Hvad har jeg i min kuffert?

12. november 2018

TEMA OM MINDRETALSBAGGRUND: Patrick fra det tyske mindretal i Sønderjylland fortæller om vigtigheden af at være bevidst om sin baggrund, og de styrker og udfordringer den bringer med sig.

Patricks blogindlæg

Vi alle bærer på ting, som andre folk ikke nødvendigvis får at se og oftest kan det hænde, at vi selv ikke ser, hvad vi bærer på.

Dette gælder også for undertegnede. For i mine ti år i folkeskolen har jeg sjældent tænkt over, hvad der faktisk er i min bagage.

For lige at fortælle lidt om mig selv, så kommer jeg fra det tyske mindretal i Sønderjylland. Jeg har altså gået i en tysk børnehave og på en tysk skole i Danmark.  Og i alt den tid jeg gik der, tænkte jeg aldrig over alt det, der udgjorde min bagage. Hvorfor skulle jeg også? Du ved jo sjældent hvad du har, før du har mistet det. Ikke at jeg nogensinde mistede min bagage, men i en klasse, hvor alle snakkede tysk, som mig og hvor vi ofte deltes om de samme tyske ungdomskulturelementer, tænkte jeg aldrig særligt over det. Helt ud fra ordsproget: Når alle er specielle, er der ingen der er det.

For mig fik min baggrund ikke meget betydning før jeg kom i 10. klasse, som var på en dansk skole. Til en start skulle jeg stille mig ind på, at folk ikke forstod de tyske vitser og referencer som jeg kendte. På det tidspunkt var jeg rigtig vild med en tysk YouTuber, som lavede diverse ting, med forskellige figurer og serier. Jeg prøvede til tider at forklare humoren til folk eller på at oversætte nogle af vittighederne og der var da også nogle få grin at hente, men det var bare aldrig det samme, som at snakke med nogen, der havde set det før eller i hvert fald hurtigt ville kunne komme ind i det.

Netop i denne sammenhæng blev jeg klar over, hvor stor en del af min bagage, den tyske del fyldte. Ting, jeg aldrig rigtig havde tænkt på, hvor der før var så meget at give af, var nu pludselig blevet en raritet. Pludselig skulle min bagage fyldes med mere, fordi den bagage jeg havde, ikke rakkede langt i denne nye verden.

Men hvad har jeg så i min bagage?

Det nemmeste ville jo nok være at sige, at jeg snakker tysk på modersprogsniveau. Så tysk afleveringerne i 10. klasse og på gymnasiet var nu ikke det helt store for mig. Men så simpelt er det ikke. Fordi jeg ikke kun har lært sproget, jeg har også lært hvad det vil sige at være en del af denne kultur.

For at konkretisere:

Jeg forstår at begå mig i det danske samfund. Jeg forstår at begå mig i det tyske samfund.

Jeg forstår at nyde dansk kultur. Jeg forstår at nyde tysk kultur.

Jeg forstår at være stolt over at være dansk. Jeg forstår at være stolt over at være tysk.

Jeg forstår, hvad min bagage består af.

Patricks profilbillede

Patrick er fra det tyske mindretal i Sønderjylland og Kulturmødeambassadør hos Grænseforeningen.