Det er et sprog vi alle taler

“Musik er for mig et universelt sprog. Musik er en dialog mellem lytter og modtager, og har mange kommunikative aspekter. Musik findes i alle kulturer og alle størrelse – om det er pop, klassisk, folkeligt, så samles vi mennesker om musikken, fordi vi ved den er vigtig for os. Vigtig for os som individer, grupper og som et samfund – vigtigt for os som mennesker.

Det tidligste stykke vietnamesiske musik jeg kan huske var, da jeg som barn skulle til asiatisk nytår et sted i udkanten af Tranbjerg, Aarhus. Januar-måneden var snart ovre, hvilket betød, at det var tid til at velkomme hinanden ind til de nye år. Det var vist nok abens år, hvilket man, hvis man ikke vidste det, kunne gætte på de adskillige abe-dekorationer, der fyldte hele idrætshallen, som de lokale fra den vietnamesiske kulturforening havde lejet. Røde og gule farver dominerede salen, appelsintræer der stod ret og pragende med de røde konvolutter hængende på grenene. Menneskemængden var overvældende, støjniveuaet også, og man var ikke i tvivl, at det var tid til fest. Velkomsttalen blev holdt af en meget formelt klædt herre. Hans tale var imødekommende, vittig, relatable, og publikum var vilde med det. Der skulle hvert fald en del til for at kunne slukke festen.

 En pludselig stilhed lagde sig over lokalet som et tæppe. Råbene fra mødrene nede ved madafdelingen var tysset ned, smilene fra publikum var blevet til en stille mine, og salens røde farve havde mistet sit glans. Der blev spillet noget ud fra de store, sorte højtaler. Det var en trompet, der spillede den vietnamesiske nationalsang. Lyden af messinginstrumentet, der fyldte hele salen med dens sorgmodige klang og lange fraser. Musikken, som de fleste inde i salen associerede med deres fædreland, deres barndom og deres identitet. Vi var alle samlet omkring denne solotrompet og dets musik, og ingen turde at ytre en lyd i frygt for at udvise mangel på respekt. Da musikken stoppede, var der en tom stilhed, som fyldte rummet. Stilheden varede nok kun et par sekunder, men om det føltes sådan var en anden sag. Da stilheden lettede, vendte vi tilbage til den hyggelig stemning og de røde farver.

 Når jeg tænker musik fra min vietnamesiske kultur, vil jeg altid tænke tilbage til dette. Musikken, der fik folk til at huske hvor de kom fra og hvem de var. En musik, der var præget af noget nationalistisk og politisk. En musik, der ikke var præget af en personlig fortælling eller individualitet, men nærmere en kollektivitet, en fællesfornemmelse af noget der er større end en selv. Når jeg selv hører vietnamesisk musik, tænker jeg instinktivt også tilbage til dette. Tilbage til rødderne og tilbage til hvem jeg egentlig er.

 Selvfølgelig findes der også vietnamesisk musik, hvor det også bare er noget der kunne minde om Rasmus Seebach. Jeg lyttede engang til min storebrors meget 90’er-agtige stereoanlæg afspille en cd, som han selv havde brændt. Siddende på hans sengekant, mens han på computeren downloadede flere sange ned på sin Winamp-spilleliste, lyttede jeg nysgerrigt og ihærdigt på hvordan musikken udfoldede sig. Den klagende sangerinde, de triste mol-akkorder, dramatiske effekter. På vietnamesisk stod der på Cd-coveret “triste kærlighedssange”, og der var noget utroligt cheesy over det hele!

Musik har den egenskab at få skabt gang i vores tanker og følelser, hvilket er noget fantastisk! Om det så er Rihanna eller noget så simpelt som en solotrompet der spiller nationalmelodien, så samler musikken os. Den er vores fælles sprog.”