Jeg er faktisk også bare et menneske

Når jeg præsenterer mig selv på universitetet, på mit arbejde og i mit træningscenter bliver jeg altid mødt med spørgsmålet: ”hvor kommer du fra?” Og jeg overvejer altid, hvad jeg skal svare – ”jeg kommer fra Odense”,”jeg er palæstinenser” eller om jeg skal fortælle den lange historie ”jeg er født i Tyskland, men kom til Danmark .. og mine forældre..”. Der er intet galt med spørgsmålet. Det viser interesse, nysgerrighed og i mange tilfælde betragter jeg spørgsmålet som en samtalestarter. Men nogle gange hviler spørgsmålet på en præmis, jeg ikke bryder mig om. Det hentyder til, at jeg er anderledes. 

Mit navn er Sandy. Jeg er datter af Hiam og Talal, der er opvokset i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon. Mine forældre kom til Danmark i en meget sen alder, og derhjemme bar mit liv således i høj grad præg af arabiske værdier og normer. Jeg er muslim, jeg har tørklæde på, jeg taler arabisk derhjemme, jeg spiser oftest stærkt krydret mad, jeg har rigtig mange søskende, jeg har altid været tolk for mine forældre, hver lørdag gik jeg i arabisk skole og i næsten hele mit liv har jeg boet i Vollsmose. Jeg er ikke færdig med at præsentere mig selv, men hvis jeg stoppede nu, vil du betragte mig mest dansk eller mest palæstinensisk? Min familie flyttede til Danmark, da jeg var to år gammel. Jeg har gået i dansk børnehave, i dansk folkeskole og på dansk universitet. Jeg spiser rugbrødsmadder og til min fødselsdag spiser vi lagkage eller brunsviger. Jeg bruger ofte min cykel som transportmiddel, og jeg ejer en højskolesangbog. Det danske sprog, den danske kultur og de danske normer har også kendetegnet mit liv. Men er der en grænse for, hvor dansk jeg kan være? Og modsat?

Jeg kan generelt ikke lide ordet grænse, idet jeg associerer ordet med grænsekontrol. Jeg forbinder ordet med en sort eller hvid opfattelse af verden, en enten-eller opfattelse (unuanceret). Jeg understreger, at man ikke kan veje og måle mit forhold til Danmark og Palæstina. Desuden er det ikke muligt at sætte en grænse for, hvor dansk eller arabisk jeg er. Det afhænger af den givne situation. Når jeg bliver frustreret, brokker jeg mig højlydt på arabisk, men når jeg vil diskutere et politiske emne, gør jeg det på dansk. Jeg føler mig mest dansk, når jeg er ude og rejse, hvor jeg stolt fortæller om vores velfærdsstat og demokrati. Mit forhold til mine søskende og forældre er på arabiske manérer  (definitionen på familie er kernefamilien, men omfatter også mine tanter, mine mostre, mine onkler, min mormor, mine fætre, mine kusiner, mine grandkusiner osv.). Hygge er også blevet et arabisk begreb. Jeg hygger mig mest med min familie ude på min mors balkon i Vollsmose med en dansk kop kaffe og en vandpibe.

I mødet med Morten var jeg palæstinenseren eller muslimen, men med Fatima var jeg alt for dansk, i Odense var jeg ”Vollsmoseaneren”,i Berlin var jeg danskeren, i Malaysia var jeg europæeren. Jeg bliver hele tiden vurderet og defineret efter et bestemt perspektiv, som mine omgivelser kategoriserer mig efter. Der er hele tiden nogle, der gerne vil fortælle os, hvor anderledes og forskellige vi er. Nogle vil gerne understrege, at jeg kommer fra et bestemt sted. Nogle prøver at definere om jeg er mest dansk eller mest palæstinensisk. Her skal vi sammen stå op og sige højt: ”Vi skal ikke se verden som enten-eller, men som både-og”. Hvis vi fremover begynder at fokusere på det, vi har til fælles i stedet for vores forskelle, så har vi bevæget os på den rette vej. Den indstilling vil faktisk overraske os, da vi har meget til fælles end, hvad vi går rundt og tror. Vi kan starte med det faktum, at vi lever i Danmark. Danmark er en fællesbetegnelse for os alle. Listen er uendelig lang, og den har ingen form for grænser. Vi vil i bund og grund gerne det sammen, da vi alle er individer.     

Jeg ønsker mest af alt bare blive betragtet som Sandy. Jeg er en datter, en søster, en studerende, en kollega og en ven. Jeg er faktisk også bare et menneske.