Mit hjem

Når jeg siger ordet ”hjem”, så ved jeg, at der dukker et billede op i jeres indre øje for hver eneste af jer. Alle har en eller anden idé om, hvad hjem er. Hvad det så end er, er sikkert vildt forskelligt. Det kan være knyttet til minder, mennesker, dufte eller et særligt sted. Så hvad er hjem for mig?

Hjem. Hvad er hjem?

Jeg troede, det ville være nemt at sætte ord på, hvad ”hjem” er for mig. Jeg troede, at jeg hurtigt med et par ord kunne beskrive hvad ”hjem” betyder for mig. Det kan jeg ikke.

Og jo mere jeg tænker over det, jo sværere bliver det. For hvornår er man hjemme? Hvor er man hjemme? Er jeg hjemme i min lejlighed i Odense, hvor jeg studerer? Det er jeg vel, for det er jo der, jeg bor.

Når jeg kommer hjem, har jeg en fast rutine. Jeg tager skoene af, hænger jakken og cykelhjelmen på plads og så smider jeg bukserne. Der er intet mere befriende end at smide jeansene efter en lang dag på universitet. Men kan det gå som en definition på hjem? Er jeg hjemme overalt hvor jeg smider bukserne? Der er noget, der siger mig, at det er mere indviklet end det…

Jeg siger, ”Jeg tager hjem”, når jeg tager hjem til mine forældre, der bor på den anden side af grænsen. Og jeg siger det samme, når jeg tager hjem til mig selv.

Driving home for Christmas

Sidste jul glædede jeg mig ekstremt meget til at skulle hjem til mine forældre, for jeg havde næsten ikke set til dem, siden jeg flyttede hjemmefra. Jeg husker tydeligt, at jeg lagde en video op i min story på Instagram, hvor jeg filmede turen ud af smukke Odense. Først banegården, så broen og så et par af de nye byggerier langs skinnerne, der lyste i mørket. Jeg lagde sangen ”Driving Home for Christmas” henover. Og jeg følte hvert et ord. Glæden ved at komme hjem var simpelthen så stor, for endelig ville jeg se min familie, mine venner fra gymnasiet og min hjemby, Slesvig, igen.

Slesvig by, som ligger i det nordlige Tyskland, har ikke altid været mit hjem. Men det er der, hvor jeg har tilbragt langt størstedelen af mit liv. Der var engang, hvor jeg ikke kunne forestille mig at Slesvig ville blive mit hjem. Det var dengang, jeg skulle flytte væk fra Sydtyskland. Mit 6-årige jeg kunne slet, slet ikke forestille sig, hvordan et sted, der var så fladt og nordtysk nogensinde kunne blive mit hjem. Det var jo et sted hvor man ikke holdt fastelavn på den ”rigtige” måde. Jeg var vant til et stort optog gennem byen, med musik og fastelavnsprinseparret på traktorer og vogne, der var pyntet, som kørte ned ad hovedgaden og smed slik ud til børnene. Det var altid min drøm at blive fastelavnsprinsesse, for det var min storesøster blevet. Jeg skulle bare lige vente i 12 år, før jeg blev gammel nok. Det blev aldrig til noget. Men til gengæld oplevede jeg så meget andet, som jeg ellers nok aldrig ville have oplevet. Bl.a. fik jeg et nyt hjem med andre traditioner. Traditioner, som blandt andet var danske – fordi jeg som 6-årig blev del af det danske mindretal i det nordlige Tyskland.

Nu, 14 år senere, kan jeg ikke forestille mig hvordan Slesvig og mindretallet ikke skulle være mit hjem. For det var her, jeg oplevede min første morgensang. Det var her, jeg fik sat Dannebrog på fødselsdagsbordet første gang. Det var her, jeg dansede om juletræet og skulle være luciapige for første gang. Det var også her, jeg fandt min første kærlighed. Det er Slesvig hvor jeg lærte at tale dansk. Det er alt sammen ting, der i dag udgør så stor en del af min identitet, at jeg kan slet ikke kan forestille mig at være foruden disse traditioner og minder. Hvilket menneske ville jeg være, hvis min Papa ikke havde valgt at starte et firma i Danmark og derfor flytte vores lille familie til den anden ende af Tyskland?

En del af hjemmet flytter med

Da jeg flyttede til Odense, flyttede jeg ind i en meget fin etværelses lejlighed. Det var vildt fedt de første par uger. Nu var det mig der var herre over hvad der skulle fylde mit køleskab og jeg behøvede ikke at melde ud om jeg var hjemme til aftensmad.

Men hvis man, som jeg, kommer fra en familie med fire børn, så bliver det også hurtigt lidt ensomt. Derfor var jeg vildt glad for, at der var nogen venner fra gymnasiet, der flyttede til samme by og slet ikke boede så langt fra hvor jeg boede. Det var som om et lille stykke af Sydslesvig var flyttet til Odense sammen med mig.

Hvis man, som jeg, kommer fra et sted, hvor man skifter rundt mellem sprogene som det lyster, så er det lidt en omvæltning ikke at kunne gøre det længere på universitet, for her i Odense forstår ingen jo sætninger, hvor halvdelen er tysk. Men sammen med mine venner fra det danske gymnasium i Slesvig, A.P. Møller Skolen, var det intet problem. Bare det, at vi havde hinanden, gjorde det så meget nemmere for mig at falde til.

Så når jeg tænker på hjem, så tænker jeg på min familie. Jeg tænker på min hjemby. Jeg tænker også lidt på Sydtyskland. Jeg tænker på mine venner og min kæreste. For alt det har givet mig nogle minder, traditioner og værdier som udgør mig. Jeg tror man er hjemme, når man har fundet sig selv. Lige nu, føler jeg at jeg har ret godt styr på, hvem jeg er og hvad der udgør mig, men det er en rejse, som jeg sikkert ikke er færdig med endnu. Og for nu er det de ovennævnte mennesker, steder og minder der udgør følelsen af hjem for mig.