Kan du leve dig ind i hvad jeg mener?

Dialogmøder er essensen af det, at være kulturmødeambassadør.

Vi tager ud til en gruppe mennesker der i løbet af de næste par timer, vil deltage i øvelser der måske udfordrer deres verdenssyn, og måske ikke.

Deltagere der vil få muligheden for at bringe sig selv på banen, og stille spørgsmål man ikke tør stille i hverdagen.

Spørgsmål som hvordan jeg har det når danskere Heiler for sjov, eller om jeg virkelig elsker BRATWURST (som mindretalsdansker syd fra grænsen syntes jeg ikke det er sjovt, og nej, medmindre den er lavet af tofu).

Jeg elsker at tage ud på dialogmøder, uanset hvor smadret jeg ofte er når jeg kommer hjem. For det er den der træthed man får efter at have gjort noget man virkelig brænder for, den der træthed man får, når man har turdet at give rigtig meget af sig selv.

Jeg tror et af de største øjeblikke fra et dialogmøde for mig stammer fra mit allerførste dialogmøde.

Det var på en friskole, på Fyn, jeg var stået op klokken 5 for at jeg kunne nå at være der til tiden.

Min rodhistorie, altså min personlige fortælling om mine erfaringer med bindestregsidentitet, havde jeg aldrig fortalt til nogen før, men jeg havde dog noget erfaring med, at tale foran et større publikum fra et debattør kursus.

Alligevel kan jeg tydeligt huske mine svedige hænder, og mit hjerte der slog helt oppe i min hals. Jeg syntes det var meget grænseoverskridende, at stille mig op og fortælle min historie, men jeg gjorde det alligevel.

Efter jeg var færdig holdte vi en pause, og en af deltagernes mor kom hen til mig og begyndte at græde imens hun gav mig et kram, og sagde: “Tak fordi du delte din historie med os.”

Jeg kan huske at jeg var meget paf over det, da jeg selv syntes at min historie ikke var spektakulær i forhold til andre Kulturmødeambassadørers historier om flugt, forfølgelse, grov diskrimination og fordomme.

Kvinden der krammede mig, fortalte mig så at hun kunne genkende nogle af de følelser af fædrelandsløshed jeg beskrev i min personlige fortælling, hun kunne spejle sig i mine erfaringer.

Og det er tror jeg en af de ting, der gør at Kulturmødeambassadørernes arbejde betyder så meget for mig, at vi som kulturmødeambassadører giver noget af os selv, af vores identitet, at det kan bestyrke andre på deres rejse.

Intet dialogmøde er som det andet, og nogle er hårde, fordi jeg også selv ofte bliver udfordret i mit eget verdenssyn, eller folk ikke lever i samme diskurs som jeg gør.

Men uanset hvad så føler jeg at hvert dialogmøde er vigtigt og lærerigt for mig.