Når sproglige grænser overskrides

I slutningen af sidste år startede jeg som lærervikar i en lille skole. Som lærervikar fandt jeg hurtig ud af at jeg var en af de få voksne (iblandt lærer, pædagoger og vikarer) som havde et anderledes navn og anden hudfarve. Der gik dog ikke længe før jeg på gangene hørte eleverne råbe ”hej Suba”, på trods af at jeg ikke helt havde fat i alle elevernes navne.

Noget andet jeg hurtigt lagde mærke til, var børnenes nysgerrighed. Min hudfarve og navn ser fremmed ud for dem og spørgsmål som hvor er du fra?, hvorfor er du så mørk? blev hurtigt spørgsmål jeg smilte af og til tider svarede jeg drilsk, at jeg er fra Holmegaard (efterfulgt af et overraskende ansigt fra nogle af børnene) :), herefter fortalte jeg dem dog, at jeg er født i Sri Lanka og viste hvor det ligger henne.

Med tiden fandt jeg ud af at børnenes nysgerrighed ikke kendte nogle grænser, engang blev jeg spurgt om jeg var solbrændt og om det var derfor jeg var så mørk (en elev fra 1. klasse) og en anden gang blev jeg spurgt om jeg var rengøringskone (en af skolens rengøringspersonale har blandt andet samme kulør som mig). Den slags nysgerrighed hvor børnene ivrigt spørger det ene og det andet kan til tider virke overraskende og jeg har nogle gange tænkt hvorfor bliver jeg dog spurgt om det, men jeg har på dog ikke oplevet at mine personlige grænser er blevet brudt. Oftest har jeg smilt af det spøjse i spørgsmålet og svaret dem, for hellere at de får et svar end at jeg lukker ned for deres nysgerrighed og dermed også dialogen.

Hvad der derimod har overrasket og været grænseoverskridende for mig har været børnenes sprog brug. Et af de første dage som lærervikar hørte jeg en af eleverne sige om en anden elev (der havde en anden baggrund) ”*indsæt etnicitet*-svin”. Ligeså snart jeg hørte dette fra et barn i indskolingen blev jeg mundlam og jeg oplevede en smule ubehag.

I mine 21 år i Danmark har jeg ikke oplevet at der er blevet sagt sådan nogle ting om eller til mig og det var derfor på sin grænseoverskridende at høre dette. Min umiddelbare reaktion på dette var, at jeg snakkede med børnene om hvorfor dette ord blev brugt, argumenterne inkluderede blandt andet at denne elev var fra et andet land og ikke var dansk mm. Jeg blev mundlam endnu engang og efter en kort samtale endte jeg med at sige, at jeg ikke ville høre den slags sprog fra dem. Inde i mig selv tænkte jeg dog hvor de dog havde dette fra? – skolen, sfoen, større søskende, tv, forældre??

Efter noget tid oplevede jeg til gengæld en utilfreds elev der lige pludselig sagde perker – endnu engang blev jeg mundlam og utilpas og prøvede at spørge eleven hvor dette ord dog kom fra hvorefter der ikke rigtig kom noget svar. Min første tanke på det tidspunkt var at eleven formentlig ikke vidste hvad ordet betød og hvad der egentlig lå i ordet. Jeg lod det ligge efter jeg fik sagt at jeg ikke ville have eleven ikke brugte sådan nogle ord når jeg var der i hvert fald. Efter noget tid hørte jeg eleven igen sige det samme ord om en af de andre lærer (som er etnisk dansk) og blev derfor bekræftet i min tanke om at eleven nok ikke kendte til betydningen af ordet. Igen gik min tanker hen på hvor eleven dog har ordet fra ?

Jeg har aldrig været en der bandede  og brugt nedladende ord rigtig meget – hverken på tamilsk eller dansk, så måske er jeg lidt skrøbelig,sart (?) når jeg bliver mundlam og har den opfattelse at børn helst ikke skal sige sådan nogle ord. Jeg har dog også tænkt om det jeg kan tillade mig på sin vis at ”censurer” børnene i deres sprog, blot fordi mine grænser for hvordan man taler bliver overskredet?

Men mest af alt tænker jeg dog hvor et fåtal af børn dog høre disse ord og hvorfor lige netop sådan nogle ord holder ved og bliver brugt mod andre. ? Netop derfor er det for mig vigtigere end nogensinde at vi – særligt voksne –  taler ordentligt sammen om os selv og andre som er vores medborgere.