Tiden er en abstrakt størrelse

Solen skinner ned på mig i smilets by. Folk omkring mig nyder deres kolde drikke i den varme sommerhede. Min iskaffe er næsten færdig og jeg skal snart videre. Jeg kigger længselsfuldt på mit ur og venter lidt halvutålmodigt…  Min veninde er 30 minutter forsinket.

Igen.

Det kan godt virke lidt træls nogle gange, men det bliver hurtigt noget, man vænner sig til. Venner og veninder fra det afghanske miljø, som hyppigt kommer for sent til aftaler eller begivenheder. Punktlighed bliver netop til en abstrakt og afslappet enhed, som man ikke forfølger, men derimod tilsidesætter til fordel for nuet. I mit afghanske miljø, tager man det roligt og gør tingene i et afslappet tempo, det hele skal nemlig nok nås. Det kan godt være, at jeg alt for tit bliver den i min afghanske vennekreds, som ender med at vente fordi jeg møder i “dansk-tid” (enten for tidligt eller til tiden.) Derimod bliver jeg også den, som hurtigt skal videre, fordi min tidplan løber hurtigere end mig. Tilstedeværelsen i øjeblikket, i nuet er noget som hurtigt går tabt på grund af punktligheden.

Det kan det være en fordel, når jeg skal mødes med mine venner, som har afghansk baggrund at mødes i “afghansk-tid” (30-60 minutter senere end aftalt.) Kulturelle forskelle i forhold til punktlighed behøver derfor ikke at være en negativ ting, men derimod noget positivt, som kan være til gavn for de mennesker man er iblandt i nuet. Frem for at løbe frem og tilbage mellem to steder, er det nok bedst at holde sig til et ad gangen. Så gør det ikke noget, hvis man kommer en smule forsendt.