Ramadan: Fælleskab og festligheder med corona i luften
TEMA OM CORONA: Den er der stadig, den der corona, som vi vist alle både frygter og er trætte af. I dette blogindlæg kommer dansk-somaliske Asili ind på hvordan hendes Ramadan har været påvirket af pandemien.
Et centralt begreb, som fylder i mange af verdens beboers liv, er corona. Vi hører det alle vegne og det er ret svært at undgå. Mange mennesker har været begrænset på forskellige punkter såsom bryllupper, konfirmation, rejser, generelle sammenkomster osv. Andre har fået gavn af pandemien, hvori eksempelvis økonomien eller forretning kørte godt for dem.
For mit vedkommende har corona primært været en negativ tilføjelse i mit liv. Da vi lige har afsluttet Ramadan, så vil jeg her i blogindlægget, fortælle om hvordan jeg især har været begrænset i den forbindelse. Ramadan er den niende måned i den islamiske kalender. I denne måned faster flere millioner af muslimer verden over. I Ramadan er fokus på at ændre sig spirituelt og at genetablere sit forhold til Allah (Gud). Denne måned er en højtid, som en del muslimer ser frem til, da familier, venner og naboer samles på tværs.
I år har dette været svært grundet corona-restriktionerne i Danmark. Med det daværende forsamlingsforbud på 5 mennesker, og har det været et problem for mange danske muslimske familier. I min familie er vi alene 10 mennesker (inkl. mig selv), og det har været umuligt at samle dem alle under et tag pga. forsamlingsforbuddet. Det har været ærgerligt, da Ramadan som nævnt er med til at samle familier hver dag i 30 dage. Jeg har derfor brudt fasten alene med min mand, hvilket har påvirket vores ramadanstemning på en mindre god måde, fordi vi har måttet undvære den glæde, latter og positive stemning, der er når hele familien er samlet. På grund af corona har dette været anderledes og begrænset i år.
Noget andet som er påvirket af corona i Ramadan er, at moskeerne har været lukket og dermed har der ikke været plads til at bede i fællesskab, hvilket er den essentielle kilde til at etablere et forhold med Allah, hvilket især er vigtigt i Ramadan måneden. At bede i moskéen er med til øge fællesskabet, da man møder alle mennesker på tværs af nationaliteter. Det styrker vores relationer til hinanden. En konsekvens af corona har været, at jeg desværre måtte nøjes med at bede hjemme.
Jeg håber på bedre tider, og at vi snart må mødes igen til sociale sammenkomster.
Corona-venlig hilsen,
Asili er dansk-somalier og Kulturmødeambassadør hos Grænseforeningen