Mødet med det anderledes

Det er nu 14 år siden, at jeg satte fødderne på den danske jord – den dag det skete, glemmer jeg aldrig. Det var dagen, hvor jeg så min far efter fire lange år. Det var dagen, hvor jeg mødte det anderledes.

Det eneste jeg tænkte på, da jeg landede i Kastrup Lufthavn, var, at se min far. Hvad, der var eller skete rundt omkring mig var ligegyldigt. Men jeg springer det emotionelle punkt over i dette indlæg. Mens vi alle stod og var lettede over at være samlet igen, gik det pludselig op for mig, den afghanske pige, hvor jeg var henne. Jeg begyndte at observere tingene omkring mig. Det første jeg lod mærke til, var, at mange – især drenge – havde bukser på, men de var ved at falde af. Det var forvirrende – hvorfor gik de bare uden at trække bukserne op? Noget andet, mine øjne straks fangede, var mænd og kvinder, der stod og kyssede. Dette undrede mig meget, hvorfor jeg trak i min mors jakke og viste hende, hvad jeg så. Men min mor sagde blot, at jeg skulle holde mig for øjnene.

Det første stykke tid i Danmark oplevede jeg mange nye og anderledes ting, som jeg ikke før havde set. F.eks. mennesker, der var så tætknyttede til hunde. Hvor jeg stod og var bange for hunde, kunne jeg se andre, der var så fornøjet af dem ved at kramme og lege med dem. Jeg oplevede dog også, at det ikke kun var mig, der mødte det anderledes, der hvor jeg befandt mig, eftersom jeg også selv kom med noget anderledes for mine omgivelser. Jeg husker bl.a. tydeligt, da jeg i folkeskolen for første gang havde henna på hænderne til Eid. På det tidspunkt havde jeg fundet ud af, at henna ikke var noget, man havde i den danske kultur, hvilket fik mig til at tænke på folks reaktion – burde jeg gemme mine hænder, hvad mon mine venner vil synes om det? Lige indtil tankerne blev brudt ved, at en fra min klasse spurgte, hvorfor jeg havde leget så meget med orange tusch.

Men med tiden blev det, der startede med at være anderledes, mere og mere normalt for mig, fordi den danske kultur blev en del af min hverdag. Hvor jeg til at starte med syntes, at det var mærkeligt at have Dannebrog på bordet til fødselsdage – blev flaget hurtigt en del af fødselsdagen – som det kan ses på billedet. Siden dag et har jeg syntes, at kulturmødet mellem det afghanske og det danske har været spændende at udforske. Så jeg ville ikke holde mig for øjnene, fordi jeg var nysgerrig og vil forstå, hvordan tingene foregik. Jeg har som person været og er den dag i dag meget åben for at lære nye kulture at kende – jeg tror, at det skyldes, at jeg synes, at det er fascinerende, hvad vi mennesker har skabt af kultur og har givet den mening ud fra nogle bestemte normer og værdier, som vi løbende har fulgt. Det betyder også, at når kulturen er menneskeskabt, så er den også hele tiden under udvikling og ikke bare noget statisk.

Når jeg møder noget i den danske kultur, som jeg elsker, så vil jeg, ved at bruge forskellighederne, skabe en fælles kultur med den afghanske kultur. Jeg har til tider også hørt fra mine omgivelser, at de virkelig godt kan lide sammenholdet i familien i den kultur, jeg kommer fra – hvortil de siger, at det burde de også at lære noget af. Dette fører til en afsluttende bemærkning om, at vi skal være åbne over for hinandens forskelligheder – der vil altid være nogle fordomme, men hvorfor ikke bare udfordre og italesætte de fordomme ved at præsentere hinandens kulturer, hvor vi kan opdage, at der er mange måder at se tingene på.