Ja ja, men hvor kommer du i virkeligheden fra?

Har du tænkt over, hvad spørgsmålet ”hvor kommer du fra?” egentlig betyder? Handler det om en følelse eller om en bevægelse? Og skal vi komme fra ét bestemt sted, for at høre rigtigt til?

Jeg er født i Danmark og det er mine forældre og bedsteforældre også. Jeg kommer fra Danmark, og jeg er ikke gået nogen steder hen. Så det er nemt for mig at svare på spørgsmålet om, hvor jeg kommer fra (og det er jeg faktisk tit blevet spurgt om – det har vist noget med mit mørke hår og lange næse at gøre).

Men hvad med de, hvis forældre eller bedsteforældre kom til Danmark, enten frivilligt eller fordi de var tvunget til det på grund af nød eller krig? Hvad skal de svare, når nogen spørger dem ”hvor kommer du fra?” For de har jo faktisk været her hele deres liv.

Jeg er uddannet antropolog, og for to år siden skrev jeg speciale. Jeg indsamlede en museumssamling om at have tyrkiske rødder, og derfor var jeg ude at interviewe forskellige mennesker om deres tyrkiske baggrund og kulturelle identitet. Jeg spurgte dem blandt andet, hvad de plejer at svare, hvis nogen spørger, hvor de kommer fra:

”Aarhus Vest”, svarede én af dem. ”Tyrkiet, for der kommer mine forældre fra”, svarede en anden. En tredje, lad os kalde ham Mustafa, svarede: ”Jeg er 100 % dansk og 100 % tyrkisk, så jeg er bare heldig at have to nationaliteter”. ”Men”, fortsatte han. ”Så får jeg nogle gange smidt den her i hovedet: Men hvad nu hvis Danmark og Tyrkiet skulle spille fodboldkamp mod hinanden? Eller hvis Danmark og Tyrkiet gik i krig! Hvem ville du så holde med?”…

Jeg har tænkt meget over, hvorfor Mustafas kulturelle og nationale identitet ikke altid bliver godtaget. Hvorfor bliver han tvunget til at vælge side?

Jeg tror, det har noget at gøre med grundtanken i nationalismen og den måde verden er inddelt på med grænser, der strukturerer og holder (u)orden på verden.

Regnestykket i nationalismen er (groft sagt): Ét land + ét folk = én kultur.

Nationalismens tænkere i 1800-tallet beskrev nationerne i verden, som unikke øer med hver deres sprog, kultur og traditioner. Mennesker blev nogle gange omtalt metaforisk som planter, der vil visne, hvis ikke de bliver ved med at vokse i den jord, hvor de kommer fra.

Nationalismens tankegods har formet den verdensorden vi har i dag, og bliver ved med det. Og det er måske derfor, nogle gerne vil have Mustafa til at vælge side. For at vide, hvilken jord, hans rødder i virkeligheden får næring fra.

Jeg mener, det er vigtigt at huske på, at nationalisme er en ”isme”. Det vil sige, at det ikke er en sandhed om verden, men en ideologi. Mustafas selvopfattelse udfordrer nationalismens regnestykke, men det giver ikke andre ret til at tvinge ham til at passe ind i deres ligning. Jeg tror problemet er, at nationalismen alt for ofte serveres som et faktum og ikke som det den er: en politisk og filosofisk ideologi (som man kan være enig eller uenig i).

Mustafas svar til dem, der spørger?