Noget om dobbelt a og å
TEMA OM NAVNE: Claas fra det danske mindretal i Sydslesvig fortæller om historien bag sit navn.
I det danske sprog udtales et par a’ere næsten altid som å.
Det giver intuitivt mening,men er rigtig anstrengende hvis ens navn udgør den eneste undtagelse for denne tilsyneladende,evigtgyldige grammatiske lov.
Jeg hedder Claas og den måde jeg lærer nye mennesker at kende på,er ved at forklare dem at mit navn ikke udtales ”Klås”.
Det der med at forsvare ens fornavn har en lang tradition i min familie. Min farfar blev født i Tyskland i en tid hvor det var på mode at gasse minoriteter og overfalde nabolande – nazitiden. Ligesom drengebørnene i generationerne før ham,skulle også min farfar hedde Claas. Nazimyndighederne var ikke tilfredse med at min farfar skulle få et navn som var og er udbredt i den frisiske folkegruppe. Da fødselscertifikatet,ja,sådan et får man i Tyskland,kom med posten havde myndighederne taget affære og justeret navnet. Eller germaniseret navnet – fra Claas til Klaus.
Sådan levede han,mens krigen sluttede med tysk nederlag.
Min farfar blev kæreste med en pige som også var blevet offer for fornavnsdiktaturet. Nazisterne havde givet hende et ægte,germansk og ikke særlig elegant navn: Irmgart. Da de,i forbindelse med brylluppet skulle ændre på efternavnene,så de en chance for at slå to fluer med et smæk. Når nu de var i gang. Klaus blev til Claas og Irmgart blev til Sara.
Selvom de i dag er skilt,har de holdt fast i deres navne. Deres rigtige navne.
Jeg er stolt af at være en del af en lang tradition. En tradition der ikke er en selvfølge,men noget der er blevet kæmpet for. Derfor bliver jeg ved med at forklare mit navn,indtil dem der har lyst til at lytte forstår at to a’ere også kan udtales som et langt a.