Excuse My French

Jeg trak min lange frakke på og jeg tog mit halstørklæde rundt om halsen. Jeg var på vej ud mod min bil for at tage af sted til en filmaften ude på universitetet. Det var et arrangement, som min lærer holdte for det studie, jeg går på, netop Language and International Studies, hvor folk fra alle årgange frit kunne komme forbi og se en film om Latinamerika og efterfølgende diskutere filmens koncept.

Da jeg satte mig ned, mødte jeg nogle medstuderende fra andre årgange, heraf en fyr fra Frankrig, der hedder Arthur og en pige fra Ukraine, som hedder Diana. Jeg fik snakket lidt med dem under arrangementet, og efterfølgende aftalte vi at tage en tur ind til byen. Først satte vi os ind på en café for at ryge vandpibe og bagefter videre ind på en pub for at få nogle drinks. Vi fik talt en masse omkring uddannelsen og om vores egne kulturelle baggrunde, hvilket var utroligt spændende, især fordi vi hver især havde vidt forskellige perspektiver på en masse ting, primært fordi vi er vokset op i forskellige lande og forskellige miljøer. Dog var vi ikke helt forskellige, da vi på et eller andet punkt sad i nogenlunde samme situation, idet vi studerer det samme. Derudover fandt vi ud af, at vi bl.a. deler samme musiksmag, og vi kan relatere på mange andre punkter såsom serier og film, som vi alle har set, selvom vi kommer fra forskelligesteder med enorme ‘virkelighedsforskelle.’ Af og til kunne Arthur komme med nogle dårlige jokes, som han selv kaldte det, og han kom derefter med udtrykket “Excuse my French,” hvilket i denne situationen varmeget sarkastisk, især fordi han er Franskmand. Det er en måde, hvorpå man kan lave sjov ved at bruge kultur som grundlag. Det specielle ved dette møde var, at vi på ingen tid blev gode venner, og at vi allerede har arrangeret en aften, hvor vi skal medbringe mad, der er typisk for vores kulturelle baggrunde. Okay, jeg indrømmer, at det måske mere bliver til en dessertaften, men man har jo også lov til at nyde noget sødt engang i mellem. Jeg skal bl.a. medbringe kneffeh, som er en libanesisk cheese cake, mens Arthur skal stå for Creme Brulée, og Diana skal stå for nogle lækre drinks.

Det, som er det bedste ved sådanne kulturmøder, er at man, på én side får det bedste ud af den kulturelle mangfoldighed, og at man får oplevet noget nyt og fremmed, hvilket bestemt ikke er noget dårligt, som det så tit og oftest kan forstås på vegne af diverse mediediskurser. På den anden side får man samtidig indset, at vi ikke er så forskellige endda. Jeg synes, at det er utroligt vigtigt, at man får set denne side af kulturel mangfoldighed, eftersom mange oftest ikke tør at konfrontere det fremmede, idet der er en frygt for denne fremmedhed. En typisk filmaften som denne kunne nemt have været endt som mange andre sædvanlige aftener; at man havde kommet, oplevet noget af det ‘normale,’ og taget hjem. At vi tog initiativ til at bryde den akavede stilhed, gjorde en enkelt aften til en fantastisk start på nye venskaber, hvor man ikke blot har det sjovt sammen, men hvor man derimod også lærer af hinanden; af hinandens forskelligheder og af hinandens ensartethed.