Hvor går grænsen?

Jeg ser på uret, toget kører først om 20 min. Jeg har god tid. Jeg går over i Frellsens og får købt en lækker flødebolle med hindbærskum. Smilet er stort, og jeg er klar til at sætte tænderne i flødebollen – lige indtil jeg hører et hjerteskærende skrig: ”Nej!”. Folk begynder at samle sig ved det sted, hvor skriget kom fra. Jeg glemmer alt om min flødebolle og skynder mig over for at se, hvad der sker. To mænd i jakkesæt står og river i den tildækkede kvindes niqab – hun holder godt fast om sit hoved med stoffet. Til kvindens skrig besvarer den ene af mændene med en mørk autoritær stemme: ”Der er ikke plads til en som dig i samfundet!” Mændene står med ryggen til mig. Jeg lader øjnene køre rundt i den cirkel, som folk har dannet. Alle står med deres blikke fast rettet mod de tre mennesker. Ingen gør noget, selvom kvinden stadig skriger. Jeg er i chok. En kvinde bliver overfaldet, mens alle står og kigger på. Vreden blusser op i mig, og jeg bevæger mig med hastige skridt mod de tre mennesker. Det eneste jeg tænker, er, at fjerne mændenes hænder fra kvinden. Jeg tager fat i deres hænder uden at kigge på deres ansigter og slår dem væk, hvorefter jeg stiller mig foran kvinden med ansigtet rettet mod mændene. Jeg ser deres ansigter. Bip. Bip. Bip. Alarmen lyder, og jeg står op med et sæt med pulsen dunkende i tindingen.

Jeg stammer fra Afghanistan, hvor mange kvinder går med burka. Kvinderne i Afghanistan havde ikke selv valgt burkaen, de fik påbud om at bære burka af Taleban. Jeg må endvidere indrømme, at da jeg var barn, var jeg bange for burka og niqab-klædte kvinder. Ligeledes forbandt jeg burka med tvang, idet det var pålagt en kvinde at tage den på, hvis hun skulle færdes uden for huset. Sådan var samfundet, hvorfor jeg har hadet og hader burkaen. Men hvordan passer burkaen ind i det danske samfund, og kan vi virkelig tvinge den af kvinderne, der bærer den?

De sidste par uger har debatten om tildækningsforbuddets ikrafttræden – populært kaldt ”burka-forbuddet” – floreret over det hele. Problemstillingen, der vedrører få mennesker, har fået enorm opmærksomhed, hvilket er ret bekymrende. For det første er det ikke helt til at forstå, hvorfor der overhovedet er givet en lov mod mindretallet, når man kan fremme det positive hos flertallet. Vi er så mange, der har valgt det såkaldte ”islamiske-beklædning” fra, men os kigger politikerne ikke på. Ligeså vel som mit netværk består af ikke-muslimske piger, består det også af muslimske piger. Grunden til at jeg og de muslimske piger, som jeg kender, der har fravalgt den, er, at den beklædning ikke siger meget om islam – der står ingen steder i koranen, at ansigtet skal være tildækket – og fordi det for os ikke giver mening at kommunikere med en, når man ikke kan se ansigtet. Det er lidt ligesom at skrive med en, fx over Messenger, uden at vide, hvordan den pågældendes ansigtsudtryk er, hvilket til tider kan være ret irriterende. For det andet bevæger vi os væk fra de egentlige problemstillinger, når vi tillægger en problemstilling som denne så stor en opmærksomhed. Men hvordan kunne den lov egentlig få så meget opbakning? Det er uden tvivl, at tildækningsforbuddet i Danmark er inspireret af Frankrigs ”burka-forbud”, der blev indført i 2011. Som justitsministeren Søren Pape Poulsen udtalte i en pressemeddelelse, handler forbuddet om at bevare de danske værdier: Vi skal værne om respekten for vores fællesskab og de værdier, der binder os sammen. Men er en af de danske værdier ikke også, at den enkelte kvinde selv skal have lov til at bestemme, hvad hun skal gå iklædt? Det skal lige pointeres, at jeg med dette spørgsmål ikke mener, at alle skal have ret til deres egne normer, for min pointe er ikke, at vi skal have et værdiladt og normløst samfund som USA. Min pointe er, at dette tildækningsforbud ikke er den rigtige måde at snakke om værdier på. For det bliver blot symbolpolitik uden substans. For at kende til værdierne i et samfund, hvor vi skal danne en fælles kultur må vi gå i dialog med hinanden – hvor det ikke skal handle om, at overbevise hinanden om hvem der har ret, men prøve at blive klogere på hinanden og på de værdier, som vi kan være fælles om. Ellers medfører sådanne love blot en ekskluderende og i hvert fald ikke en fælles kultur. Jeg bliver som muslimsk kvinde ikke direkte ramt af forbuddet, men loven signalerer indirekte i overført betydning et had mod muslimer, hvorfor jeg også føler mig ramt. Og det synes jeg ikke er fair. Det er jo indlysende, at de der går med burka/niqab kun er muslimer – selvom der er tale om en kulturel beklædning og ikke en ”islamisk-beklædning” – og at til trods for, at det kun vedrører så få af os, bliver der alligevel indført en lov.

