24. december – Min første danske jul
TEMA OM JUL: Dansk-chilenske Natascha fortæller om sit første møde med danske juletraditioner.
Som 11 årig flyttede jeg til Danmark for at bo med min far. Før det boede jeg i Chile med min mor. Min første jul i Danmark var lang. Den startede allerede i november og den 24. december var en dag, med et tæt program af traditoner og aktiviteter vi skulle igennem.
Som 11 årig syntes jeg det var dejligt at julen varede længe. Jeg hukser især morgenen den 1. december. Jeg vågnede op, gik ind i stuen og så, at der hang et reb ned fra loftet, hvor der var bundet en masse julegaver på. 24 gaver for at være nøjagtig. Det var min første gavekalender. Det var en underlig oplevelse at vide, at alle de gaver var til mig, men at jeg kun måtte åbne én pr. dag. Det satte min tålmodighed og selvkontrol på prøve, men jeg klarede det uden at snyde indtil 24 december.
I skolen var der også en pakkekalender. Den hang langs væggene i klasselokalet. Hver dag blev der trukket lod, hvorefter en af eleverne måtte vælge en gave og pakke den op foran klassen. Vi havde også nissevenner, hvor man, uden at blive opdaget, skulle give små gaver til den klassekamerat man havde fået som nisseven. Andre dage blev dedikeret til at klippe julepynt. Der var jul alle vegne.
Jeg fulgte med i børne-julekalenderen som blev vist i tv’et og jeg kan huske, hvordan den var med til at skabe fælleskaber i denfritidsklub jeg gik i. Vi havde et fælles emne at snakke om og vi sang med på de sange, som var med i julekalenderen. Det år blev ”De nattergales: The julekalender” også vist i tv og nogle af klubbens børn skreg af grin, når den blev vidst på storskærm i klubbens tv-rum. Jeg kunne ikke se det sjove i det, for jeg kunne slet ikke forstå et ord af hvad de sagde. Jeg var ikke så god til dansk dengang og synderjysk-engelsk var ikke lige min force. Jeg har senere genset ”The julekalender” og har skreget mindst ligeså højt af grin, som børnene i fritidsklubben gjorde den gang.
Da det endelig blev juleaften skulle vi igennem det travleste juleprogram man kunne finde på. Vi skulle åbne den sidste pakkekalendergave, spise morgenmad sammen, hente juletræet, pynte det, tage fint tøj på, anden og flæskestegen skulle i oven kl 15.00, risengrød skulle laves til ris a la mande, der var også disneys juleshow vi skulle huske at se, og vi skulle også lige nå udenfor, og få lidt frisk luft. Dagen var kaotisk og det er den stadig den dag i dag. Lige indtil alting alligevel falder på plads hen ad aftenen og vi allesammen kan sætte os ned og nyde den dejlige julemad, ved det lange julebord, som er pyntet med stearinglys, juleservietter og en rød dug.
Efter julemaden, ris a la manden og mandelgave, som min søster og jeg (børnene) selvfølgelig vandt, var jeg efterhånden så overstimuleret af alle de her nye juletraditioner og indtryk,at jeg nægtede at danse om juletræet. Jeg synes det var en mærkelig og kikset tradition. Så jeg sad ved klaveret og spillede den eneste julesang jeg havde lært at spille. Alt for at slippe for den der underlige tradition. Selvom julen havde været lang, ville min søster og jeg ikke give slip på den eneste juletradition vi havde med os fra Chile. Det var, at julegaverne først skulle åbnes ved midnat på slaget kl 00.00. Vi var trætte, men vi ventede stædigt på at klokken skulle blive midnat. Vi var vant til fra Chile, at man bare fik lov at flå sine 1-2 julegaver op kl 00.00, og at man ikke vidste hvem de var fra, for på gaven stod der bare; fra julemanden.
Det var anderledes i Danmark. Her fik vi ca. 20 gaver hver og på alle gaver var der til og fra kort. Vi fik heller ikke lov til at flå vores gaver op, men skulle åbne en ad gangen på skift, så alle kunne se hvad hinanden fik, så man kunne sige pænt tak for gaven, inden man åbnede den næste. Den aften var vi først færdige med at åbne gaver kl 02 om natten. Min første danske jul var en lang.
Siden der har vi gået på kompromis med nogle af traditionerne. I dag danser jeg om juletræet, men jeg har aldrig rigtig kunne slippe følelsen af, at det er noget underligt noget. Julegaverne åbner vi også tidligere på aftenen, der det tager lidt længere tid end det gjorde i Chile.
Den danske jul har mange gode traditioner og derfor synes jeg, at den er ganske særlig
God Jul