræde en for mig personlig grænse. Begge mine baggrunde ligger fundamentet for hvem jeg er i dag.

Sidst da jeg besøgte min familie på den anden side af grænsen hen over julen, kom jeg til at tænke på hvornår min grænse for juletraditioner egentlig er nået. Og hvordan man kan vise sin egen familie netop at der er en grænse man ikke ønsker bliver overskredet. Et spørgsmål som opstod i mit hoved, var hvordan man kommunikerer sådan nogle grænser og hvordan man gør det tydeligt at man for eksempel ikke ønsker at høre glade jul, dejlige jul for 30. gang i streg.

Det kan være svært at ytre hvornår ens personlig grænse er overskredet, specielt hvis overskridelse af denne grænse også tærer på ens ellers meget høje energiniveau - mit. Personligt kan jeg mærke i hvor høj grad min egen limit, det vil sige min grænse for social stimulans, nås, og derfor hvornår mit energiniveau er tømt. En grænse, som har ændret sig i løbet af de sidste par år. Hvilken dem omkring mig også lige skal vænne sige til.

Så hvornår sætter man en grænse?

Som sagt kan det være svært at sætte en grænse for hvornår man for eksempel har fået nok hyggesnak. Men ligesom det var vigtigt at lytte til borgerne i grænselandet dengang man afholdte afstemningerne om hvor grænsen skulle trækkes, er det vigtigt at lytte til sig selv og i den forstand måske endda vigtigt at trække en fast grænse.

Hvor stor en indflydelse den midlertidige stikprøvevis grænsekontrol og vildsvinehegnet har på gejsten i grænselandet, er svært at sige.

Til gengæld tænker jeg at genforeningsjubilæet kan bruges til at drøfte grænseområder og minde os om at grænsen til Tyskland faktisk har en helt enestående historie, fordi man der har bevæget sig fra konflikt til fredelig sameksistens, ikke mindst mindretal og flertal i mellem. En historie, som måske kan perspektiveres til nutiden?