Personlighedens grænsekontrol

Som en person, der er opvokset i grænselandet Sønderjylland, små 15 km fra den tyske grænse i en lille flække, har man ofte et forhold til en grænse som et adskillende led imellem to lande. Danmark grænser op til Tyskland og Tyskland grænser ligeledes op til Danmark. Grænser afspejler en tydelig markering af hvor et land slutter og det næste land starter.

Kigger man på et verdenskort vil man typisk se hvordan disse to lande adskiller sig med hver deres farve.

Jeg har en tysk mor og en dansk far. Det der med, at man lige præcis ved, hvornår et land slutter og det næste starter kan jeg tydeligt huske. Vi kørte ofte til havnebyen Flensborg i Tyskland for enten at købe ind eller spise på Restaurant. Hver gang når vi forlod Danmark, stoppede vi op ved grænsebommene. Det tyske politi bad os om at vise vores pas og derefter kørte vi ind i et nyt land. Akkurat samme procedure skulle vi igennem på hjemvejen.

Kigger man derimod på min ”nationale identitet” er den splittet mellem to lande; jeg har et dansk – og et tysk sind. De danske værdier ligger dybt i mig. Jeg er opvokset i Danmark, hvor jeg også har gået i skole og er nu bosat i København.

Men også de tyske værdier ligger dybt i mig, da den børnehave og skole jeg gik på var tysk. Her talte vi tysk i undervisningen for derefter at snakke dansk i fritiden. Min mor har altid været det tyske talerør i hjemmet. Mine søskende og jeg talte tysk med hende samtidig med, at hun lærte os om tyske værdier. Det faktum, at jeg har talt tysk og gået på tysk skole i det tyske mindretal i sønderjylland har betydet, at der har været en kløft til den etniske danske befolkning i landsbyen jeg voksede op i. Jeg var altid stemplet som tysker, af de andre i landsbyen, selvom jeg i bund og grund var bedre til at tale rigsdansk end mange af dem var, da de netop talte sønderjysk med hinanden. Sønderjysk lærte jeg også fra børnehaven, så kommunikation har aldrig været en udfordring som sådan. Men der var alligevel en splittelse mellem de danske bysbørn og det tyske mindretal.

Det, som jeg personligt har analyseret mig frem til ud fra mange års refleksioner er en uvidenhed omkring, hvem de mennesker fra det tyske mindretal egentlig er.

Med tiden har jeg altid fået stillet spørgsmålet, om jeg følte mig mere dansk eller tysk. Mine svar har altid varieret fra tid til tid. I folkeskolen var det faktisk mere dansk. Måske fordi, jeg skammede mig over at være anderledes og følte, at jeg måtte svare ”dansk”. Men dagen i dag kan jeg sige hverken eller. Jeg har fundet en form for ro, der på en eller anden måde altid tager det bedste fra to verdener. Både min mentale-, men også den geografiske grænse imellem de to lande er blevet uklar. Der er ingen grænsebom og jeg skal ikke vise pas.

Jeg har to verdener og identiteter med mig dag ind og dag ud, der kombineres frem for adskiller sig fra hinanden. Og med en chance for at virke en smule arrogant, så fungerer det rigtig godt.