Banke bøf, ståtrold og byen sover!?

”Kluddermor”, ”banke bøf”, ”ståtrold”, ”kongens efterfølger” og ”byen sover”.

De fleste kender formodentlig disse ord og kan hurtigt kategorisere dem som navne på lege. Lege man legede i børnehaven, eller da man var folkeskoleelev og havde fornøjelsen af at gå i SFO.

For nogle år tilbage virkede disse ord fuldstændig meningsløse for mig, når de stod alene uden en givet kontekst. ”Banke bøf” kan i virkeligheden tages meget bogstaveligt, ”ståtrold” kan lægge op til sjofle associationer og ”byen sover” kan virke meget forundrende.

Jeg havde altså anskuet disse ord som vilkårlige og uden nogen betydningsmæssig sammenhæng.

I min verden var disse ord altså aldrig faldet ind under kategorien børnelege.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med dem var i en alder af 24, da jeg startede som pædagogmedhjælper i en SFO i Rødovre. Jeg blev bedt om at sætte en af disse ovennævnte lege i gang. Jeg måtte krybe til korset og indrømme manglende erfaring i førnævnte lege. Jeg kunne lige så vel, krumrygget og med hagen hvilende på brystet, have indfundet mig i rækken af afventende indskolingsbørn, som skulle lære legene at kende.

Det var ikke ligefrem det allerbedste førstehåndsindtryk jeg havde præsteret. Jeg tror nemlig at meningen med de her ellers så velkendte lege var at gøre arbejdet simpelt for mig som ny på jobbet.

Mine kollegaer udtrykte sig på forskellig vis over denne uvidenhed: Nogle var irriterede, andre uforstående, den sidste gruppe undrende – især når de remsede flere lege op, og jeg blot kunne svare ved at ryste på hovedet og indikere et kæmpe stort NEJ. Jeg tror faktisk godt, at jeg kan sætte mig ind i deres reaktion overfor min uvidenhed omkring disse lege.

Som ulv i fåreklæder havde mit leverpostejsblonde hår og blå øjne manipuleret mine kollegaers billede af mig. Det mest fremmede ved mig; min jyske dialekt, som ikke var til at tage fejl af i dette (stor)københavnske spektrum mine kollegaer bestod af, havde mine kollegaer for længst gennemskuet. De havde jo regnet mig ud. Det troede de i hvert fald. Lige indtil jeg måtte lukke op for min ellers usynlige tyske baggage.

I introduktionen af kongens efterfølger til børnene viste det sig, at jeg  alligevel måtte ’oute’ mig som den, der egentlig udmærket kendte legen. Det var jo bare den tyske leg „Schattenspiel“. Den kendte jeg jo ud og ind. Det viste sig, at jeg bare ikke kendte den i danske termer.

Legen, om Schattenspiel eller kongens efterfølger, er den samme. Legen var altså ikke dansk, som jeg frygtede. Jeg følte mig flov og anderledes, fordi jeg jo ikke kendte til danske traditioner i forbindelse med danske skoler, da jeg havde gået i tysk børnehave og efterfølgende i tysk skole. Men til min overraskelse var legen også tysk. I virkeligheden var legen den samme.

I sidste ende var det befriende at have løftet sløret fra min usynlighedskappe og gøre opmærksom på forskellighederne. SFO’en rummer i virkeligheden også rigtig mange forskelle. Måske er det i forskellighederne vi først lægger mærke til og kan forstå, de ting vi er fælles om – omend kan vi i hvert fald være fælles om legene.