Fællesskabet skaber min følelse af at være hjemme

Det kan være de mest banale ting, der får et sted til at føles som ens hjem. At føle sig fremmed er noget der forsvinder med tiden og det at føle sig hjemme er noget man selv skaber. Det er noget der kommer med tiden. Det er en dejlig følelse og en befrielse endelig at nå til det punkt, hvor man kalder et nyt sted for: ”mit hjem!”

Mit navn er Kerry. Jeg er født og opvokset lige syd for den danske grænse, som del af det danske mindretal i Tyskland. Hele mit liv har jeg forholdt mig til at være på tværs af den danske og den tyske kultur. Jeg kan helt klart genkalde situationer, hvor jeg har følt mig fremmed, men disse situationer er langt fra del af min hverdag.

Hverken min hudfarve, udseende, religion eller sprog adskiller mig fra majoriteten i Danmark eller Tyskland. Derimod er mit navn, Kerry, hverken almindeligt i en dansk eller tysk kontekst, hvorfor jeg 4-5 år tilbage er begyndt at introducere mig selv med den engelske udtalelse af mit navn. Selvom den engelske udtalelse ikke gør, at jeg føler mig hjemme alle steder, så hjælper det dog stadig ikke at skulle skifte udtalelsen af sit navn på tværs af sprog.

At bo på den anden side af kloden skifter trods alt ens perspektiv på, hvornår man føler sig hjemme og hvornår man føler sig fremmed – selvom jeg kun har boet her i Australien lidt over én måned i forbindelse med mit udlandsophold.

Jeg kan både finde eksempler på forhold, hvor jeg har følt, at jeg passer ind i samfundet og hvor jeg ikke passer ind. Eksemplerne adskiller sig dog ikke reelt fra om jeg er i mit fødselssted, Tyskland eller mit valgte opholdssted, Danmark.

Jeg føler mig fremmed når…

Helt simpelt føler jeg mig fremmed, når jeg er nødt til at tage til specielle bagerier og betale en formue for at få fat i ”almindeligt” rugbrød. Jeg føler mig fremmed ved ikke at kunne tale hverken dansk eller tysk til hverdag – især når folk kan høre, at jeg ikke kommer herfra. Når jeg står op og skal bruge en masse solcreme – selvom det er efterår i Australien, så føler jeg mig også fremmed.

Til gengæld, føler jeg mig hjemme når…

Når jeg fra tid til anden hører dansk på fortovet eller taler tysk med en ny ven Down under. Eller når jeg ser folk gå med Fjällräven rygsæk, eller Birkenstock sandaler. Hvis jeg er sammen med andre solbrændte Nordeuropæere, der også nyder efteråret, der ellers ligner den danske sommer (bare lidt varmere end i Danmark). Når jeg spiser mad og drikker vin med nye venner, cykler igennem byen eller læser juridiske bøger på læsesalen, rammer følelsen af at være ”hjemme”. Når jeg taler engelsk med en hipster og drikker en god kaffe i et område der ligeså godt kunne være Nørrebro eller Kreuzberg, føler jeg mig hjemme. Her i Australien.

Jeg tror, at følelsen af at være hjemme er uafhængig af religion, hudfarve eller spisevaner – selvom dette kan være med til at gøre det sværere eller lettere. Det vigtigste for mig er dog andre mennesker, som man kan dele ”sit/vores hjem” med. Indtil man føler sig hjemme, og ikke længere føler sig fremmed.