“Lo… Frederiks mor”

”Khala” betyder moster på afghansk, og min mor har altid sagt, at det er hvad, jeg skal kalde kvinder på hendes alder. ”Kaka” betyder farbror på afghansk, og reglen er den samme for mænd, som den er for kvinder. Mine forældre fortalte mig altid, hvor vigtigt det er at vise respekt overfor dine ældre. En måde at gøre dette på, var ved ikke at kalde dem ved deres navn. Desuden er det også et kæmpe no-go for mig at kalde mine egne forældre ved navn. Mine forældre satte mig selvfølgelig aldrig ned og sagde: ”Okay her er reglerne”. Nej, de præsenterede bare folk som khala og kaka, og jeg accepterede, at sådan var det bare. Jeg lærte det på samme måde, som man lærer de fleste andre aspekter af ens kultur, igennem min opvækst.

Mine forældre kommer begge fra landsbyer i Afghanistan, hvor de og hver deres familier altid har lagt meget vægt på respekten overfor ældre mennesker, og hvordan denne respekt udvises, heriblandt hvordan man adresserer folk på. Med hensyn til mine forældres navne, så finder jeg det bare absurd at kalde dem ved andet en mor og far. Det her med at kalde folk for khala og kaka gjorde det, at jeg fandt det svært at kalde mine ”ældre” ved deres fornavn. Jeg husker, hvor svært jeg havde det i starten med at kalde mine lærere ved deres navne. Jeg følte, at de nok tænkte, at jeg ikke havde respekt for dem. Med tiden blev dette dog nemmere for mig, men jeg finder alligevel øjeblikke, hvor jeg helst gerne vil undgå dette. Men mine etniske danske venner har ikke de samme problemer. Ikke af hvad jeg har bemærket. Jeg husker en dreng, som jeg gik i folkeskole med, han fortalte engang i forbifarten, at Peter ville hente ham efter skole. Jeg tænkte ikke videre over det, lige indtil Peter kom og hentede ham. Peter var ikke hans bror, som jeg troede. Det var faktisk hans far. Jeg husker, at jeg helt forundrende spurgte ham, hvorfor han havde sagt Peter i stedet for far. Han sagde, at det gjorde han bare. Jeg var helt chokeret, fordi jeg mindes aldrig at have sagt mit fars navn i sådan en sammenhæng. De eneste gange jeg havde og stadig til den dag i dag har sagt mine forældres navne, er når jeg skal fortælle folk, hvad mine forældre hedder. Jeg ved mine forældre ikke bliver vrede ved, at jeg siger deres navne. Men hver gang jeg siger dem, så får jeg sådan en lille sjov følelse i maven.

Jeg er blevet ældre siden da, og jeg går i dag på universitetet. Jeg ved godt i dag, at kalde folk ved deres navne ikke er et tegn på manglende respekt i den danske kultur. Jeg har det som sagt også nemmere ved at kalde mine undervisere ved deres navne, i hvert fald i de fleste tilfælde. Men når jeg vender mig mod en vens mor, der hedder Lone, og gerne vil have hendes opmærksomhed, så fanger jeg mig selv i at sige ”Lo…”, og så kommer jeg ikke videre, og ender med at ændre det til ”Frederiks mor”.