Engang kunne man godt grine af DF og deres holdninger, og tænke ”det er bare DF”. Men det må indses, at de har fået mange tilhængere i de seneste par år – generelt er det som om, at det parti/menneske der udtaler sig grovest om muslimer får flest tilhængere. Det må skyldes, at flere og flere bliver styret af frygtens ret og politik. Frygt for alle de fremmede mennesker, der kommer til landet og frygt for, at muslimerne pålægger det danske samfund islamiske værdier, gør, at styringsrationalet for disse mennesker er frygten. Men hvor går grænsen for, hvor meget man kan frygte os? De mennesker bliver nødt til at vide at nærmest alt, hvad DF og Co. samt medierne promoverer om muslimer, faktisk ikke passer. Og hvis det endelig skulle passe, så er det virkelig kun få og ikke alle muslimer, der er tale om. Hvis der er en, der siger, at vi skal have indført sharia-lovgivning i Danmark, er det ikke ensbetydende med, at vi alle ønsker det. De fleste af os ved, at grundloven er fundamentet for vores retssystem i Danmark og er statens øverste lov, hvorfor sharia-lovgivning ikke hører hjemme her. Men alligevel bliver alle muslimer stillet frem som nogle sorte får, der ikke kan indordne sig det danske samfund.

Efter et forfærdeligt mareridt med mændene i jakkesæt, Martin Henriksen og Naser Khader, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at mit mareridt mindede mig om en historisk periode. Ved optakten til 2. verdenskrig tvang nazisterne alle jøder til at bære jødestjernen, så man kunne identificere dem. Det førte til, at folk begyndte at udøve selvtægt i form af voldsudøvelse, når de mødte en jøde. I dag bliver muslimerne tvunget til at smide en bestemt påklædning. I mit mareridt var det mænd i jakkesæt, der udøvede selvtægt, men i virkeligheden kan forbuddet medføre, at almindelige mennesker vil handle, som var de politibetjente og på den måde gøre det legitimt at udøve selvtægt på en åben gade. Det er i den grad bekymrende og uhyggeligt, at den situation muslimerne befinder sig i i dag, kan sammenlignes med jødernes situation ved optakten til 2. verdenskrig. Er det så for meget at forlange, at vi er nået til et punkt, hvor vi bliver nødt til at gå i dialog med hinanden i stedet for at gøre situationen værre for hinanden? For det næste, der har fået meget fokus, er, at hvis muslimerne ikke kan give håndtryk, så kan de heller ikke være danske statsborgere. I stedet for at tage en fælles snak om, hvad den rigtige gestus er eller om der overhovedet findes en rigtig gestus – om det er at give hånd, at bukke for hinanden, at lægge hånden på hjertet eller at kramme? – bliver det konkluderet, at muslimernes adfærd er forkert. Jeg er selv opvokset i en kultur, hvor det at give hånd er en høflig måde at hilse på. Og jeg har været i en situation, hvor jeg har rakt hånden frem da jeg skulle hilse, men hvor en muslimsk mand ikke tog imod den. Det var selvfølgelig en akavet situation for mig, men jeg så ikke noget negativt i det. Han hilste ved at lægge hånden på hjertet og smile kærligt. Hjertet symboliserer kærlighed og fred, så jeg følte ikke, at han tog afstand, men at det blot er den måde, han altid har hilst på. Vi er så forskellige, og der er så mange forskellige måder at være høflige på. Det tager tid at kende hinandens levemåder, men oprigtigt er vi nået til et punkt, hvor vi har brug for en fælles snak!